Budskaber fra Bergen

Den 19. og 20. maj mødtes de europæiske undervisnings- og videnskabsministre i Bergen for at diskutere de videregående uddannelsers fremtid i Europa. Målet er gennemgribende ændringer der på sigt vil revolutionere de danske universitetsuddannelser

af Kristoffer Holm Pedersen

Forestil dig at du efter to års studier på Københavns Universitet færdiggør din bachelorgrad ved London University. Du strikker din kandidatgrad sammen ved Københavns, Madrids og Tiranas universiteter og kombinerer dit fagområde med andre, helt forskellige områder.

Du vil ikke møde bureaukratiske barrierer hverken ved ansøgning om opholdstilladelse eller karakteroverførsel, og der vil ikke være problemer ved overførsel af ECTS-points fra det ene land til det andet.

Dine karakterer vil ikke følge 13-skalaen, men vil blive erstattet af europæiske pointsystemer. Og så vil din kusine der er ufaglært og aldrig nogensinde har gået på universitetet, få mulighed for at få en bachelor- eller kandidatgrad uden så meget som at åbne en bog.

Sådan ser fremtiden måske ud når den såkaldte Bologna-proces bliver endeligt gennemført i 2010. 45 europæiske lande har tilsluttet sig processen der vil få vidtrækkende og revolutionerende betydning for over 12 millioner studerende på de mere end 4.000 universiteter der findes i hele Europa.

Større mobilitet
Bologna-processen er ikke nogen ny foreteelse selv om man i den danske offentlighed faktisk har hørt forbløffende lidt til den.

Den blev sat i gang allerede i 1999 da undervisningsministre og universitetsledere fra hele Europa mødtes i Bologna for at drøfte udviklingen af videregående uddannelser i Europa.

Her blev man enige om en harmonisering af de videregående uddannelser der skal gøre det lettere at sammenligne og kombinere de enkelte landes uddannelser.

Målet er at der i 2010 skal være større gennemsigtighed og sammenlignelighed mellem de forskellige landes videregående uddannelser.

Dette indbefatter blandt andet harmoniserede karaktersystemer, at alle videregående uddannelser skal bestå af et to-cyklus system (en bachelorgrad på tre år efterfulgt af en toårig master/kandidatgrad) og gennemførsel af ECTS-pointsystemet i hele Europa.

Derudover vil man oprette fælles kvalitetskriterier så det bliver nemmere at få sin uddannelse accepteret på andre landes universiteter.

Disse harmoniseringer skal tilskynde til større mobilitet for undervisere og studerende, og det skal i fremtiden være muligt for den studerende selv at sætte sin uddannelse sammen af moduler fra flere forskellige universiteter over hele Europa.

Kort sagt bliver der tale om skabelsen af et fælles europæisk rum for uddannelse og forskning.

I maj i år mødtes ministrene så igen, denne gang i Bergen. Og her gentog man sine erklærede mål og intentioner med hensyn til ensartethed på tværs af landegrænser og mobilitet.

Stærke, europæiske universiteter er en forudsætning for demokrati, kreativitet og innovation, og her spiller europæisk samarbejde en nøglerolle, sagde værten, den norske undervisningsminister Kristin Clement, i sin åbningstale.

Hun mindede samtidig om at mobilitet blandt studerende bestemt ikke er et nyt fænomen og pegede på frieslænderen Emo der i 1190 blev optaget på Oxford Universitet og som dermed blev verdens første udvekslingsstuderende.

»Bologna-processen har medvirket til en renæssance for dette princip da mobilitet er det afgørende mål for processen. Men i stedet for at være en mulighed for nogle udvalgte få som det var tilfældet tidligere, skal muligheden for at rejse og studere i udlandet nu være åben for alle studerende, uanset økonomisk og social baggrund. Det er vores mål – vores moderne tilføjelse til et gammelt princip,« sagde Clement.

Intellektuel fæstning
Det er først og fremmest den øgede globalisering der gør samarbejde på tværs af landegrænser så vigtig, og det er kun ved at dele viden gennem samarbejde at Europa vil være i stand til at konkurrere internationalt.

Europa skal gøres attraktivt for studerende både fra Europa og fra tredjeverdenslande, og det skal være lettere at bruge sin uddannelse i andre europæiske lande.

Øget mobilitet vil ikke blot være til gavn for studerende og forskere, men hele det europæiske samfund som sådan.
Men den øgede mobilitet er ikke kun et gode.

Kristin Clement mindede om at Bologna-processen også har et socialt og globalt ansvar. Hun advarede mod hvad hun kaldte for en ‘envejs-kompetence trafik’ og mod at Europa glemmer sine forpligtelser over for den fattigste del af verden.

»Dette problem bliver vi nødt til at tage alvorligt,« sagde Clement og refererede til generalsekretæren for den Afrikanske Sammenslutning af Universiteter, Aki Sawyerr, der frygtede at en envejstrafik af studerende til Europa fra en region som Afrika kombineret med en restriktiv indvandrerpolitik, vil resultere i hvad han kaldte en ‘intellektuel fæstning Bologna’.

Også Francois Biltgen, Luxemburgs videnskabsminister og formand for EU’s ministerråd, advarede mod de negative følger ved øget mobilitet for forskere og studerende også inden for Europa.

»Erfaringen viser os at øget mobilitet let kan føre til en situation hvor studerende og forskere vælger det nye land som deres permanente hjem.

Og så er brain gain og brain drain pludselig to sider af samme mønt. Øget europæisk samarbejde må ikke forstærke hvad man kalder nordvest/ sydøst skellet i videregående uddannelser hvor det er de rige, stærke forskningsuniversiteter der tiltrækker de klogeste hoveder,« sagde Biltgen.

Godt tilfreds
Bergen-konferencen viste også at Danmark ligger helt fremme når det angår implementeringen af initiativer i Bologna-processen om reformer af videregående uddannelser.

Det er Videnskabsminister Helge Sander (V) godt tilfreds med.

»Regeringen prioriterer det internationale samarbejde højt. Det er nødvendigt for at ruste vores uddannelser til det internationale marked og for at tiltrække de bedste studerende,« siger Helge Sander.

Kristoffer Holm Pedersen er danskstuderende og freelance journalist.

• Send
• Del