Ind til benet

»Du er så populær,« siger receptionisten drillende til ryggen af Abdi Hedayat, da han går Uniavisen i møde i foyeren på Zoologisk Museum, hvor han arbejder.

Vi går gennem magasinerne. For fotografen er det et slaraffenland: Vilde, dekorative skind på væggene, mahognivitriner, der bugner af opbevaringskasser med gulnede mærkater med svungen skrift og fotogene skeletter af alverdens dyr.

Her kan man støve rundt i timevis, men da fotograferingen skal overstås på en halv, går vi direkte i arbejdsrummet i kælderen. Abdi Hedayat tager arbejdskittel og handsker på. En fæl stank af råddenskab gør det ret let at holde tidsplanen.

Her ligger de døde dyr i kar, så de bliver opløst. Ikke noget fancy – de ligger bare i vand. I denne uge en læderskildpadde fra Langeland og hovederne af en bjørn og en tapir fra Zoologisk Have. Og så ligger det meste af skelettet fra en pukkelhval til tørring.

»Alle har jo et forhold til Thy-ulven og de strandede kaskelotter. Og så er jeg den heldige, der får fingrene i hele Danmarks dyr. Jeg kan selvfølgelig nogle tricks efterhånden, men jeg føler mig ydmyg hver gang.«

Stanken danner en komisk kontrast til konservatorens udseende. Under kitlen bærer Abdi Hedayat skjorte, slips og vest, og det er ikke til ære for Uniavisen, sådan går han altid klædt. Det betyder noget for ham, at se ordentlig ud. Det lykkes: Han ligner en mellemøstlig George Clooney, da han forsigtigt løfter en pukkelhvalhvirvel mod kameralinsen.

»Jeg fuckede op med elefantlort«

Når der skyller en hval op på Danmarks kyst eller pludselig dratter en ulv om i en jysk skov, så er det Abdi Hedayat, man ringer til.

Han ryster ikke på hånden, når han håndterer de døde dyr, men det er alligevel helt specielt, hver gang man står med et af de unikke fund, fortæller han:

»Alle har jo et forhold til Thy-ulven og de strandede kaskelotter. Og så er jeg den heldige, der får fingrene i hele Danmarks dyr. Jeg kan selvfølgelig nogle tricks efterhånden, men jeg føler mig ydmyg hver gang.«

Hvad kan gå galt?

»Det er der så meget, der kan. Jeg har en opskrift i hovedet, når jeg skal skelettere et dyr. Jeg får det ind, løfter pelsen af, og fjerner så meget kød som muligt. Så kommer det i håndvarmt vand, så det sidste kød rådner bort. Og i den ideelle verden er kødet væk efter en-to uger, og knoglerne er fine og rene.«

Og i den virkelige verden?

»Som regel går det, som det skal, men knoglerne kan blive misfarvede, fedtede eller opløst i processen. Et ulvekranium fra et ungdyr kan gå i tusind milliarder dele. På et tidspunkt konserverede jeg hele Danmarks darling, finhvalen fra Vejle Fjord efter en ny metode, der var inspireret af en kollega fra Smithsonian i USA. Han fik gode resultater ved at kompostere knoglerne med elefantlort.«

»Det prøvede jeg. Men den sommer kom der rigtig meget regn, så den enorme container blev fyldt med vand, samtidig med at komposten nåede en temperatur på over 70 grader, og hvalskelettet stod nærmest og kogte. Det endte med at blive virkelig blødt, nogle dele blev endda opløst,« siger Abdi Hedayat hovedrystende.

Selv om hvalknogler er gigantiske og tunge, er de samtidig skøre og skrøbelige. En senere skanning viste, at finhvalen faktisk havde knogleskørhed, men Abdi Hedayats elefantlorteeksperiment gjorde ikke sagen bedre, siger han:

»Vi har den stadig. Den findes. Men det er det arbejde, jeg er mindst stolt af.«

»Alt under ti meter er barnemad. Alle burde prøve kræfter med en storhval. Det er lidt en manddomsprøve«

Karrierepeak: Den eksploderede kaskelot

Mere stolt er Abdi Hedayat af en af de strandede kaskelothvaler fra Henne Strand. Mange vil have set videoen af ham, der punkterer hvalen, så den eksploderer i hovedet på ham. I dag er skelettet en del af Zoologisk Museums udstilling ’Det Dyrebare’.

»Det var et af karrierens højdepunkter. Nu hvor skelettet er udstillet, så føles det lidt som at give den tilbage – folk ved jo, at det dér er kaskelotten fra Henne Strand.«

Tusindvis af dyr har Abdi Hedayat håndteret i kældrene under Zoologisk Museum. Alle krybdyr og pattedyr fra de mindste mus til de kolossale storhvaler. Når han er færdig, ligger skeletterne tilbage i sirlige samlesæt til de videnskabelige samlinger. Og så tager forskerne over.

Pukkelhvalen fra før har en overskuelig størrelse med sine seks meter, mener Abdi Hedayat:

»Alt under ti meter er barnemad. Alle burde prøve kræfter med en storhval. Det er lidt en manddomsprøve.«

Da ilden blev tændt

Abdi Hedayats familie flygtede fra Teheran for 30 år siden. De kom hertil via Gedser-Rostock, præcis som de syriske flygtninge i dag. Abdi Hedayat er meget berørt af den aktuelle flygtningekrise, og jeg spørger til hans egne erindringer om mødet med Danmark.

»Jeg følte ingen panik, mine forældre var fantastiske til at skjule deres frygt. Vi kørte med toget, vores pas blev indsamlet, og vi blev mødt af venlige betjente på Hovedbanegården. De hjalp min far med at bære kufferten,« husker Abdi Hedayat, hvis familie så endte »i Svendborg af alle steder.«

Det ville vise sig at være et godt valg, Svendborg har nemlig både et Zoologisk Museum og konservatorforretningen Fyns Naturværksted – to steder, der blev til fristeder for den otteårige dreng fra Iran.

Sit første møde med konserverede dyr husker Abdi Hedayat tydeligt. Han gik endnu ikke i skole, da han oplevede sit tipping point:

»Det var tilbage i Teheran. Min mor og jeg besøgte en bekendt i den iranske pendant til Naturstyrelsen, og det slog mig helt omkuld. Der stod en stor bjørn på bagbenene, ved siden af den en løve og over den hang en kæmpe kongeørn med udbredte vinger. Jeg forstod, at de dyr engang havde været levende, og nu stod de lige der uden at spise mig.«

Et fristed til en lille umælende flygtning

Ikke længe efter ankomsten til Svendborg fik Abdi Hedayat færten af det lokale naturværksted:

»Jeg fik lov til at snuse rundt i konservatorforretningen alt det, jeg ville. Jeg tror, de ansatte syntes, det var sødt med den lille umælende dreng, der var så fascineret af dyrene.«

Faktisk tog hele Svendborg by godt imod Abdi Hedayat med den lidenskabelige interesse for de døde dyr:

»På Svendborgs Zoologiske Museum kostede den lille lyserøde adgangsbillet to kroner, men efter et stykke tid, lod de mig komme gratis ind. Og da ejeren af konservatorforretningen siden forærede mig et fårekranium, slog det klik, og jeg begyndte min egen samling.«

Abdis kontor er i sig selv et miniaturemuseum med udstoppede og konserverede dyr hulter til bulter. Man skal passe på ikke at feje smådele fra chimpanseskelettet på bordet ned med albuen. En udstoppet ulv holder øje med alle bevægelser. Mit blik standser spørgende ved en flaske med en slange:

»Ja, det var vist ikke helt efter bogen, men den trafikdræbte slange måtte jeg bare have med hjem fra en rejse til Sicilien,« smiler Abdi Hedayat.

En typisk uge – eller …

Da Abdi Hedayat skulle vælge retning efter studentereksamen, var han usikker på, om hans interesse kunne blive til en levevej. Men han fik en praktikplads gennem sine forbindelser i Svendborg og blev optaget på Kunstakademiets naturhistoriske linje.

»De optager 10-12 studerende hvert tredje år. Og efter min bacheloreksamen i 2001 blev jeg ansat her. Nu har jeg været her i 14 år og har lavet en kandidat i mellemtiden. Og det er bare fedt.«

Du har fortalt, at din forgænger sad i stolen i 51 år. Er jobbet virkelig så fedt?

»Han havde altså styr på at lave skeletter,« smiler Abdi Hedayat og beskriver en typisk arbejdsuge – som en slags svar på mit spørgsmål:

»Næste uge skal læderskildpadden op mandag. Tirsdag skal jeg flå og skelettere en tiger i Knuthenborg, fordi den er gammel. Center for Geogenetik vil kortlægge kattens genom, så vi skal tage en masse prøver, og skelettet skal præpareres til samlingerne. Senere skal jeg have gang i nogle oddere, der er kommet ind, og der ligger også nogle barder fra en finhval, jeg skal kigge på.«

Okay. Jeg tror, jeg forstår.

»Men der kan jo strande en blåhval, og så smider jeg alt, hvad jeg har i hænderne.«

Dagen efter interviewet tikker en sms ind fra Abdi Hedayat:

»Du spurgte efter nogle fun facts til artiklen. Har du hørt om den tyvagtige kat fra Buddinge, der stjæler trusser? Det er min kat.«

Mød Abdis kat på tv og følg dens internationale berømmelse
her.

gbg@adm.ku.dk