Dansk forskning klarer sig godt. Det vides ikke rigtig hvorfor

Der er noget dejligt ublu – nu vi befinder os i en universitetsmæssig nedskæringsperiode – over, at temaet for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR)s konference 9. juni var spørgsmålet om, hvorfor danske forskere er så skidegode til at forske?

Dansk forsknings gennemslagskraft – altså den grad, danske forskeres resultater bliver citeret – er internationalt tæt på at være i top. Men sådan har det ikke været altid. Dansk forskning havde en sløj tid i 1980’erne, men i årtierne der fulgte, tog det fart for Danmark, viser DFiR’s analyser.

»Vi har prøvet at forstå, hvad der skete for Danmark,« sagde medlem af DFiR Nickie Spile (med baggrund i Rockwool og Novozymes). Spile konstaterede, at Danmark i de senere år på tværs af forskningsfelter klarer sig bedre end stort set alle lande, korrigeret for størrelse. Danske forskere er dog ikke gode til én bestemt ting, så derfor må årsagen til succesen, ifølge Nickie Spile og DFiR, være »noget med systemet.«

Desværre er der ikke noget enkeltstående træk ved systemet, der forklarer, hvornår det går godt eller skidt for dansk forskning.

Basismiddel-diskussionen ikke afgjort

Det meddelte Kaare Aagaard, seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet, som sammen med et team af forskere har foretaget en sammenlignende undersøgelse af sammenhængen mellem forskningspolitik og forskningsperformance.

Der er, viser det sig, mange måder at være et samfund med høj forskningsgennemslagskraft på, sagde Kaare Aagaard på konferencen 9. juni. Han påpegede, at forskere i Schweiz får masser af ubundne penge – basismidler – at forske for, mens amerikanske forskere stort set skal skrabe alle deres penge sammen i konkurrence med andre forskere. Men i begge lande er forskningen i top.

»Det siger noget om, at der ikke er én optimal model,« sagde Kaare Aagaard.

Fordelingen mellem basismidler og penge fra forskningsfonde er ellers et af de store temaer i den danske forskningsdebat, ikke mindst fordi politikerne i en årrække – ved at øge andelen af konkurrencemidler til i dag omkring 40 procent af bevillingerne – har vægtet konkurrencen mellem forskere højere end deres frihed og arbejdsro.

Forskningsmidler koncentreres i stigende omfang på få eliteforskerhjerner, og den bestandige kamp for fondsmidler får både skyld for at stjæle uforholdsmæssigt meget af forskernes arbejdstid til at skrive fondsansøgninger og for at fremkalde regulær stress i forskningsmiljøerne.

Læs mere:

Flere forskere får stress over pengejagt

Ensartede lande, forskelligartede forskningspolitikker

Kaare Aagaard og hans kolleger kan påvise, at Sverige har brugt mere på konkurrenceudsatte midler end Danmark og Holland, men alligevel klaret sig dårligst. Danmark og Holland er simpelthen stukket af fra Sverige, og det er påfaldende, fordi de tre lande foruden at være ret ens havde samme forskningsgennemslagskraft i begyndelsen af 1980’erne.

Alligevel er det vanskeligt at konkludere noget entydigt ved at sammenligne de tre lande.

Danmark har fx tidligt investeret i en grundforskningsfond, der skal fremme særligt fremragende forskning med enorme bevillinger, men Holland, der har klaret sig lige så godt eller bedre end Danmark, har ikke en tilsvarende satsning på den excellente forskning, siger Kaare Aagaard.

»Forskningspolitiske initiativer slår mindre tydeligt igennem, end man kunne forvente,« sagde Kaare Aagaard, hvis rapport anbefaler, at Danmark finder en vanskelig balance mellem en hel række forskningspolitiske muligheder.

Formålet med Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råds konference i år er at få en kvalificeret samtale i gang om, hvor dette forskningspolitiske balancepunkt findes. DFiR forventer, at det bliver vanskeligt og ikke helt ufarligt – som det formuleres i rådets