Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Da Dan Zahavi fik sin lyse idé

PROFESSORSERIE - I vores serie om KU's professorer kan du denne gang møde Dan Zahavi, som læste filosofiske værker fra barnsben og fortæller, at hans forskning ikke er baseret på geniale indfald, men hårdt slid.

Hvis man vil være professor i noget, skal man tænke noget om noget, som andre ikke har tænkt før. Og det skal helst være klogt. Men hvornår beslutter man sig for, at det er professor, man vil være – hvis man får lov – og at man vil bruge livet på at forske?

Der er professorer over alt på Københavns Universitet. Vi har i denne artikelserie håndplukket et udvalg af dem, og bedt dem fortælle os om, da de blev ramt af en lys idé. Og om hvorfor det i øvrigt er relevant for os andre at vide noget som helst om deres forskning.

Denne gang har vi talt med Dan Zahavi, som er professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på afdelingen for Filosofi. Hør ham selv fortælle her:

FASCINATION AF FILOSOFI

Af Dan Zahavi

Jeg læste meget skønlitteratur som barn og stødte ved flere lejligheder på referencer til filosoffer. Jeg forstod ikke helt hvad betegnelsen dækkede over, men var nysgerrig og bad som 12-årig min mor om at købe Will Durants Store Tænkere.

Jeg vil ikke påstå, at jeg forstod meget, men Durants gennemgang af Platon var alligevel udslagsgivende. Jeg fandt emnet så fascinerende, at jeg besluttede mig for at studere filosofi. Det er en beslutning, som jeg aldrig seriøst har genovervejet, endsige fortrudt.

Da jeg fik min studentereksamen i 1986 søgte jeg med det samme ind på Filosofisk Institut på Københavns Universitet. 20 år senere tiltrådte jeg et professorat på stedet, som i mellemtiden var kommet til at hedde Institut for Medier, Erkendelse og Formidling.

Et lykkeligt øjeblik

Så vidt jeg selv kan vurdere, er mine forskningsresultater i højere grad baseret på vedholdende hårdt slid end på geniale indfald eller pludselige opdagelser. Men der er dog stadig en enkelt episode som har fæstnet sig i hukommelsen.

Jeg skrev ph.d. ved Katholieke Universiteit Leuven i Belgien i årene 1992 til 1994. I den forbindelse tilbragte jeg meget tid i et arkiv, hvor jeg læste mig igennem en betragtelig del af den tyske filosof Edmund Husserls upublicerede forskningsmanuskripter.

En af afhandlingens hovedærinder var at fremlægge en alternativ fortolkning af Husserls intersubjektivitetsteori, altså hans teori om, hvordan man grundlæggende set skal forstå forholdet mellem subjekter, samt hvilke implikationer dette forhold har for vores virkelighedsforståelse.

Jeg kan stadig huske det øjeblik, hvor jeg, efter mange måneders læsning, stødte på en passage i manuskript C 17 som ingen tidligere forsker havde fæstnet sig ved, og hvor Husserl eksplicit forfægtede et synspunkt som lå i modstrid med, hvad den gængse forskning på området tilskrev ham, men som bekræftede min egen arbejdshypotese. Det var et lykkeligt øjeblik.

Menneskets selv

Hvorfor er din forskning relevant for os andre at vide noget som helst om?

Om en bestemt filosof måtte mene ‘x’ eller ‘y’ er formentlig primært af interesse for andre fagfilosoffer. Men udover at have arbejdet indgående med Husserl og andre repræsentanter for den filosofiske tradition, der hedder fænomenologi, har jeg også de sidste 20 år arbejdet med spørgsmål relateret til bevidsthedens grundlæggende beskaffenhed.

Hvad er bevidsthed? Hvis et af de særegne og distinkte træk ved bevidstheden er dens subjektive karakter, kan den da overhovedet gøres til genstand for videnskabelige undersøgelser? Findes der et selv, eller er vores antagelse om at være et selv blot udtryk for en illusion genereret af vores hjerne? Kan man være et selv alene, eller kun sammen med andre. Og hvordan skal man egentlig forstå dette forhold til andre? Kan man overhovedet erfare andres bevidsthed, og hvilken rolle spiller empati for den interpersonelle forståelse?

I min egen forskning har jeg argumenteret for, at en bevidsthedsteori, som ønsker at tage den subjektive dimension af vores oplevelsesliv alvorligt, også må operere med et (minimalt) begreb om selv.

Modstanderne har her været forskere, som enten helt benægter selvets realitet eller som hævder, at selvet er en social konstruktion, og at dets dannelse forudsætter sprogbrug.

Tværvidenskabelig forskning

Samtidig har jeg forsvaret den interpersonelle forståelses kropslige og kontekstuelle karakter og kritiseret teorier, der enten hævder, at vi nødvendigvis må forstå andre i analogi til os selv, eller at vores forståelse af andre altid er formidlet via diverse teorikonstruktioner.

I mit arbejde med disse spørgsmål har jeg ikke kun trukket på en række forskellige filosofiske traditioner og teorier, men også inddraget og undersøgt fænomener som skizofreni og autisme, ligesom jeg har arbejdet og skrevet sammen med blandt andet hjerneforskere, udviklingspsykologer og psykiatere.

Så mange af de emner, jeg arbejder med, har ikke blot en umiddelbar eksistentiel relevans for de fleste mennesker. Det er også emner med en indlysende tværvidenskabelig relevans, på tværs af skellet mellem humaniora og naturvidenskab.

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.

Seneste