Dopingdømt cykelrytter rykker på Medicin

SPORSKIFTE - Besat af sportslig succes snød Peter Riis Andersen sine konkurrenter og tog EPO for at køre hurtigere. Nu, efter to års karantæne, vil han bare gerne være læge.

af Mike Young

Når han tvinger sin cykel over rødder og gennem grøfter i den danske skovbund, er Peter Riis Andersen ikke længere oppe foran, hvor det gælder. Han har ikke længere licens til at køre løb på eliteniveau, og han er nu kun med for sjov.

I 2008, nykåret dansk mester og for anden gang på vej til OL, blev Peter Riis afsløret med det præstationsfremmende stof EPO i blodet. Med tøvende synken indrømmede han på en pressekonference, at han havde snydt, og at han havde gjort det, fordi han i perioden »leverede middelmådige resultater, der var under det niveau, jeg normalt repræsenterer.«

Nu, i slipstrømmen på to års udelukkelse, er de sportslige ambitioner erstattet med medicinstudiets lærebøger og et nyt liv.

»Jeg har gennemgået en personlig udvikling, som jeg er glad for. Sådan er det med modgang, den er med til at forme en. Den er eksistentiel: Min tidligere identitet blev ændret fra den ene dag til den næste. Og jeg måtte finde ud af, hvem fanden jeg så er,« forklarer han.

Kan ikke trykke på ’off’

Den professionelle sportsmand, der passede sit medicinstudie samtidig med 20-25 timers ugentlig træning og konkurrencer, er nu fortid.

Han kunne, teknisk set, blive den samme, hurtige, Peter Riis som han var før, mener han. Han havde endda lige efter sin karantæne søgt om licens til at køre løb, for, som han siger, »på to år kan man blive meget sulten.«

Men afsavnet var trods alt ikke nok til at få Peter Riis seriøst tilbage i sadlen.

»Jeg har nok at gøre med at blive læge nu. Én ting er træningen. Det kan fungere nogenlunde, så længe man ikke har børn. Men rejserne: At være væk fra undervisning, vågne op i lufthavnshotel i Zürich, flyve hjem til København og tage direkte til forelæsning. Det er svært med de fokusskift. Cykelløb er intenst, man kan ikke bare trykke på ’off’.«

Ny dopingkontrol, der kræver, at der er styr på cykelrytterens opholdssteder, passer heller ikke godt sammen med en livsstil, hvor sporten ikke er alt.

»Sidste år, da jeg havde licens, skulle jeg hele tiden tage stilling til, hvor jeg var henne. Hele tiden! Når jeg er stiv til fredagsbar, skal jeg så tage stilling til, hvor jeg er den næste morgen, fordi de kan risikere at dukke op. Licens? Orker det ikke!«

Tror de ved alt om cykling

Tilbage i 2008, det år, der ifølge Peter Riis var den eneste periode, han dopede sig, fik han fat i EPO’en via kriminelle kanaler.

Aldrig gennem kontakter på universitetet. Det var heller ikke studiet, der gjorde ham til en dopingsynder, mener han.

Så skulle det lige være kendskabet til midlerne, og det at man som medicinstuderende er mere fortrolig med nåle.

»Men det ville jeg også være, hvis jeg var laborant,« siger han.

De moralske tømmermænd har fortaget sig. Tyske kolleger fra hans professionelle hold ALB Gold mistede deres job på grund af Peter Riis’ doping.

»Nogle tyske bekendte syntes, jeg var en idiot«, siger Peter Riis. Men det er stort set de eneste negative kommentarer, han har fået siden doping-afsløringen i 2008, og tidligere kolleger fra ALB Gold har nu fået nye kontrakter.

Paradoksalt nok blev Peter Riis i det danske sportsmiljø nærmest anset som et offer, og ikke en forbryder. Det forklarer han med, at han nyder bred sympati, og at han kom ud af doping-indrømmelsen troværdigt og hurtigt.

»De fleste havde faktisk ondt af mig. Der er virkelig mange mennesker, som godt er klar over, at de ikke kan komme til at forstå den verden. De ved ikke, hvorfor jeg kunne finde på at cykle 200 kilometer en kold regnvejrsdag i februar, og de kan altså heller ikke forstå, hvorfor jeg stak nåle i mig selv og brød reglerne. Alligevel har de sagt: »o.k. det er ikke vores verden, men jeg kan godt lide personen’. Det har jeg oplevet forbløffende mange gange.«

»Dem, der har reageret stærkest, har været dem, jeg vil kalde motionsrytterne. De tror, de ved alt om cykling, og de forestiller sig, at jeg udelukkende har kørt fra dem, fordi jeg dopede mig,« siger han.

Gider ikke den livsstil

I sit arbejdsrum på Panum Instituttet, som Peter Riis deler med to andre, har han stadig sin indendørscykel stående.

Han træner på den en gang imellem. Men den lille røde wattmåler på styret afslører, at han træder 15 procent færre watt igennem pedalerne end for tre år siden.

For nylig, til Dustcup, en serie amatør mountainbike-løb på Sjælland, kørte 28 andre cykelryttere igennem målslusen før Peter Riis.

Det er svært at sætte ord på, hvad det er, der gør sporten så intens og dragende.

»Hvis der er en bjørn efter dig, så mobiliserer du al din energi, og løber så hurtigt, du kan. Mountainbike-løb er som at have en bjørn efter sig, men det, der mobiliserer dig, er konkurrencen. Og det er her, at de afsavn, du har lidt, bliver sat på en prøve«.

Nu løber Peter Riis, løfter vægte og træner kun fem timer om ugen på cykel.

»Men nogle gange nul timer«, griner han. »Jeg savner at være i god form, men jeg gider ikke mere den livsstil.«

miy@adm.ku.dk

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.

• Send
• Del