Filosofiprofessor tager humaniora fra hjertet til munden

Ved trappe 14 i de gamle, men stadig pulserende, bygninger på Amager ligger Institut for Medier, Erkendelse og Formidling. Her mødes et af universitetets ældste fag, filosofi, og en af de nye discipliner, filmvidenskab. Det siger noget om humanioras rolle, at der indlemmes nye fag i takt med, at menneskets horisont og kulturelle frembringelser forgrener sig, mener professor i filosofi Finn Collin.

Hans kontor ligner de fleste forskerhuler, jeg har besøgt tidligere. Hylderne bugner af bøger. På skrivebordet ligger snese af dem på og under papirer – opgaver, artikler, ansøgninger. Collin sidder tilbagelænet og bladrer i en nyudkommet bog om vidensamfundet, da han skimter mig i døråbningen. Han vinker mig ind og forærer mig prompte selvsamme bog, som hans kollega er redaktør af, fortæller han. Så begynder en ivrig og allerede indforstået talestrøm.

Den globale produktionsanstalt

Finn Collin har de seneste år ledet forskningsprojektet Humanistisk Videnskab og dens rolle i Videnssamfundet. Projektet vil udvide forståelsen af humanioras karakter og vigtige, men måske til tider oversete, rolle. Arbejdet er udmøntet i bogen Ideer vi lever på, hvor et antal fremtrædende forskere forklarer, hvad den humanistiske forskning primært frembringer.

I forlængelse af dette arbejde, har Collin nu udgivet bogen Hvad er Humaniora? – en indføring, som kombinerer et videnskabshistorisk, et videnskabsfilosofisk og et videnskabssociologisk perspektiv. Finn Collin er altså en mand, der både interesserer sig for og har gjort sig mange tanker om den humanistiske videnskabs rolle før og nu.

Han fortæller gerne om forhold ved samfundet, som de færreste er bevidste om. Det drejer sig for eksempel om den store indflydelse Marx’ teorier har haft på samfundets indretning, siger Collin.

»Marx’ tankegang, at historien drives frem af teknologiske nyskabelser, har sejret fuldstændig i dag, selv hos personer der er erklærede anti-socialister: Den er kort fortalt baseret på, at den nye teknologi, der vokser ud af naturvidenskaben, gør at tidligere måder at organisere arbejde på, forældes. Når det sker, er der samfundsgrupper, der bliver overflødige. Sådan er mekanismen ifølge en moderniseret marxistisk tankegang.«

Brug for dybere indsigt

Ifølge denne tankegang er humanioras rolle alene at få disse uundgåelige samfundsændringer til at glide lettere, påpeger Collin. I et perspektiv, hvor fx indiske it-ingeniører erstatter danske, spiller humaniora en rolle ved at give nogle sproglige og kulturelle færdigheder.

»Denne rolle er da ganske rigtigt også vigtig. Vi må have et kulturelt kendskab til Indien, for at samarbejdet skal fungere,« siger han.

Alligevel har Collin en fornemmelse af, at der er ved at opstå en indsigt i, at humaniora spiller en vigtig rolle udover at assistere markedskræfterne. Han har troen på, at vi i fremtiden kommer til at indse et behov for dybere indsigt i hvordan mennesket fungerer.

»Mennesket har nogle træk, som er dysfunktionelle i forhold til den velfungerende globale produktionsanstalt, som vi forsøger at skabe. Vores behov for at tro på noget, forsvinder ikke blot fordi vi opnår velstand, som Marx mente. Tværtimod,« siger professoren.

Menneskets kulturelle natur

På et akademiske plan er filosofiprofessoren på vagt over, det han kalder humanioras ’indre problem’ – at humanister er meget tilbøjelige til socialkonstruktivisme og derfor kommer til at benægte menneskets natur.
Collin udtrykker bekymring over, at den kæmpe udvikling som samtidig sker i den naturvidenskabelige forståelse af mennesket, vil medføre, at det kun er disse forskere, som kommer til orde. Hvis humanisterne ikke kommer med deres bud, vil den evolutions-darwinistiske biologi alene sætte dagsordenen. Sådan bør det ikke være, mener han:

»I stedet burde humaniora forsøge at lave en alliance med den forskning i mennesket, som sker i biologien og neuropsykologien. Sammen kan vi overbevise politikerne om, at det er afgørende vigtigt for de næste generationer, at vide mere om mennesket. Alle vores samtidsproblemer skyldes mennesker, der pludselig gør noget uventet og destruktivt,« siger Collin og uddyber:

»Mennesket har en tendens til, at falde for store ideer og blive grebet af ideologier. Folk bliver styret af disse tilbøjeligheder, og det må vi forsøge at forstå. Hvordan fungerer ideologier?«

Forskellige menneskebilleder

Det sørgelige er, synes filosofiprofessoren, at der er stor forskel på virkelighedsopfattelserne hos forskerne og politikerne, der træffer afgørelser om universiteternes fremtid.

Et problem han mener humaniora har, er at fagområdet skal konkurrere med det menneskesyn, der hersker i dag: Det rationelt-økonomiske menneskebillede, der siger, at mennesket er frit og altid kan frigøre sig fra sine kulturelle og sociale omstændigheder. Mennesket er ikke bundet af fortiden men bevæges alene af fremtidige incitamenter, af udsigten til belønning eller straf. Denne tilgang til mennesket medfører nogle grundlæggende udfordringer, mener Collin:

»Det leder til en forestilling om, at vi kan organisere os ud af ethvert samfundsmæssigt problem ved at indføre en passende incitamentsstruktur. Det gælder straffelovgivning, tiltag for at få mennesker til at leve sundere, for at få visse restgrupper af unge til at tage en uddannelse, etc. Eller tag et lille eksempel fra vores egen forskningsverden: Det herskende mantra for tiden er tværfaglighed. Her har videnskabsteoretikeren Thomas Kuhn imidlertid påpeget en vanskelighed, nemlig at forskellige fag eller ”paradigmer” så at sige taler forskellige sprog, sådan at man ikke uden videre kan sammentænke deres resultater og metoder i en konsistent tilgang. Men denne indsigt, som altså er en humanistisk indsigt, negligeres fuldstændig ud fra det rationelt-økonomiske menneskebillede. I denne optik er det alene et organisatorisk problem, og det kan løses ved at indsætte stærke ledere på universiteterne, som om nødvendigt kan gennemtvinge tværfagligt og tværfakultært samarbejde. Det ser vi for tiden ske efter strukturomlægningen på Aarhus Universitet,« siger han.

Humaniora har været passive

Sådanne såkaldte løsninger har Collin ikke stor tiltro til. Derfor ville han ønske, at humanisterne tidligere havde været mere offensive over for de herskende fordomme om humanvidenskaberne. Måske kunne en mere tydelig fremstilling af humanioras betydning have skabt en mere konstruktiv debat. Hvordan kan humanvidenskaberne både sikre fremtidigt tankegods og samtidig spille en aktiv rolle i de nuværende samfundsforhold? Det kan man kun gisne om, for, som Collin formulerer det:

»I Danmark har vi ikke formået at generere en oplysende og konstruktiv debat om emnet, som de har i vores nabolande Tyskland og Norge. Vi har været ubegribeligt passive på humaniora med at fortælle, hvad vi laver og hvad vi kan. Det er ærgerligt.«

For at der ikke skal være tvivl om, hvad humaniora gør, og hvorfor det er vigtigt, så understreger filosofiprofessoren det, en gang for alle:

»Vi på Humaniora forsker i mennesket som kulturvæsen og som kulturskaber. Det er meget vigtigt i resten af dette århundrede, at vi kommer med et indspil til samfundet af ny videnskabelig viden, som genereres i eksplosivt omfang, om mennesket. Det vil vi bidrage til,« afslutter professoren, og trækker vejret.

Line.hjorth@adm.ku.dk