Den som obducerer

Det er næsten umuligt at forestille sig Hans Petter Hougen obducere et lig, som han venligt byder indenfor på sit kontor. Ikke desto mindre er det netop den 61-årige retsmediciners beskæftigelse.

Statsobducenten er en nobelt udseende og meget imødekommende mand med veltrimmet overskæg og levende, hurtige øjne bag stålbrillerne. Heller ikke meget ved kontoret, der mest ligner et hyggeligt herreværelse, afslører hans – for de fleste læsere sikkert alternative – levevej.

En blød hjørnesofa med en plysbamse i skikkelse af abekongen Louis fra Junglebogen, et ægte tæppe, en buste af Dante, et gipsrelief af Justitia og Aeskleipion, et dekorativt mikroskop af ældre dato og tre franske cafeplakater i sølvrammer hører til det stemningsfulde interiør.

Det eneste, der bryder indtrykket, er montren med et sortnet kranium fra et moselig med en velbevaret hårlok i panden, samt en langbladet, overdådigt udsmykket kniv, der pryder væggen.

»Er den ikke forfærdelig,« siger Hans Petter Hougen, griner og tager den i hånden.

Han fik den af sine kolleger i gave, da han blev færdig med sin specialistuddannelse i Miami, og de har det jo med at overdrive tingene i USA, tilføjer han.

»Det hedder en lungekniv og er retsmedicinerens vigtigste instrument til de indre organer. Normalt er den skarp som et barberblad,« siger han og fører den hen over håndfladen for at vise, at dette eksemplar er sløvt.

Bagsiden af livet

Hjørnekontoret, der er badet i stærkt sollys, har udsigt over Rigshospitalet, der huser Retsmedicinsk Institut, selv om det er en del af Københavns Universitet (KU).

Hans Petter Hougen lægger ikke skjul på, at hans arbejde giver ham et detaljeret indblik i livets skyggesider. Instituttet ligger da også godt gemt bag låste døre på grund af de højst personfølsomme undersøgelser, der finder sted her i Teilumbygningen i behørig afstand fra Rigshospitalets hovedindgang.

»Jeg ser mange triste menneskeskæbner. Det kan være gamle ensomme mennesker, der er blevet fundet døde efter flere måneder, fordi underboen klagede over lugten. Andre har levet et voldsomt liv eller har haft et stort overforbrug af stoffer eller alkohol, men midt i alt det sorte og triste er der også mulighed for at trøste. Vi har ofte tæt kontakt med de pårørende, og det er vigtigt for deres sorgbearbejdelse at få vished om, hvad der er sket,« siger Hans Petter Hougen.

CSI-effekten er stærk

Det er hans opgave som retsmediciner at undersøge pludselige, uventede og voldsomme dødsfald. I den forbindelse skelner man mellem dødsårsagen og dødsmåden. Dødsårsagen kan for eksempel være kvælning og dødsmåden drab, ulykke eller selvmord.

Drabsobduktioner fylder kun en lille del af arbejdet, da der i gennemsnit ikke er mere end 30 mord årligt i Østdanmark, som er det område Retsmedicinsk Institut på KU dækker. Hertil kommer en lang række andre obduktioner. Det kan være identifikation af dødfundne, personer der er døde af arbejdsbetinget sygdom, trafikofre, narkomaner og alkoholikere. Samlet foretager instituttet cirka 650 obduktioner årligt.

Selvfølgelig er jobbet ikke så glamourøst og fotogent, som man kan få indtryk af i den uendelige strøm af tv-serier og film, hvor retsmedicinerne spiller en hovedrolle. Seneste skud på stammen er TV2s Den som dræber, men Hans Petter Hougen husker, at den offentlige fascination af retsmedicinerens arbejde for alvor tog fart med den amerikanske tv-serie Quincy i 80’erne. Selv har han blandt andet hjulpet DR med at gøre Rejseholdet så realistisk som muligt.

Interessen har vokset sig så stor, at de i retsmedicinske kredse taler om ’CSI-effekten’ (CSI: Crime Scene Investigation, red.) opkaldt efter en kulørt amerikansk serie. På tv er der oftest tale om spektakulære dødsfald, men i virkelighedens verden er det den fredelige og værdige død, der ifølge Hans Petter Hougen dominerer.

Han mener dog, at flere af serierne indeholder en vis grad af realisme, mens andre har skruet meget på fiktionsknappen. I fjernsynet tager det fx blot et par dage fra obduktionen er færdig til alle dna-tests og toksikologiske prøver kommer retur fra laboratoriet. I virkeligheden kan der nemt gå over en måned, inden alle prøver er kommet tilbage, og man kan fastslå dødsårsag og -måde.

Åndens arbejde og håndens

Hans Petter Hougen tager telefonen og ringer op.

»Er I færdige med rengøringen?« spørger han.

Da han har fået grønt lys, guider han os gestikulerende gennem laboratoriegangene og til obduktionshallen. Han smutter i sin hvide kittel undervejs. Der er koder og låse på alle døre.

»Celleprøver og væv opbevares og analyseres her. Det er jo højst personfølsomme oplysninger, som nogen måske kunne have gavn af i en retssag,« siger han umisforståeligt, da vi passerer laboratorierne.
Endelig står vi der så. Obduktionshallen er delt i syv båse. Der er stadig vådt i hjørnerne efter den seneste – meget grundige, understreger professoren – rengøring, og kaklerne skinner. Det første, der fanger øjet er lange rækker af hvide gummistøvler.

»Der er et usynligt, men benhårdt hierarki, der blandt andet involverer anciennitet og status i rækkefølgen af gummistøvlernes placering,« småler Hans Petter Hougen. Jeg skrev en analyse af gummistøvlernes orden på Retsmedicinsk Institut, da jeg tog min lederuddannelse på CBS.«

Over støvlerne hænger slagtehandskerne med metalvæv som ringbrynjer. »Det er til venstrehånden. Den holder organet, og højre hånd fører kniven,« forklarer han.

Vi træder ind i en bås. Statsobducenten rigger til. Han kører metalbordet hen til arbejdsvasken.

»Her foregår så low tech-undersøgelserne.«

Instrumenterne er linet op i sirlige rækker. Hammer, mejsel, pipette parallelt med spatler, sakse og knive. En nilfisk-lignende maskine med en hurtigtvibrerende sav bruges til at åbne kraniet.

»Den har støvsugereffekt, så vi undgår at det fyger med bensplinter.«

High tech-undersøgelserne foregår i de hypermoderne lokaler med CT- og MR-scanner, som Hans Petter Hougen stolt viser frem.

»Scanning indgår som den første del af undersøgelsen af de afdøde, og de fantastiske instrumenter gør os i stand til at studere skader og mange sygdomme inden selve obduktionen. Der er også mange forskningsprojekter tilknyttet disse maskiner, og fremtidens obduktioner vil i endnu større grad inddrage billeddiagnostik,« siger professoren.

Respekt for de døde

Retsmedicineren ved, at mange finder hans arbejde makabert, men han er aldrig selv blevet dårlig under en obduktion.

»Det kan da godt lugte ubehageligt, men jeg er jo blevet tilvænnet langsomt. Jeg læste medicin i syv år, var hospitalslæge, og siden patolog, så jeg er jo ikke kommet ind fra gaden.« Han tilføjer, at han personligt har foretaget et par tusind obduktioner og været supervisor på et sted mellem 5.000 og 10.000.

»Man distancerer sig fra de døde. Jeg husker for eksempel ikke deres navne,« siger han, og fortæller, at der ikke florerer nogen ’skurvognshumor’ blandt kollegerne:

»Jo tættere vi er på de døde, jo mere opmærksomme er vi på omgangstonen. Her er almindelig, lavmælt snak om alt mellem himmel og jord. Men vi fløjter ikke, vi hører ikke musik, og det her er ikke stedet for høj latter. Vi går ikke rundt med dybe panderynker, men vores arbejde er nødt til at være pinligt korrekt og hundrede procent sagligt.«

»Vi har samme neutrale og objektive tilgang til alle retsmedicinske undersøgelser: den notoriske stjernepsykopat af en voldsforbryder bliver behandlet præcis lige så professionelt som barnet, der igennem en årrække er blevet seksuelt molesteret af sin stedfar. Jeg plejer at sige til de studerende, at de skal huske, at der i den anden ende sidder en humorforladt jurist med en spidset blyant. Vores analyser skal være helt og aldeles nøgterne,« siger han.

Det betyder også, at han og kollegerne aldrig diverterer med dagens oplevelser derhjemme. De bruger i stedet hinanden til at bearbejde indtrykkene.

»Vi taler om vores fund, og er det voldsomt, taler vi meget om det. Det her er et arbejde, og derhjemme har vi familie, hobbyer, glæder og problemer som alle andre. Det nytter ikke, at jeg vælter historier om døde mennesker ud over middagsbordet om aftenen med min kone og mine børn,« siger statsobducenten.

Langt liv på KU

Hans Petter Hougen begyndte at læse medicin på KU i forvisning om, at han ville være psykiater, men han kom på andre tanker, da han kom med i lægegruppen i menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, og blev involveret i arbejdet med at undersøge torturofre.

Han uddannede sig til speciallæge i patologi, men efter et par år på KU tog han til Miami for at tage overbygningsuddannelse i retsmedicin, som ikke fandtes i Danmark dengang. I 1986 blev han ansat på instituttet, der har en særlig status på universitetet.

Afdelingen er en ’indtægtsdækket virksomhed’ på universitetet, hvilket betyder, at instituttet selv tjener over 95 procent af sine midler. For eksempel betaler politiet cirka 27.000 kroner for en obduktion. En rimelig pris, mener Hans Petter Hougen, når man tænker på, at læger, laboranter, teknikere, sekretærer skal have løn, og der skal betales husleje, el og varme. Det skal ikke give overskud, påpeger han.

Man undersøger også cirka 1.000 levende personer årligt. Det kan være voldsofre, voldtægtsofre, børn som har været udsat for et seksuelt overgreb, torturofre, asylsøgere, der skal aldersvurderes samt personer mistænkt for drab, vold eller ildspåsættelse, og instituttet har vagt 24 timer i døgnet.

Desuden afholder instituttet 32 forelæsninger for medicinstuderende per semester, man afholder eksamen, studerende kan komme på valgfrit klinisk ophold, og man har studerende, der skriver bachelor- og kandidat-opgave. Instituttet har også flere ph.d.-studerende og her forskes i alt fra molekylærgenetik til retsmedicinsk historie, så Hans Petter Hougen føler sig som en integreret del af KU.

Det sidste tabu

Obducenten trækker på skulderen, da talen falder på hans forhold til døden. Måske er det en sidegevinst ved jobbet, at døden normaliseres, men han lever ikke mere intenst, fordi han har døden i hænderne hver dag. Han er afklaret. Sex og religion er så nogenlunde aftabuiseret i dag, siger han, men døden er vores kulturs stædigste tabu.

»Det eneste vi kan vide med fuldkommen sikkerhed om dette liv er, at vi skal herfra. Ligesom min kat derhjemme. Den lever, den dør, og så er den væk. I skal, med forlov, også dø. Selvfølgelig er eftermælet vigtigt, men mest af hensyn til de efterladte, da det er ud fra fortiden, at vi definerer os selv i dag,« siger han.
Det er også derfor, at han har engageret sig i det internationale arbejde med at dokumentere følgerne af tortur.

»Skriv nu ikke, at jeg er ved at bygge mig en bautasten. Det lyder måske lidt slidt, men jeg har en viden, som jeg gerne vil bruge i det godes kamp mod det onde. Det er min beskedne mulighed for at bidrage til at gøre verden et lidt bedre sted,« siger han.

Dokumenterer tortur

Hans Petter Hougen har blandt andet været i Kosovo, hvor han obducerede civile, der for langt de fleste vedkommende var blevet dræbt af serbere, og han tog også til Thailand for at identificere tsunamiens ofre. I Togo, Colombia, Mexico, Kenya, Filippinerne og ved Burmas grænse har han undersøgt levende og døde med tortur-, skud- og landmineskader. Han har undervist og holdt foredrag om retsmedicinens rolle i torturdokumentation over det meste af verden.

Han kan således trods sin ydmyghed bryste sig af, sammen med en håndfuld andre retsmedicinere, at have introduceret retsmedicinen i det internationale menneskerettighedsarbejde. I dag vejer retsmedicinske beviser tungt ved de internationale krigsforbryderdomstole.

»Dokumentation er afgørende i forhold til at retsforfølge dem, der giver ordrerne. Derfor er det også vigtigt, at vores arbejde er videnskabeligt baseret, og at vi er tilknyttet universitetet,« siger Hans Petter Hougen og fortæller, at han går glad på arbejde hver morgen. Han har informeret sine kolleger om, at han vil trække sig tilbage på den anden side af de 75, men han også vil lytte, hvis nogen hvisker ham i øret inden da, at han er ved at være rusten.

Se vores billedgalleri fra Retsmedicinsk Institut her.