Hele verden burde være ensom i ørkenen sammen med mig

En kompliceret livsindstilling, kalder Mette Birkedal Bruun det ønske om at trække sig tilbage fra verden, som greb mange mennesker i kølvandet på Trediveårskrigens katastrofer.

»Tanken er, at hvis man trækker sig tilbage fra verden, kommer man nærmere Gud,« siger Mette Birkedal Bruun.

»Men de folk, der trækker sig tilbage fra verden, kommunikerer samtidig med verden, og her bliver det interessant. Mange vil gerne fortælle andre, at de også skulle tage og trække sig væk fra verden.«

Hun smiler. »En af tidens franske forfattere skriver faktisk jeg ville ønske, jeg kunne få hele verden her med ud i ørkenen. Det er jo en syret tanke, ikke?«

To tusind tilhørere

Jep, det er ikke let at give slip på verden, og selv om de forsøger at lægge afstand til jordelivets fristelser og fortabelse, er 1600-tallets intellektuelle også bevidste om deres kristne pligt til at gøre noget godt for næsten. Så de engagerer sig i den verden, de egentlig havde vendt ryggen.

En fransk munk eksemplificerer det ifølge Mette Birkedal Bruun:

»Ingen kontakt, radikal afsondring i kloster, siger han. Men samtidig skriver han mere end to tusind breve til mænd og kvinder udenfor. Selvfølgelig var der folk i hans samtid, der anså ham for at være en hykler, men et eller andet sted har det hængt sammen i hans hoved: min radikale afsondring – det er noget, jeg lige skal snakke med to tusind mennesker om, ha.«

Hvad er egentlig problemet med verden, siden den skal forlades?

»Grundtanken er jo, at mennesket er smidt ud af Paradis. Vi burde have været i Paradis, men vi er blevet smidt ud, så vores verden er et eksil. Det spændende er jo, at denne tanke om verden som ’en fremmedhed’ findes mange steder. Der går en linje, som ikke er helt lige, fra de her mennesker i 1600-tallet til Sartre. Fremmedgjorthed i verden er et stort filosofisk og teologisk topos.«

For teologen på øverste etage for enden af gangen i den svært tilgængelige bygning med den smukke udsigt over byens tage og spir, er det vel heller ikke utænkeligt, at afsondrethed kan vække genklang, funderer Uniavisen. Især ikke når EU har givet Mette Birkedal Bruun og hendes kolleger godt ni millioner kroner til at arbejde med afsondrethed i fire år; i sikkerhed for universitetets undervisningsopgaver og den slags jordbundne krav.

Hun nikker. »Egentlig har jeg ikke så mange forpligtelser ud over studienævnsarbejdet og hvad der er af den slags fra dag til dag. Men nu har jeg så alligevel sammen med en af vores ph.d.-studerende kastet mig ud i at holde et kursus, fordi jeg så gerne vil formidle vores afsondringsprojekt til de studerende.«

Afsondrethed i visuel form

Kombinationen af afsondrethed og pligten til at engagere sig i verden skaber spændinger.

»Afsondretheden bliver en kulturel drivkraft, fordi man får brug for at understøtte den på alle mulige måder. Man får tekster, prædikener og digte, der taler om tilbagetrækning, og man får billeder, arkitektur; alt det, der udstikker rammerne for tilbagetrækningen fra verden,« siger Mette Birkedal Bruun.

Hun finder papirer frem. »Her er et billede fra Halle i Tyskland, som indgår i projektet. Det kan tale om tilbagetrækning på en anden måde, end en tekst kan.«

Af billedet kan man se, at 1600-tallets isolerede miniby rummer børnehjem, skoler og biblioteker. Komplekset lukker sig af mod omverdenen i sin arkitektur.

»Her er et andet eksempel,« siger Mette Birkedal Bruun. »Lyset er verden, og møllene bliver draget mod lyset; hvis de kommer for tæt på, dør de. Sådan skal man også tænke om verden, når man er i 1600-tallets Halle: Er man for tæt på verdens dragende lys, dør man.«

Sådan har de tilbagetrukne brug for at kommunikere med verden.

»Det her er Saint-Cyr, den fornemme pigeskole, der bliver oprettet af Ludvig d. 14.’s anden kone Madame de Maintenon i 1686. På det her billede af Solkongen kan man se, at han holder en plantegning – det er tegninger af Saint-Cyr.«

Hun peger videre. »Og billedet bag Madame de Maintenon er også Saint-Cyr. Så her har vi altså tilbagetrækning og engagement på samme tid. De sidder i Versailles, verdens centrum for engagement, og så har de tilbagetrækningen med sig alligevel. Er det ikke fantastisk?«

Formidling som totaloplevelse

Forskningen i tilbagetrækning handler ikke kun om at få en dybere indsigt i en tid og dens religiøse dynamikker, det handler også om at blive bedre til at arbejde sammen som videnskabsfolk i 2013.

»Vi har en kunst- og arkitekturhistoriker og en musikhistoriker på holdet,« siger Mette Birkedal Bruun.

»Oftest består tværfaglighed inden for humaniora i, at én skriver en artikel om sit ekspertområde, og en anden skriver om sit. Resultatet er kun tværfagligt, fordi man sætter teksterne op ved siden af hinanden. Det spændende for os er at analysere, hvordan arkitektur, tekster, musik, malerkunst spiller sammen.«

»Kom med,« siger hun og går ind i et nærliggende konferencerum. »Vi kæmper meget med formen. Tanken er, at vi skal lave en bog sammen, men prøv nu at se.«

På en tavle er en figur tegnet op. Det ligner en kassedrage, foreslår Uniavisen.

»Ja, gør det ikke det? Det er en form for ’teater’, hvor man sætter forskellige sætstykker ind, ligesom i billedet af Solkongen og Saint-Cyr. Vi har brug for noget tredimensionelt.« Hun peger. »Så står der et lille menneske her.«

»På en måde er det bare for sjov – en figur, vi kan tænke med,« siger Mette Birkedal Bruun. »Vi ender nok med at skrive en bog sammen, men der skal forhåbentlig ligge en cd med musik i den.«

chz@adm.ku.dk