Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Ja, Humaniora nytter

FAGLIG FREMTID - Humaniora er presset. På den ene side forelæser klassikerne om dannelse og vrænger »varm luft«, når neo-humanisterne vægter innovation og erhvervskompetencer. Er valget virkelig reduceret til disse to positioner? Tre humanister giver deres bud på Humanioras status og fremtid.

I sommer rettede den tyske musikforsker Linda Maria Koldau, professor ved Aarhus Universitet, en skarp kritik mod dansk humaniora. Ifølge Koldau halter fagligheden i skandaløs grad, mens der hersker en ideologi »hvor varm luft klædes i store business-ord. Det skal regnes som ’tidssvarende’ og ’rettet mod det moderne arbejdsmarked’.«

Den type beef kender Københavns Universitet godt. Det seneste eksempel er professor ved Saxo Instituttet Jes Fabricius Møllers kritik af Katalyst, afdelingen for humanistisk innovation. Af sine kritikere blev Jes Fabricius Møller til gengæld anklaget for en bedaget fagopfattelse, der reelt gør de studerende en bjørnetjeneste.

LÆS DEBATTEN OM KATALYST:
Katalyst er ikke Humaniora
Varm luft og pølsesnak på KUA?
Katalyser Humaniora

Humanistens autoritetstab

»Humanioras krise består af et idehistorisk og et institutionelt element,« siger Peter Haarder, professor ved Engelsk, som en forklaring på hvorfor debatten blusser op igen og igen.

»Humaniora har tabt en del af sin tidligere åndelige autoritet og prestige. Og der er kommet et nyt institutionelt pres for at humaniora skal være salgbar.«

Ifølge Peter Harder er problemet bare, at humanioras værdi ikke er det fakturerbare, men dets viden om identitetsdannelse og kulturel udfoldelse. Derfor advarer han imod, at det salgbare bringes ind i en fremtidig definition af humaniora.

Men Peter Harder understreger, at humaniora ikke skal ende som et reservat:

»Humanioras forsatte udvikling indebærer, at det skal vise, hvordan fagområdet har krav på opmærksomhed på en ny tids præmisser. Men det vigtige er, at selv om vores genstandsområde flytter sig, så flytter det ikke væk. Den gode humanist bærer sit fags tradition med sig.«

Humanist af tiden

Professoren afviser, at der eksisterer en polarisering mellem humaniora classic og humaniora neo, for den klassiske humanist har meget at byde på.

»I dag har firmaer for eksempel enormt meget fokus på immaterielle produkter, fx cooporate identities.« Og her kan humanisten bidrage med en masse, siger Peter Harder, netop i kraft af sin egen kulturelle ballast.

»Det viser for eksempel praktikordningerne. Her får de studerende jo oplevelsen af ’Gud, jeg kan noget. Jeg kan bruge min erfaring’.«

Uden erhvervskørekort

Et eksempel på en humanist, der har kunnet, er Nadja Pass, cand.mag. i retorik. Siden 2002 har hun drevet Reflexioner, hvor hun som selvstændig konsulent har været beskæftiget i dansk erhvervsliv.

Hun har netop afsluttet undersøgelsen »Snublesnore på direktionsgangene« for Beskæftigelsesministeriet, hvori hun har afdækket karriere-barrierer. Nadja Pass påpeger selv, at hun nok er et atypisk eksempel:

»Allerede tidligt i studiet begyndte jeg at undersøge ungdomskulturer for et reklamebureau. Og siden startede jeg min egen afdeling, så jeg fik tidligt erfaring med mange aspekter af virksomhedsdrift.«

Hun fremhæver den tidlige erfaring som essentiel.

»I erhvervslivet skal der tit tænkes og handles ret hurtigt. Og sammenlignet med andre akademikere blev jeg nok meget tidligt vænnet til at få afsluttet tingene. Godt nok hyrer man en akademiker for at der skal tænkes. Men oftest skal tankerne bruges nu, og det skal man lære at navigere i.«

At blive ved sin læst

Nadja Pass påpeger, at manglen på den slags erfaring er et centralt problem, når humanisterne skal ud og bruge deres uddannelse.

»De kender ikke spillets regler. Hvis man ikke kender erhvervslivet, er det svært at sælge sig selv og sine kompetencer.«

Det synes at pege i retning af neo-humanist-polen, men det afviser Nadja Pass.

»Jeg mener ikke, det skal være humanioras opgave at erhvervsrette. Det er erhvervslivet meget bedre til selv at gøre,« siger hun, og peger i stedet på relevansen af studiejob, praktik- og traineeforløb og mentorordninger.

»Underviserne på humaniora er jo gode til at undervise i deres fag, men erhvervslivet ved de af gode grunde ikke så meget om. Fokus på universitetet skal være grundfagligheden, så man også i erhvervslivet kan stole på, at man får høj faglighed med, når man hyrer en humanist. Erhvervstræningen skal man absolut ikke underkende. Men den varetager erhvervslivet bedst selv.«

Synd for samfundet

Hvor både Peter Harder og Nadja Pass udtrykker en prosaisk tilgang til diskussionen, er filosoffen Anders Fogh Jensen mere radikal:

»Det er synd for samfundet, hvis humanisterne ikke kan få job,« siger han.

»Jeg får et billede af, at kulturen i dag klumper sig sammen. Der foregår en grad af fordummelse. Det går ikke, hvis alle kun tænker afsætning. Det er vigtigt at nogen kan bidrage med en forståelse for historien, traditionen og sproget. Det er dét, den gode humanist kan – han kan så at sige udstrække samfundet fra klump til flade,« mener Anders Fogh Jensen.

Angst for merkantil hjernevask

Anders Fogh Jensen vedkender sig, at hans sympati er rettet mod humaniora classic, selv om han – efter sin ph.d.-afhandling om projektsamfundet – selv arbejder med at smidiggøre kulturens klump som konsulent og underviser i organisationen DISPUK.

Det er der dog ifølge Anders Fogh Jensen ikke noget mærkeligt i.

»Der er en fortælling på humaniora om, at de kloge bliver ’indenfor’, mens de mindre kloge ender ’udenfor’. Derfor er der også en prostitutionsangst blandt humanisterne. Men man bliver jo ikke nødvendigvis merkantilt hjernevasket, bare fordi man krydser muren.«

Anders Fogh Jensens pragmatiske fordring er, at den gode humanist kan bruge sin faglighed til at gøre en forskel, der hvor han er:

»Selv om jeg for eksempel er hyret til at holde et foredrag om et bestemt emne, kan jeg godt finde på vinkle det mod andre emner og begreber – det dér klassiske med, at folk ikke altid ved, hvad de har brug for,« smiler han.

Hvilken anvendelighed?

Peter Harder, Nadja Pass og Anders Fogh Jensen er alle overbevist om, at humanisterne har meget at byde på. Alligevel fornemmer man stadig tilstedeværelsen af en grundlæggende diskussion om humanioras nytteværdi.

Den anvendelighed som Anders Fogh Jensen taler om, synes væsensforskellig fra den brugbarhed, som både Peter Harder og Nadja Pass nævner. Men de tre humanister er enige om, at humanioras værdi hviler i traditionen. Vejen ud af humanioras krise er derfor ikke et brud med de klassiske dyder. De udtrykker også alle en tro på, at krisen ikke er permanent.

Nadja Pass: »Humanister skal fokusere på det de er bedst til, humaniora. Måske er de humanistiske kompetencer i dag undervurderede, men der vil altid vil være brug for folk, der kan sætte tingene i perspektiv og forstå komplekse kontekster.«

Anders Fogh er enig: »Humaniora vil slå tilbage. Ikke alene vil man jo gerne snakke med folk, der bærer viden. Men man fornemmer også en tendens til en større efterspørgsel på mening.«

Skal man tro professoren, iværksætteren og filosoffen, er det så der, humanisterne skal stå klar. Og det vil de nok gerne. For i det ideelle scenarie synes den altid lurende konflikt mellem kulturel og kommerciel nytteværdi endelig at være bragt til ende.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste