Dannelsesrejsen lever

Atomiseringen, rodløsheden, udlejringen af sociale funktioner og kollapset af de store fortællinger – vi står midt i senmoderniteten, men på trods af blandt andre Anthony Giddens og Zygmunt Baumans pointer om individets refleksivitet og samfundets flydende strukturer, skabes mening alligevel i det daglige liv.

Det er ikke alt, der flyder. I hvert fald ikke før gymnasiet slutter, og man står med huen i hånden og fornemmelsen af friheden, der ligger lige om hjørnet. Det er selvfølgelig sabbatårene der tales om her:

»Man snakker om teenageårene som en svær tid, men det var første gang, jeg var rigtig ude at skide.« Citatet stammer fra forfatteren Caroline Albertine Minor.

Caroline beskriver sabbatårene som de mest skrøbelige og komplicerede år, men samtidig som en god ramme for at tage en kamp med sig selv. Det er kampen for at blive sig selv og finde sin plads i verden, en kamp som Caroline mener er uundgåelig. Hvorfor ikke tage den i sabbatårene.

En af de måder, mange vælger at tage kampen op med sig selv på, er ved at pakke tasken og rejse ud i verden. Et arbejde i Netto, et højskoleophold eller andre aktiviteter, som unge engagerer sig i sabbatåret, betyder også noget, men rejsen har en speciel aura. Rejsen er noget, der giver status. Det at kunne fortælle om bjerge man har besteget, mærkelige retter man har spist, folk man har mødt og måske flygtige seksuelle møder med mennesker fra fremmede egne, det er brændstof til ens identitet og selvfortællingen.

Det autentiske og sublime eller ”the kodak moment”

Seniorforsker og etnolog Sarah Holst Kjær (ansat ved Agderforskningsinstituttet i Norge, som er et af 12 regionale forskningsinstitutter) mener, at man sagtens kan trække perspektiver fra den klassiske dannelsesrejse til de rejser, unge begiver sig ud på i sabbatårene.

Den klassiske dannelsesrejse kan karakteriseres som den type af rejser, videnskabsfolk, litterater og filosoffer drog ud på fra omkring det 16. århundrede og frem til industrialiseringen i begyndelsen af 1900-tallet. Det, der var kendetegnende for disse rejser, var eventyrlysten og forventningen om de sublime oplevelser, de ville bringe. Det er en lignende drivkraft Sarah Holst sporer hos de unge, der rejser ud i deres sabbatår.

Selv om vi i dag har alle forudsætninger for at tilegne os viden om fremmede kulturer og lande, mener Sarah Holst, at vi er langt dårligere klædt på til mødet med verden end de klassiske dannelsesrejsende. Det sæt af kompetencer, de rejste ud med i gamle dage, overstiger uden sammenligning det, de unge møder verden med i dag.

Den mission, der var forbundet med at rejse ud i gamle dage, er også en helt anden end den, unge rejser ud med i dag. Når unge rejser i dag er det ikke for at indsamle viden om de fremmede egne, de sprog der tales og den litteratur, der skrives. De rejser heller ikke for at studere flora og fauna (selvom naturoplevelser stadig spiller en stor rolle). Det er en ”dannelsesrejse-light” vi begiver os ud på i dag, hvis man skal tro etnologen.

Argumentet er, at verden er blevet mindre, og det globale er blevet komprimeret. Vi ved godt, at vi ikke er de første til at stå ved foden af Mount Everest, og at de lokale, vi møder, har set folk fra vesten før. Men det betyder ikke, at oplevelsen ikke er unik.

Sarah Holst påpeger blot, at det unikke er demokratiseret, og at det måske derfor kan falde i værdi – men det har vi råd for. Når mødet med det unikke eller sublime opstår, er unge exceptionelt gode til at iscenesætte det. Takket være Facebook og måske ikke mindst Instagram har vi muligheden for at indfange ‘vores’ unikke øjeblik, the Kodak moment, og dele det med hele vores netværk. Vi er rigtig gode til at iscenesætte os selv, og det betyder helt konkret, at vi tager vores snapshot, når billedet er frit for andre turister.

Det globale supermarked

En anden tendens, som Sarah Holst Kjær minder om, er den mentalhistoriske arv fra kolonitiden. Hvor ubehageligt det end måtte være, så er holdningen til verden stadig præget af en kolonialistisk arrogance nedarvet fra vores forfædre. Sarah Holst introducerer metaforen ”det globale supermarked” for at beskrive, hvordan vi i vores møde med verden tager fremmede kulturer for givet. Vores holdning er den, at de er til for os.

I metaforen ligger der en slet skjult kritik af vores forbrugermentalitet, rejsen er et supermarked, og de fremmede kulturer er varerne, vi fylder i kurven. De lokale bliver således statister i vores iscenesættelse af os selv. Sarah Holst går så langt som til at sige, at vi kannibaliserer det fremmede, vi æder os ind i verden, men vi grovæder ikke.

Vi afpasser vores forbrug af det fremmede på en sådan måde, at alt ikke opleves som fremmed. Med et billede kunne man måske sige, at når vi er færdige med turen på kamelryg med beduiner i Jordan, så skyller vi oplevelsen ned med en Coca Cola.

Ovenstående er ikke udtryk for en ren neomarxistisk kritik af vores gøren og laden når vi rejser, men en konstatering af, at vi i høj grad rejser ud på vores egne præmisser.

En del unge rejser også ud for at lave nødhjælp. Det er en anden måde at opleve verden på, men den bunder i den samme søgen efter det autentiske og sublime. Noget af det, der motiverer og driver de unge til nødhjælpsrejser, er den erfaring de får, som direkte kan overføres til deres CV.

Med metaforen om supermarkedet in mente, kan man sige, at de unge ‘shopper’ sig til identitet ved at tage ud og lave nødhjælp. Det er hverken positivt eller negativt, at vi shopper identitet; det er et vilkår, der dog rummer et stort potentiale, hvis man spørger Sarah Holst.

»Ungdommen i dag, har et utrolig flot arrangement i det globale, og er fuldstændig klar over hvordan det globale er vævet ind i det lokale,« siger hun.

Fra the Kodak moment til ‘medieøjeblikke’

Unge har en reel interesse i miljø, klima og social retfærdighed. Denne interesse – kombineret med vores kompetence til selviscenesættelse – er et stærkt våben. Det private er politisk, sådan lyder meldingen fra Sarah Holst. Vi skal med andre ord ikke værge os mod individualismen, men bruge vores sans for iscenesættelse til at nå ud over os selv, hvis vi vil ‘gøre en forskel’.

Det kan gøres på mange måder. En af dem kunne være at bruge de sociale medier til at formidle sit engagement til andre. Man kan se initiativer blomstre op blandt andet her i København. Et eksempel er Fødevarefælleskabet, der prøver at få folk til at spise lokale råvarer for ikke at drive rovdrift på hele jordens ressourcer.

Opfordringen må derfor være, at vi bevæger os fra the Kodak moment til ‘medieøjeblikke’, der kan skabe opmærksomhed om de store udfordringer, folk møder på deres dannelsesrejser nu og i fremtiden.

uni-avis@adm.ku.dk