Den pragmatiske prisvinder

Barbara Hoff Esbjørn kan godt se på mig, at jeg er overrasket over hendes svar.

Vi sidder på hendes kontor på Institut for Psykologi, fordi hun på mandag skal modtage Forskningskommunikationsprisen for sit »utrættelige arbejde med at aflive myter om børns angst«, som pressemeddelelsen om arrangementet formulerer det.

Spørgsmålet lød: »Hvordan fandt du ud af, at det var børns angst, du skulle beskæftige dig med?« – og jeg havde forventet at høre et svar i stil med ’fordi jeg har interesseret mig lidenskabeligt for emnet lige siden specialet’ eller ’det var noget jeg selv døjede med som barn’ efterfulgt af en rørende anekdote.

Men Barbara har lige trukket let på skuldrene og sagt:

»Det var et tilfælde. Da jeg kom herind i 2007, var nogle af de andre ansatte begyndt at kigge nærmere på det. Jeg ville bare gerne være del af et godt forskningsmiljø, hvor jeg kunne tage min interesse i klinisk børnepsykologi og bruge den til noget.«

Hun fortæller, at hun på det plan nok er anderledes end mange andre forskere.

»Forskningen handler ikke om, at jeg skal være klogere. Det driver mig ikke. Det betyder ikke noget. Det betyder noget, at det kan bruges til noget. Det var derfor, at jeg ikke ville forske til at starte med.«

Derfor blev hun ikke skibsingeniør

Det kan godt være, at et tilfælde har gjort, at Barbara Hoff Esbjørn har arbejdet med børns angst i snart 10 år – men at hendes arbejdsliv i det hele taget kom til at handle om børn, virker mindre tilfældigt.

»Jeg har altid elsket at arbejde med børn. Jeg har passet børn, været leder for søspejdere, karatetræner for juniorer. Jeg elsker børn for deres spontanitet og fantastiske måde at gå til livet på. De er nemmere at flytte. Ikke så rigide som voksne,« siger hun.

»Forskningen handler ikke om, at jeg skal være klogere. Det driver mig ikke. Det betyder ikke noget. Det betyder noget, at det kan bruges til noget.« – Barbara Hoff Esbjørn

Godt nok var hun som teenager så overbevist om, at hun skulle være skibsingeniør, at hun tog matematik, fysik og kemi på højniveau i gymnasiet.

»Men jeg vidste allerede i 2.g, at jeg hellere ville arbejde med mennesker.«

Hun færdiggjorde alligevel sin matematiske studentereksamen. I modsætning til mange andre fra hendes ikke-fremdriftsramte generation brugte hun ikke de følgende år på at udvide sin horisont og få denguefeber i Sydøstasien. Barbara havde fået stillet udlandsappetitten, da hun var på udveksling i USA før gymnasiet. Nu ville hun gerne lave noget.

»Jeg ville arbejde med børn med hjerneskade, så jeg søgte ind på psykologi.«

Det var ikke nødvendigvis den mest velovervejede beslutning, og den var i hvert fald ikke født ud af et ønske om at få en akademisk karriere.

»Jeg ville bruge mit snit til noget, jeg ville lave noget praktisk, og jeg ville gerne arbejde med børn. Min andenprioritet var at være pædagog. Jeg har aldrig set mig selv som en forsker.«

Tilfældet revisited

Alligevel fik forskningen – den anvendelsesorienterede del af den – langsomt fat i Barbara. Hun skrev speciale om for tidligt fødtes psykologiske udvikling og blev bagefter spurgt, om hun ville skrive ph.d. inden for samme emne. Nogle år senere tilbød universitetet hende klinisk efteruddannelse, hvorefter hun fik arbejde »ude i psykiatrien« på Hillerød Børne- og Ungdomspsykiatriske Sygehus. Hun var netop begyndt i sin nye stilling, da hun så et jobopslag.

Hendes gamle institut på KU søgte en adjunkt, der skulle være med til at grundlægge et Center for Angst. Feltet var nyt for hende, men hun kendte nogle af de involverede forskere.

»Man skulle da være et skarn, hvis man ikke søgte det,« tænkte Barbara og fik stillingen.

Det var i 2007, og med hendes egne ord var »sgu ret tilfældigt«, at hun dér kastede sig ud i et forsknings- og oplysningsarbejde, som har grebet hende og fyldt snart 10 år af hendes liv, og nu giver hende en prestigefyldt pris.

»Jeg er opslugt af, at børn skal have et godt liv. Og det er jeg blevet, fordi børns angst er et område, som er ekstremt underbelyst. Men da jeg startede, vidste jeg ikke noget om det. Jeg lavede litteratursøgning og begyndte fra en ende af.«

Angst hos børn er underbelyst

Hvad er det så, Barbara Hoff Esbjørn har opnået i sin forskning og formidling?

For det første har hun hjulpet med at få anerkendt, at angst hos børn i det hele taget er et problem.

»Emnet har paradoksalt nok været underbelyst, fordi alle kender til det. Folk har en forestilling om, at vi ved alt om angst. Alle kender for eksempel separationsangsten hos et børnehavebarn, der hellere vil være hos mor og far. Men her taler vi om familier, hvor børn ikke kan huske, de ikke har været angst. Om forældre, der er nødt til at have tre mobiler med på arbejdet hver dag, fordi børnene ringer 20 gange og skal have et andet nummer at ringe på, hvis de ikke kan komme igennem på det første. Om 12-årige, der ikke kan tage nogen steder hen, fordi de er bange for, at de aldrig vil se deres familie igen. Om 12-årige, der i realiteten ikke kan have venner. Det er invaliderende, både for børnene og deres familie.«

»Da jeg startede, vidste jeg ikke noget om det. Jeg lavede litteratursøgning og begyndte fra en ende af.« – Barbara Hoff Esbjørn

For det andet – og det er nok det vigtigste – har Barbara gjort noget ved problemet. Eller som det står i motiveringen for tildelingen af Forskningskommunikationsprisen:

»På et relativt tidligt punkt i sin forskerkarriere er det gennem en ihærdig og omfangsrig formidlingsindsats lykkedes hende at sætte et umiskendeligt aftryk på vores forståelse af børns angst og vores viden om, at angsttilstande både kan og bør behandles, så de ikke forfølger børnene videre gennem livet.”

Blandt andet har hun gennemført succesfulde projekter, hvor det er lykkedes at uddanne forældrene til børn med invaliderende angst til en slags ’mini-terapeuter’, der får redskaber til at behandle angsten, når den opstår i hverdagen. Og hun har skrevet talrige kronikker og holdt endnu flere foredrag og workshops om sine resultater.

»Vi havde en temadag for et år siden med 300 professionelle – lærere, pædagoger, behandlere. Her overhørte en af mine studerende en samtale mellem to fra skoleverdenen, hvor den ene sagde: ’Egentlig troede jeg ikke, der var så mange børn med angst hos mig, men når jeg hører det, begynder de at lyse op.’ Der tænkte jeg: Tjek! Det er det, det handler om. At øge forståelsen.«

Hun vil være internationalt anerkendt

Da Barbara Hoff Esbjørns institutleder spurgte, om hun ville indstilles til Forskningskommunikationsprisen, sagde hun »ja, ja, ok« og tænkte »det bliver nok ikke til noget«.

»Så jeg blev ret overrasket, da jeg fik den. Det er en fantastisk anerkendelse. For min drivkraft er, at det jeg ved, er ikke interessant – det jeg kan formidle til andre, er interessant. Med prisen får jeg et spotlight igen. Jeg kan blive talerør for de børn og unge, der ikke bliver set.«

»Min mentor spurgte mig: Hvad er dit mål? Hvor vil du være om fem år? Der svarede jeg ’Mit mål er at blive internationalt anerkendt’« – Barbara Hoff Esbjørn

Det er dog ikke sådan, at hun nu ser sig som en rendyrket kommunikator, en talsperson, der ændrer verden ved at formidle vigtige forskningsresultater.

»Klinisk forskning er særlig, fordi det er i mødet med klienten, at ideerne danner sig. Uden det dør forskningen. Så jeg prøver stadig at være hands-on. Men efterhånden er det gået op for mig, at jeg ved noget: At jeg ikke kun kan gøre en forskel ved at behandle, men også ved at uddannede de studerende og optræne behandlere.«

Samtidig er Barbara Hoff Esbjørn ikke blind for, at hende forskning – og hendes succes – også bygger på en anden drivkraft:

»Det, der tænder mig, er forskningsledelse: At designe projektet, sætte mål og opnå det. Min mentor spurgte mig: Hvad er dit mål? Hvor vil du være om fem år? Der svarede jeg ’Mit mål er at blive internationalt anerkendt’.«

Med Forskningskommunikationsprisen må hun siges at være godt på vej.

dennis.christiansen@adm.ku.dk