Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Da Ralf Hemmingsen fik sin lyse idé

PROFESSORSERIE - Rektor på Københavns Universitet Ralf Hemmingsen har droppet forskningen til fordel for at lede universitetet. Men han kan se tilbage på en lang forskerkarriere, som begyndte i en kælder, hvor han drak rotter fulde.

Hvis man vil være professor i noget, skal man tænke noget om noget, som andre ikke har tænkt før. Og det skal helst være klogt. Men hvornår beslutter man sig for, at det er professor, man vil være – hvis man får lov – og at man vil bruge livet på at forske?

Der er professorer over alt på Københavns Universitet (KU). Vi har i denne artikelserie håndplukket et udvalg af dem, og bedt dem fortælle os om, da de blev ramt af en lys idé. Og om hvorfor det i øvrigt er relevant for os andre at vide noget som helst om deres forskning.

Denne gang har Universitetsavisen talt med rektor på KU, Ralf Hemmingsen, der er professor i psykiatri. Han fortæller selv her på baggrund af de spørgsmål, han fik tilsendt i en mail.

Hjerneforskeren, der blev rektor

Af Ralf Hemmingsen

Jeg havde tidligt en interesse for hjernen og kom ret hurtigt på en psykiatrisk afdeling, hvor jeg blev bedt om at skrive en prisopgave.

Opgaven var et artikelstudie i delirium tremens – akut alkoholpsykose. Jeg nåede, gennem litteraturen, frem til, at delirium nok havde noget med en abstinensreaktion at gøre, i modsætning til tidligere, hvor man havde ment, at det var alkohols giftvirkning, der skadede hjernen.

I dag er patienter med delirium tremens mere sjældne, end de var i starten af det 20. århundrede, da snapsen var billig. Så for at finde ud af, om der var tale om abstinenser, tog jeg til USA og lærte at lave en såkaldt multi-episode-model.

Fuldskab i kælderen

Forsøgene i rottekælderen gik ud på, at rotterne skulle have en lille sonde med alkohol i maven fire til fem gange i døgnet, så de kunne være i en konstant rus. Når de havde været alkoholpåvirkede i fire døgn, toppede rusen, og så fik de faktisk en abstinenstilstand.

De var sitrende, og det var tydeligt, at man kunne rate, hvor store abstinenserne var. Og dem kunne man så manipulere på forskellige måder.

Normalt tager det et par års alkoholisme for mennesker at få delirium. Så jeg begyndte at spørge mig selv og mine kolleger, hvordan det kunne være?

Den lyse idé

Hvis jeg har fået én lys idé, så er det nok min multi-episode-model.

Det var ikke sikkert, at den forgiftning, der udløste de fysiske symptomer hos rotterne, svarede til deliriet. Man kan jo ikke se, om rotter har delirium, og man kan selvsagt heller ikke spørge dem, om de ser syner.

Men hvad ville der ske, hvis man gentog forgiftningen mange gange? Man ville stadig ikke kunne se, om dyrene så syner, men man ville kunne se, om de fik kramper.

Mennesker får nemlig kramper – epileptiske anfald – når de har drukket i mange år. Så den idé, jeg fik, var at gentage drukepisoderne på rotterne – noget ingen havde gjort før.

Vi udviklede en ugecyklus, hvor vi udsatte rotterne for massiv druk fem dage, og så fik de to dages pause – hele tiden fem dages druk og to dages pause. Når vi havde gjort det seks-syv gange, begyndte nogle af rotterne at få kramper, og efter 12 gange fik omkring en tredjedel kramper.

Dermed havde vi ganske vist ikke lavet en deliriummodel, men en model, der rummede både fysisk afhængighed med rystesyge og et længerevarende forløb, hvor dyrene fik kramper.

Tolkningen af forsøgene er, at det kan handle om to forskellige mekanismer. Grunden til at man får rystesyge, er ikke nødvendigvis den samme, som grunden til at man får delirium og kramper. Og det var sådan set idéen – at se om vi kunne simulere en lang drukkarriere på en rottemodel og se et outcome-mål for det.

Alkoholisme og skizofreni

Alkoholafhængighed blev temaet de første ti år af min karriere, indtil jeg senere som overlæge vendte mig mod andre former for sindssygdomme, som skizofreni.

Årsagen til, at jeg begyndte at beskæftige mig med alkohol, hænger sammen med grunden til, at jeg blev forsker. Her vil jeg gerne fremhæve begrebet kollegial anerkendelse.

Neurologerne og neurokirurgerne i Danmark ville ikke engang ansætte mig som vikar. Så derfor blev jeg neurokirurg i Lund. De var rigtig søde, men jeg havde kun fået et to måneders vikariat. Så blev jeg karkirurg – der er jo nogle blodkar, som går op til hjernen. Efter at have været der et stykke tid, kom psykiaterne med en opgave om alkohol, som de bad mig løse. De syntes, at det gik »hæderligt godt« og spurgte, om jeg ikke ville være psykiater.

Jeg begyndte at forske i alkohol, fordi det var den opgave, jeg fik. Psykiater blev jeg, fordi de tilbød mig at blive det hos dem. Det var ikke fordi, jeg var særligt interesseret i druk – det var hjernen, jeg var interesseret i.

Fra forsker til rektor

Hvordan tager man beslutningen om at lægge forskningen på hylden?

Jeg var klinisk professor og dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, så jeg kom med den blanding i bagagen. Jeg kunne godt lide forskningsprojekterne, både at udføre dem og vejlede og diskutere data. Samtidig har jeg næsten altid været administrator. Derfor var det ikke så svært at gå ind og tage et akademisk chefjob, hvor jeg ikke skulle forske.

Men jeg savner det da. Jeg er stadig meget optaget af forskning og beundrer den professionelle fuldtidsforskning, der foregår på institutterne. Men man kan ikke ride alle heste på en gang. Og i hverdagen savner jeg ikke at forske selv. Det var en periode af mit liv, som varede indtil 2002, da jeg blev dekan.

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.

Seneste