Det skeptiske Europa

EU er et omdiskuteret emne i mange europæiske lande. Millioner af euro bruges hvert år på kampagner både for og imod Unionen, men de virker ikke altid efter hensigten. Catharina Sørensen har i sin ph.d.-afhandling undersøgt begrebet euroskepsis. Hun konstaterer at der findes flere måder at være skeptisk over for EU på. Hendes påstand er at både ja- og nej-siden vil få større succes med deres politiske strategier hvis de tager højde for disse forskellige typer skepsis.

af Ann Steendahl Søndergaard

Hvad handler din afhandling om?
»Min afhandling handler om euroskepsis, det vil sige folks skeptiske holdninger over for EU. I løbet af min kandidatuddannelse blev jeg mere og mere overrasket over hvor lidt enighed der er i den eksisterende litteratur om begrebet euroskepsis. Denne uenighed finder man også blandt mange politikere og medier der bruger begrebet i flæng. Da jeg startede på min ph.d. i 2004, troede mange at euroskepsis var et særligt dansk fænomen. Men imens jeg skrev, blev den opfattelse grundigt revideret, for pludselig stemte Frankrig og Holland der var med til at danne EU i 1957, nej.« »Pludselig blev ideen om at folk er skeptiske over for EU noget som mange gerne ville forstå, og alle pludselig snakkede om. Men det var stadig meget uklart, også blandt akademikere, hvad euroskepsis var. Det blev motivationen for at skrive min ph.d. Jeg ville udvikle en typologi for euroskepsis. Jeg valgte at undersøge Danmark, Frankrig og Storbritannien fordi det er lande hvor det kan forventes at der er en skepsis. Det var et meget interessant billede der kom frem, for det eneste de tre lande har til fælles med hensyn til euroskepsis er faktisk at de er skeptiske! Men hvad de er skeptiske over for er meget forskelligt.«

Hvad ligger der i din definition af euroskepsis?
»På baggrund af den eksisterende litteratur, opinionsundersøgelser og andre forventninger til hvad euroskepsis kunne være, kom jeg frem til en række typer af skepsis. Selvom der er mange forskellige nej-sigere til en folkeafstemning, så kan man godt koge skepsis ned til relativt få og enkle typer. Jeg fandt fire selvstændige typer.« »For det første kan euroskepsis være økonomisk. Det giver sig udtryk i at folk hovedsageligt tager stilling til hvordan det gavner dem personligt, eller hvordan det gavner deres land eller jobsituation at være med i EU.« »En anden type er en suverænitetsbaseret skepsis, som er den dominerende i Danmark. Der kan folk opleve at EU er et fantastisk økonomisk givende samarbejde, men de er skeptiske over for om EU skader den nationale identitet og suverænitet. Det tror jeg blandt andet var årsag til at danskerne stemte nej til euroen i år 2000. Generelt har danskerne været meget positive over for EU’s økonomiske betydning for Danmark og dem selv, men derfor kan de godt stemme nej alligevel af andre grunde. For eksempel når de føler at deres nationale identitet er truet.« »Den tredje type viser sig som skepsis over for EU’s demokratiske status. Folk i denne kategori er måske bange for at deres stemme ikke bliver hørt, at institutionerne er for udemokratiske, og at der ikke er nok gennemsigtighed når der lovgives i EU.« »Endelig findes der en mere politisk skepsis som i høj grad afspejler de debatter vi kender i nationalstaten. Denne type tror jeg hovedsagelig deles af folk som ikke ser EU som noget særligt fremmed, men bare en politisk kampplads på et andet niveau end nationalstaten. Derfor er det afgørende for denne skepsis om man synes at Unionen er i tråd med ens politiske overbevisning.«

Hvordan har din forskning adskilt sig fra andres forskning på området?
»Euroskepsis bliver tit set som noget der er unormalt i EU, og som kan fjernes, men også som noget der er meget ens i alle lande. EU har brugt mange millioner euro på at kommunikere budskaber til folk. Men da man ikke har haft forståelse for de fire typer skepsis, har man faktisk været kontraproduktiv i nogle kampagner. I nogle lande har man sandsynligvis fået flere modstandere end tilhængere. Det samme budskab i en kampagne vil ikke kunne sælges i alle EU’s lande. Hvis man vil kommunikere EU til borgerne som både ja- og nej-siden jo egentlig gerne vil, så skal man tale til den type euroskepsis der gør sig gældende i det land man er i. Det kan godt være at man har analyseret det franske og det hollandske nej, men er det så den samme skepsis der gør sig gældende i Portugal? Den viden eksisterer ikke i dag, og det er derfor jeg tror at man vil kunne bruge de her fire typer til at få folk bedre i tale.«

Hvad forventer du at resultaterne af din forskning kan bruges til?
»Jeg håber at debatten bliver mere nuanceret. På den ene side synes jeg ikke at skepsis skal ses som noget der skal fjernes. Faktisk kan man se skepsis som et sundhedstegn i et demokrati. Jeg tror heller ikke vi forventer at alle i Danmark bakker op om Anders Fogh Rasmussen, og det skal vi heller ikke forvente at alle gør omkring EU-spørgsmål. På den anden side bør man benytte sig af budskaber som er målrettet en bestemt befolknings skepsis. Jeg mener at denne målrettethed vil føre EU-debatten op på et meget højere niveau end den er i dag.«

• Send
• Del