Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Hvad denne robot kan lære et egern – og dig

SOCIALE ROBOTTER - Hvordan skal en robot se ud, og hvad skal den kunne, hvis mennesker eller dyr skal kunne kommunikere med den? Forskere prøver at besvare spørgsmålet ved at inddrage både kunsten, kulturvidenskaben og æstetikken.

Robotter byder ikke kun på teknologiske udfordringer – som i tilfældet svejserobotter til industrien. Når de skal interagere med levende væsener, dukker der også kulturelle og æstetiske udfordringer op – og her kommer robotingeniørerne til kort.

Til gengæld ligger feltet lige for til forskerne fra de humanistiske videnskaber med deres fokus på menneskets forhold til kulturen.

Robotkultur

Det mener Gunhild Borggreen, lektor på Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet (KU) på Amager.

Hun er begyndt at undersøge de kulturelle sider ved robotterne og tog i 2013 initiativ til at stifte det tværfaglige forskernetværk Robot Culture and Aestetics (ROCA), der i dag har cirka 20 interesserede medlemmer fra flere uddannelsesinsitutioner i Danmark.

»Der er kommet meget fokus på robotternes sociale element. Hvad er det for nogle interaktioner, der skal ske imellem menneske og maskine, når vi nu skal have de sociale robotter ind i vores hverdag? Det er vigtigt at inddrage det kulturelle felt for at kunne besvare det spørgsmål,« siger Gunhild Borggreen.

Hun peger på, at mange mennesker i Vesten har en forestilling om, at robotter er farlige, og hun mener, at det ofte skyldes film og science fiction-litteratur. Derfor er det endt med, at robotingeniører arbejder ud fra en præmis om, at robotter helst skal ligne humanoider, og de ikke må være for store eller virke faretruende, hvis vi skal have lyst til at interagere med dem.

I realiteten ved ingen, om den fremgangsmåde er effektiv.

»Kulturelle forestillinger er så dybt indlejret i vores kultur, at vi ikke er særligt bevidste om dem. I ROCA vil vi gerne prøve at vise, at det ikke er tilfældigt, at vores forestillinger om robotterne er, som de er, og at vi kan sætte spørgsmålstegn ved, om robotterne skal ligne mennesker, før vi mennesker vil og kan interagere med dem,« siger Gunhild Borggreen.

At kommunikere med skader

ROCA inviterede i tre måneder, fra november 2014 til januar 2015, den amerikanske robotteknolog og kunstner Ian Ingram til København for at holde to workshops om sin måde at arbejde med robotter på.

Som kunstner laver Ian Ingram for det meste robotter, der skal kommunikere med lokale dyr. Et af hans projekter, ‘Danger, Squirrel Nutkin!’ fra 2009 interagerer med egern. Robotten scanner området for farlige dyr, og hvis den opdager et, svinger den med en stang med tre egernhaler på. En svirpende egernhale er for egern et tegn på fare, og egernet kan så nå at flygte.

Da Ingram opholdt sig i Danmark lavede han i stedet en robot, der skulle interagere med skaderne på Amager.

Doctor Maggotty is Anxious about The End, 2015. Et kunstværk – og en robot -, som blev udviklet under Ian Ingrams ophold i København. Robotten fortæller andre skader, at den er mæt, men nervøs. Og den fortæller mennesker, som kan morsekode, at den sørger.

Ian Ingrams robotter kommunikerer med dyr, der har helt andre sansesystemer og derfor også opfatter verden på en anden måde – men både dét og Ingrams kunstneriske tilgang kan være en fordel for robotforskningen.

Dyrerobotter kan hjælpe de sociale robotter på vej

Det mener Jonas Jørgensen, der både er bachelor i fysik fra Niels Bohr Institutet ved KU og cand.mag i kunsthistorie fra KU på Amager. Han har også været et ivrigt medlem af ROCA i snart et år og var personlig assistent for Ian Ingram under hans ophold i København.

»Der er ingen mennesker, der har politiske eller økonomiske interesser i en robot, der kan kommunikere med skader. Ingen står og tripper for at købe sådan en med det motiv, at de ellers ikke kan bevare deres dominans. Ian Ingrams arbejdsmetode er en mere åben undersøgelse af sociale robotters muligheder,« siger Jonas Jørgensen.

Han mener, det dermed bliver muligt at undersøge, hvilke interesser der står på spil, når man skal designe en robot, og det bliver nemmere at forstå de grundlæggende mekanismer:

»Fordi Ian Ingram har en kunstnerisk tilgang til robotter, som er en anden tilgang end de naturvidenskabelige og tekniske, og han ikke har deres formålsrettethed omkring, hvad de skal bruges til, får han stillet nogle grundlæggende spørgsmål, som forskere normalt ikke får stillet, når de designer robotter,« siger Jonas Jørgensen.

Ian Ingrams robot Lizardless Legs fra 2014 adopterer en øgles særlige armhævninger/ udstrækninger og kommunikerer til andre øgler, at ”dette er mit territorium”.

For at give et eksempel på formålsrettet forskning nævner Jonas Jørgensen det amerikanske forsvars forskningsorganisation, DARPA.

»Militæret påvirker simpelthen forskningen ved at uddele forskningsmidler med at arrangere konkurrencer, der definerer fremtidens mål for, hvad robotter skal kunne. DARPA er et eksempel på, at der selvfølgelig ligger nogle interesser bag robotforskningen,« siger Jonas Jørgensen.

Angsten for teknologien

Gunhild Borggreen mener også, at ‘kunstrobotter’ kan få os til at stille mere kritiske spørgsmål til, hvad sociale robotter er, og hvad de skal kunne.

»Kunstnere kan lave robotter, der ser anderledes ud eller opfører sig på en anden måde end de, der kommer ud af mainstream robotteknologi. Som beskuere til kunstnernes robotter kan vi også komme til at tænke lidt anderledes på robotter og stille nogle mere nysgerrige og legende spørgsmål om, hvad en robot er,« siger Gunhild Borggreen.

Hendes håb er, at kunstnerne kommer mere med fra begyndelsen, når nogen skal til at designe en robot.

»Det kunne være godt for alle os, der måske går og er bange for, hvad der sker, når vi skal på plejehjem, og der måske slet ikke er noget plejepersonale tilbage, men kun robotter. Vores refleksion over fremtiden kan blive formet af nogle andre perspektiver, eller den kan komme i dialog med alternative visioner fra kunstnerne, så vores fremtidsforestilling om robotter kan bygge på en bred vifte af muligheder og en mere åben og demokratisk tilgang til teknologi,« siger hun.

Gunhild Borggreens inspiration til at starte ROCA var blandt andet hendes egen interesse for Japan, hvor de tilsyneladende elsker robotter og teknologi, mens man her i Vesten er mere skeptisk. »Der er skabt en myte om, at man i Vesten er bange for robotter, mens den tilsyneladende ikke findes i Japan. Men det er ikke sandt, for der er lige så mange dystopiske fortællinger om robotter og undergang i tegneserier og film i Japan som i Vesten. De kommer bare ikke frem til os, for vi ser ikke de film,« siger hun.

På den måde håber Gunhild Borggreen, at menneskets angst for robotter ikke kommer til at bestemme, hvilke interaktioner, der skal foregå mellem mennesker og maskiner, når vi skal have de sociale robotter ind i vores hverdag. Og hun mener, det er vigtigt at få det humanistiske perspektiv med, når der skal designes en robot til ældre på et plejehjem eller en undervisningsrobot i matematik på en skole.

»Det er slet ikke sikkert, at de sociale robotter skal ligne os, være humanoide, før vi mennesker vil kommunikere med dem,« siger Gunhild Borggreen.

Robotten som museumsguide

Det betyder bare ikke, at robotter aldrig må ligne humanoider.

Stina Hasse er ph.d.-studerende ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab og har været med i ROCA i to år. Hun arbejder med en 58 cm høj menneskelignende robot, ‘NAO’, produceret af Aldebaran Robotics i 2006, der efter planen fra september forsøgsvist skal fungere som museumsguide på Medicinsk Museion i København.

For hende er robotternes ydre fremtoning ikke det eneste væsentlige kriterie for, om mennesker vil mingle med den. Problemet ligger for hende som forsker et helt andet sted.

»Det er dens funktion, der er vigtig for mig. I min ph.d. ser jeg på dens evne til at kommunikere med mennesker ved hjælp af tale i den interaktion, den skaber. Jeg undersøger, hvordan robotten svinger imellem at fremstå som et udstillet objekt og som en museumsguide for de besøgende. Hvad skal der til, for at de oplever robotten som deres guide? Det er mit forskningsområde,« siger Stina Hasse.

Det er hun heller ikke alene om i hele museumsverdenen – bogstavelig talt. Tate Britain i London, National Museum i Australien, National Museum of Emerging Science and Innovation i Tokyo og på De Young Museum i San Francisco arbejder også på at bruge ’NAO’ som museumsguide.

Andre museer eksperimenterer også med at bruge ‘NAO’ som museumsguide. Det sker på Tate Britain i London, National Museum i Australien, National Museum of Emerging Science and Innovation i Tokyo og på De Young Museum i San Fransisco.

En kopi behøver ikke at være næstbedst

Hun vil finde ud af, om mennesker er villige til at indlægge de mangler, som robotten har og til at sige ’det er fint med mig, det er en robot, for det behøver ikke at være et menneske’, for at de skal se den som deres museumsguide.

Og den problemstilling er relativt ny, fortæller Stina Hasse:

»Robotter opfylder flere og flere funktioner, og derfor har vores forhold til dem også ændret sig. For ikke så længe siden ville vi have oplevet det som ekstremt – som noget nærmest blasfemisk – hvis en robot erstattede et menneske. Men nu gælder ’the copy is not the second best anymore’, som forsker i robotteknologi Sherry Turkle ved MIT i USA har formuleret det,« siger hun.

Men Stina Hasse tilføjer, at der er mange udfordringer ved at bruge robotter i menneskets sted.

Endnu en robot fra Ian Ingram. The Woodiest fra 2010 er et hermafroditisk robotsystem, som detekterer spættens territoriale hakken og dernæst kommunikerer til hanner, at dette er dens territorium, og til hunner, at det er et godt sted at udgrave en rede.

Vi tilpasser os robotterne – ikke omvendt

En måske velkendt problematik er, at alt skal være præprogrammeret i robotten. Hvis den bliver spurgt om noget, den ikke er gearet til, så stopper interaktionen.

En anden ting er, at robotten ikke er særligt god til at høre. Den har endnu ikke en retningsorienteret hørelse som mennesker, der gør det muligt for den at forstå, hvad andre siger ved at kigge på menneskene. Derfor kan den ikke adskille stemmer, og det har vist sig, at det betyder ekstremt meget i praksis.

Hvis flere personer taler til NAO på samme tid, kan den ikke forstå det, siger Stina Hasse:

»I vores projektgruppe sidder vi og arbejder med at få NAO til at genkende, når vi svarer ‘ja’, ‘nej’, ‘chokolade’ eller ‘mælk’, men vi er nødt til at gå helt tæt på dens ‘høresnegl’ og udtale ordet meget tydeligt, hvis den skal kunne forstå os. Og det ændrer jo på den måde, vi bevæger os og taler i rummet på, for det er ikke robotten, der tilpasser sig menneskets verden. Vi kan kun ændre på vores egen adfærd for at få interaktionen til at virke, og det er en af de ting, jeg er interesseret i at undersøge; hvor langt er vi villige til at gå i vores interaktion med de nye teknologier?« siger Stina Hasse.

Samme problemstilling gælder også for dyr – hvis de ellers vil være med, når de ikke kan tale.

anfj@adm.ku.dk

Seneste