Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

»Fedt at vinde innovationskonkurrence«

VENTURE CUP – At vinde en konkurrence for nye forskningsidéer foran andre studerende føles godt. Samtidig er innovationskonkurrencer en måde til at lære om alt det, der ikke foregår i et laboratorium, når en god idé skal gå hele vejen.

Alexander Sparre-Ulrich er humanbiolog fra Københavns Universitet (KU) og har i forbindelse med sin ph.d. på Institut for Neurovidenskab og Farmakologi jagtet såkaldte antagonister, som er stoffer, der virker som hæmmere på de af kroppens hormoner, der er involveret i fedtopbygning.

I den sammenhæng vandt han i Odense i fredags en af de seks førstepræmier på 25.000 kroner i ‘Venture Cup Idea Competition 2015’, i kategorien Life Science & Medtech, for sit arbejde med at undersøge antagonister og udvælge en særligt lovende én af slagsen.

For ham drejede konkurrencen sig om andet og mere end bare pengene.

»Det var helt fantastisk at få den anerkendelse, der fulgte med førstepræmien, og det gav en god fornemmelse at holde weekend på,« siger Alexander Sparre-Ulrich hjemme igen i København på femte sal i Panums bygning 18.

Kom med i forskergruppe på Panum

Der er stadigvæk lang vej fra idéplan til færdigt produkt som ny medicin på markedet, det ved han godt, men det spændende ved Venture Cup er netop, at det er en idékonkurrence, forklarer han.

Inspirationen til at deltage i konkurrencen kom i øvrigt via hans medlemskab igennem to et halvt år i projektgruppen ‘Antag’ på Panum, hvis syv medlemmer arbejder på at forstå kroppens tarmhormoner og deres betydning for kroppens opbygning af fedt. Til Venture Cup var Antag tilmeldt konkurrencen som hold, men Alexander var dog alene om at repræsentere projektgruppen i Odense – efter aftale med Antags øvrige medlemmer.

Og han blev overrasket.

»Jeg vandt, og så blev jeg meganervøs. Jeg havde forberedt mig på alt andet til den konkurrence end på at vinde, og de andre hold i min kategori deltog med 5-6 stykker i hver gruppe, og de kom fra overbygningen på Copenhagen Business School og læste bio-entrepreneurship,« siger han.

Føler forpligtelse som forsker

KU har vurderet, at der er et forretningsmæssigt potentiale i antagonisten, og KU har også søgt og opnået at få et foreløbigt patent, der gælder i to år, indtil der kommer en endelig afgørelse i patentansøgningen. Da Alexander Sparre-Ulrich erfarede det, fik han lyst til at være med til at lægge bunden for, at projektet bliver til noget stort.

»Hvis man finder et eller andet interessant som forsker, der måske kan hjælpe andre mennesker, synes jeg, at man har en forpligtelse til at lægge den bedst mulige kurs for projektet. Jeg deltog også, fordi jeg synes, det er spændende at være med til at tænke i andre baner end forskning,« siger han.

Også på den måde er pengepræmien heller ikke så vigtig. Vigtigere for ham og Antag er det, at projektet nu får ekstra opmærksomhed fra virksomhedsinvestorer, der måske vil betale for den videre udvikling af et potentielt produkt til fedmebehandling.

Præmie kan betale for forretningsmodel

Det er ikke billigt at udvikle ny medicin, og hvis forskergruppen når frem til at teste antagonisten på mennesker, kommer det til at koste millioner af kroner, fortæller Alexander Sparre-Ulrich.

Til gengæld kan Antag bruge de 25.000 kroner fra Venture Cup til at komme videre på en anden måde.

»Pengene kan bruges til at udvikle selve forretningsmodellen, og det udgør en helt ny læringsproces for mig, for jeg er jo vant til at gå og nørde i et laboratorie og ikke til at tænke på alt det forretningsmæssige udenom,« siger Alexander Sparre-Ulrich.

Tæt samarbejde med medstuderende

I forskergruppen deltager også, foruden to professorer, to kliniske lektor, en ingeniør og én anden studerende. Lærke Smidt Hansen læser medicin og var ikke med til Venture Cup. Hun har haft travlt med at blive færdig med sit sidste semester.

Lære Smidt Hansen bliver færdig som læge på fredag, og allerede på mandag går hun i gang med at skrive sin ph.d. I den fortsætter hun Alexander Sparre-Ulrichs jagt på den bedste antagonist, så de har et tæt samarbejde. De deler i forvejen kontor, laboratorieplads og nu også ph.d.-emne.

Alexander Sparre-Ulrich er allerede i gang med at tilmelde Antag en ny konkurrence i London, ‘OBR OneStart’, som er verdens største biotech-entreprenørkonkurrence. Måske kommer Lærke Smidt Hansen med til den – og måske kommer hun med til at vinde førstepræmien på 100.000 britiske pund og den anerkendelse og muligheder, der også følger med.

anfj@adm.ku.dk

Seneste