Helt eller skurk

Ernæringsforskeren Arne Astrup deler vandene i forskningsverdenen. Hvor nogle mener at han er en dygtig forsker der forstår at formidle sine budskaber, synes andre at han er lidt for smart og har en flosset moral

af Claus Baggersgaard

Succeserne og skandalerne klæber til den internationalt anerkendte ernæringsforsker Arne Astrup fra Det Biovidenskabelige Fakultet (Life) på Københavns Universitet.

Professoren er på den ene side for nyligt blevet udnævnt til centerdirektør for det nye OPUS-projekt der sætter fokus på sygdomsforebyggelse og trivsel blandt børn og unge og som er støttet af Nordea-fonden med 100 millioner kroner; han var en årrække præsident for den internationale fedmeforskningsorganisation IASO og er ifølge Lifes opgørelser den af fakultetets forskere der er mest citeret i den internationale videnskabelige litteratur.

Han har også modtaget både danske og internationale kommunikationspriser for sine formidlingsevner som fedmeforsker.

På den anden side har han flere gange prydet avisernes forsider på grund af sammenblandingen af sin forskergerning og sine privatøkonomiske interesser. Ifølge Peter Sandøe, professor på Life og medlem af Praksisudvalget på KU der behandler sager om god videnskabelig praksis, er Arne Astrup en personlighed der deler vandene i vide kredse i forskningsverden.

»Nogle reagerer mod ham fordi de ser ham som magtfuldkommen og dominerende; andre ser det som noget utroligt flot at han formår at opbygge et stort og internationalt anerkendt forskningsmiljø og samtidig trænge igennem med sine budskaber i offentligheden,« siger han.

Roste egen slankepille
Senest skrev Dagbladet Politiken i februar i år flere artikler om hans dobbeltrolle i forbindelse med en ny slankepille. Han fungerede som rådgiver for og ejede aktier i virksomheden Neurosearch og udtalte sig samtidigt positivt om testresultaterne af firmaets kommende nye slankepille i medierne, herunder i sin egen brevkasse, 'Doktor Slank', i Ude og Hjemme.

Han skrev blandt andet til bladets 700.000 læsere at »pillen får kiloene til at rasle af« og kaldte den en »verdenssensation«. Den negative medieomtale i Politiken fik ham til at sælge sine aktier der havde en værdi af cirka 200.000 kroner, men han fastholdt at han godt kan holde tingene adskilt.

Arne Astrup, der oplyser om sine bijobs på sin hjemmeside, ser gerne at der kommer større åbenhed om forskernes økonomiske interesser i fremtiden.

»Jeg mener generelt at det er vigtigt at der er gennemsigtighed og åbenhed om forskernes interessekonflikter, og et vigtigt element heri er at de deklareres på et tilgængeligt sted som på hospitalernes og universiteternes hjemmesider.

For sundhedspersonale som ordinerer behandling til patienter, er åbenheden ekstra vigtig, men vi skal også passe på at nogle dårlige erfaringer ikke er med til at nedgøre de 99 procent af samarbejdet som er vigtige bidrag for samfundet og patienter,« skriver Arne Astrup i en mail til Universitetsavisen.

Ingen enorme beløb
Arne Astrup modtog i 2007 ifølge sine egne angivelser 70.000 kroner i konsulenthonorarer af Neurosearch og 140.000 kroner i 2008. Af Lægemiddelstyrelsens liste over læger og tandlæger der har tilladelse til at arbejde for lægemiddelindustrien, fremgår det at han også fungerer som konsulent for 7TM Pharma A/S, Novartis, Novo Nordisk og Pfizer Danmark hvilket han også deklarerer på sin hjemmeside.

Arne Astrup oplyser til Universitetsavisen at hans indtægter fra medicinalindustrien vil udgøre knap 100.000 kroner i år som betaling for forskningsmæssig rådgivning for fem - seks medicinalvirksomheder. Alle om design af videnskabelige studier og udvikling af mulige lægemidler for fremtidig sygdomsbehandling.

Han tilføjer at samarbejdet er med til at trække forskningsmidler til instituttet. En stor del går til ren grundforskning der for eksempel er med til at give en bedre forståelse i hvorledes appetit og forbrænding reguleres.

Forskningsmidler fra lægemiddelindustrien udgør ifølge Arne Astrup en aftagende del af instituttets eksterne finansiering. I år nok mindre end fem procent.

Reglerne fulgt
Per Holten-Andersen, dekan på Life, støttede Arne Astrup i forbindelse Neurosearch-sagen.
Ifølge dekanen er tre hovedhensyn afgørende når medarbejder på Life ejer aktier. Medarbejderen må ikke have bestemmende indflydelse på virksomheden. Der skal desuden være åbenhed om ejerskabet af aktierne, og bibeskæftigelsen må ikke være i strid med eller gå ud over hovedbeskæftigelsen på fakultetet.

»Arne Astrup har løbende orienteret fakultetsdirektionen om sine aktiviteter med Neurosearch. Han har også opfyldt fakultetets krav om offentligt at deklarere sine potentielle interessekonflikter blandt andet på sin hjemmeside og i pressemeddelelser hvor han har udtalt sig om NeuroSearch produkter.

Derudover fremgår det af Lægemiddelstyrelsens hjemmeside at Arne Astrup som uddannet læge har tilladelse til at eje aktier i NeuroSearch. På den baggrund er det vores opfattelse at Arne Astrup klart har levet op til fakultetets standarder for området,« skrev Per Holten-Andersen i en pressemeddelelse da sagen rullede.

Mere på spil
Peter Sandøe betvivler ikke at Arne Astrup har overholdt alle formelle regler, men han mener at etik handler om mere end regler og jura.

Han anser det personligt for at være meget vigtigt at man som forsker og rådgiver til offentligheden forsøger at undgå økonomiske interessekonflikter.

»Hvis jeg modtog konsulent-honorarer fra svinebranchen, ville jeg have meget svært ved at se mig selv i spejlet når jeg i offentligheden skulle kommentere problemer vedrørende dyrevelfærden i dansk svineproduktion - og derfor ville jeg være meget sårbar,« siger Peter Sandøe og fortsætter.

»Jeg kan konstatere at Arne Astrup på det punkt har nogle andre grænser end jeg har. Jeg mener at de etiske grænser er snævrere end de juridiske. For at fremstå troværdigt er det efter min opfattelse ikke nok at overholde de formelle regler vedrørende interessekonflikter.«

Sukker feder ikke
Et kig i de gamle aviser viser at Neurosearch-sagen langt fra var første tilfælde hvor medierne satte spørgsmålstegn ved Arne Astrups moral.

Ifølge en ph.d.-afhandling fra 2007 lavet af cand.mag. i filosofi og ph.d. i bioetik Anna Paldam Folker spillede Arne Astrup hovedrollen i den såkaldte sukkersag. Den satte i starten af 90'erne for første gang fokus på de industrielle interesser i ernæringsforskningen. Hun understreger at hendes ærinde i afhandlingen ikke er at hænge individuelle forskere ud, men at pege på de strukturer og vilkår som forskningen er underlagt i dag, og som har som bivirkning at der kan sås tvivl om forskernes uafhængighed.

Sukkersagen startede da Arne Astrup satte spørgsmålstegn ved den gængse opfattelse blandt ernæringsforskere om at sukker er fedende. I 1989 skrev han om emnet i magasinet Perspektiv der blev udgivet af sukkerindustrien. I hans artikler stod der blandt andet »Sukker kan ikke blive omdannet til fedt,« og »Det er ikke sukker der gør folk overvægtige.«

Sagen fik stor bevågenhed i medierne, og det blev kun værre da sukkerindustrien søsatte en kampagne inspireret af Arne Astrups opfattelse af sukker. Det erklærede mål med kampagnen var at erstatte gamle fordomme mod sukker med de nye mere optimistiske resultater fra fødevareforskningen.

Fødevaremyndighederne meldte to år senere sukkerindustrien til politiet da de mente at kampagnen vildledte den danske offentlighed. Sagen blev dog henlagt af statsadvokaten i 1995 med henvisning til den fortsatte uenighed blandt ernæringsforskere om sukkers virkning.

Blev renset
I 2003 kom sagen på dagsordenen igen da en række sundhedsordførere fra de politiske partier udsendte en pressemeddelelse hvor de anklagede Arne Astrup for at være i lommen på sukkerindustrien og komme med fejlagtige påstande i ond tro.

Politikerne hævdede at ernæringsforskeren bevidst havde forsinket offentliggørelsen af en undersøgelse af læskedrikke i syv år fordi resultatet stred imod hans positive opfattelse af sukker. Undersøgelsen viste at folk der drikker sodavand eller juice der indeholder sukker, tager mere på i vægt end folk der indtager de samme læskedrikke med kunstige sødestoffer tilsat som erstatning. Hvis resultatet var korrekt, rokkede det ved grundlaget for at påstå at sukker ikke er fedende.

Arne Astrup gik kort tid senere af som formand for Ernæringsrådet, men han afviser at det havde noget med sukkersagen at gøre.

»Jeg var netop blevet valgt til præsident for IASO, den internationale fedmeforskningsorganisation, og skulle have øgede opgaver i bestyrelsen. Det fremgik af pressemeddelelsen som jeg og Ernæringsrådet udsendte, og rådsmedlemmerne bakkede mig op i. Desuden var det for at undgå at havne i en dobbeltrolle da jeg havde pengeinteresser i et nyt slankemiddel, en pulverkur som kom på markedet kort tid efter,« skriver han i en mail til Universitetsavisen.

Arne Astrup bragte efterfølgende sukkersagen for Udvalget vedrørende Videnskabelig Uredelighed hvor han blev frikendt for bevidst at have forsinket offentliggørelsen af undersøgelsen.

Ernæringsrådet og Sundhedsstyrelsen kom i marts 2003 med de første officielle udtalelser om forholdet mellem sukker og overvægt. Begge anbefalede i videst muligt omfang at undgå at indtage sukker.

• Send
• Del