Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Institutledere: Urimeligt af dekan at sige, at vi ikke performer

EFTERSPIL - Trods deres lettelse over, at dekanen på SCIENCE 14. november valgte at skrotte sin fusionsplan, er de to institutledere på Matematik og Datalogi ikke tilfredse.

Dekan på SCIENCE John Renner Hansen har 14. november afblæst sin planlagte fusion af Datalogi og Matematik. Men han mener fortsat, at de to institutter har problemer, udfordringer eller indsatspunkter, der ville have været lettere at håndtere, hvis de to institutter var ét.

Over for Uniavisen har dekanen særligt fremhævet højt studenterfrafald og svigtende indtægter i form af eksterne midler samt, at de to institutter ikke leverer tilstrækkeligt med tværfaglige kandidater.

Antal kandidater fordoblet på Matematik

For at få sat skik på Datalogi og Matematik vil dekanen nu styre institutterne mere tæt.

»Det ville være en god idé,« siger leder af Institut for Matematiske Fag Erik Kjær Pedersen, »hvis man godtog præmissen om, at vi under-performer.«

Men det mener Erik Kjær Pedersen ikke, at der er belæg for at sige, at hans institut gør.

»Det er simpelthen ikke rigtigt. Vi har fordoblet antallet af kandidater siden 2007, og vi har endda firdoblet antallet af statistikere, som erhvervslivet skriger efter,« siger han.

Datalogi har også håndteret problemer allerede

Også på Datalogisk Institut undrer institutlederen sig.

»Listen med såkaldte indsatsområder er allerede beskrevet i instituttets strategi fra 2013 og handleplan fra i år – der er ikke noget nyt,« skriver institutleder Martin Zachariasen i en e-mail til Uniavisen.

»Instituttets indsatsområder er løbende blevet diskuteret med dekanatet – senest i april i år i forbindelse med en institutudviklingssamtale – der gik forholdsvis meget i detaljen. På denne baggrund virker dekanens udmelding om, at ”status quo ikke er tilfredsstillende” temmelig overraskende – det var ikke mit indtryk efter institutudviklingssamtalen i april,« skriver han.

Ifølge Martin Zachariasen har dekanatet ikke tidligere har benyttet denne form for retorik over for instituttet. Han finder det ‘uforståeligt’ og mener, at det skaber udbredt undren.

Ikke morsomt

På Institut for Matematiske Fag har man også været i gang med at forandre sig for at gøre tingene bedre, før fusionsplanerne skulle løse samme opgave.

Erik Kjær Pedersen siger, at instituttet satte gang i en række forandringer i 2009, og at den fulde effekt af dem først slår igennem i 2015. Han siger også, at Matematik har haft en voldsom stigning i ekstern forskningsfinansiering:

»I 2006 hentede vi 6,5 millioner kroner. I dag er det 40 millioner.«

Institut for Matematiske Fags medarbejdere glæder sig over den annullerede fusionsplan, siger Erik Kjær Pedersen, der dog ikke finder det ‘morsomt’, at dekanatet offentligt giver udtryk for, at hans institut ikke leverer varen.

Han medgiver dog, at studenterfrafaldet er højt – hele 54,4 procent af de bachelorstuderende dropper ud. Tilsyneladende er der mange, der snuser lidt til matematikken, før de finder deres egentlige hylde.

»Det specielle ved Matematik er dog, at næsten hele vores frafald sker på første år, og det synes jeg jo er en god ting,« siger Erik Kjær Pedersen. Typisk når de studerende, der falder fra, at bestå nogle kurser, som de kan overføre til en anden uddannelse.

I øvrigt, siger Erik Kjær Pedersen, er frafaldsprocenten endnu højere (56,5 procent) på Fysik, der er dekanens gamle arbejdsplads.

chz@adm.ku.dk

Seneste