Bliver seksualitetsforskningen lykkelig af moralismeanklager?

ANMELDELSE - ‘Piger bliver ikke lykkelige af analsex’ er underholdende og sine steder forstemmende læsning om de problematiske måder, hvorpå offentlige debatter de seneste år har gjort seksualitet til genstand for en overvældende bekymring og deraf følgende krav om regulering og kontrol

af Maja Bissenbakker Frederiksen

Gennem kritisk-hermeneutiske analyser af et imponerende antal artikler fra dagspressen i perioden 2004-6 samt fra året 1997 undersøger bogen debatter fra fire mediecases om henholdsvis analsex, gruppesex, pornografi og sexarbejde/prostitution. Alle områder, der ikke betegner nogen form for ulovlig seksuel praksis i juridisk forstand, men inden for hvilke der, som Wøldike på overbevisende måde illustrerer, de sidste 10 år er sket noget nær en diskursiv eksplosion.

Ikke alene er det offentlige fokus på ovennævnte seksualpraksisser intensiveret, ‘Piger bliver ...’ viser også et tankevækkende skift i holdningerne til dem. Fra 1997-2006 skifter den offentlige mening således fra lige dele ligegyldighed og nysgerrig interesse til en voldsom bekymringsdiskurs, som søger at problematisere og ultimativt sigter på regulering af de seksuelle praksisser gennem forbud, ’oplysning’ osv.

Diskursskiftet tager form af, hvad Wøldike identificerer som ‘moralisme’ og til tider af decideret ‘moralsk panik’, hvis krav om offentlig indgriben snarere tager udgangspunkt i kollektive stemninger end i videnskabelig dokumentation.

Med næsen i andres anusser

Bogens overbevisende retoriske strategi består i at sammenstille de mange debatindlæg på tværs af perioden. Til sammen fremstår de som et mere eller mindre absurd sammensurium af fantasifulde forklaringer på, for eksempel: 1) hvorfor unge mennesker finder på at dyrke analsex, 2) hvorfor dét åbenbart er en så dårlig ide, at denne praksis 3) bør påkalde sig hele befolkningens opmærksomhed og indgriben.

Den voyeuristiske interesse for, hvor andre mennesker placerer deres kønsorganer, fremstår ekstremt underholdende i al sin åbenlyse absurditet, og er i sig selv med til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt roden til den påståede ’seksualisering’ af samfundet skal findes i pornografiens dominans eller snarere i den bekymrede borgers snagende interesse i andres seksuelle gøren og laden.

På samme måde gælder det i de øvrige cases (gruppesex, pornografi og sexarbejde), at det mest markante karaktertræk synes at være, at de mange krav om politisk handlen og regulering rejses på baggrund af generaliserende forestillinger om ’den gode seksualitet’ samt af mere eller mindre udokumenterede påstande om de seksuelle praksissers udbredelse og skadevirkninger. Som for eksempel: at unges sexdebut sker i en yngre og yngre alder, at porno fungerer integrationshæmmende, eller at ‘Ingen kan holde til at have sex med mange forskellige partnere hver dag – hverken fysisk eller psykisk’ (som det hed i en kampagne fra Københavns Kommune).

Det interessante perspektiv for bekymringsdiskurserne er, som Wøldike viser, hvilke lyster og praksisser, de mistænkeliggør og hvilke, de derved naturaliserer. Ifølge Wøldike er det generelt en passiv ‘kvindelig seksualitet’, der normaliseres gennem et krav om at yde denne beskyttelse imod en væsensforskellig aktiv ‘mandlig seksualitet’, som omvendt bliver genstand for mistanke eller endog ‘dæmonisering’.

Andres og egne bekymringer

Bogens grundighed, dens illustrationer af de diskursive tendenser på tværs af materialet såvel som det dokumentationsprojekt, den udgør, fremstår som en åbenlys grundforskningsmæssig gevinst for køns- og seksualitetsstudier. Den skal nok få sine oplagte battles med de ’moralske entreprenører’, den åbenlyst placerer sig i modsætning til. Mere interessant vil det imidlertid være at stille ‘Piger bliver ...’ spørgsmål på bogens egne præmisser:

Dels kan man spørge, om bogen – trods alle foucauldianske knæbøjninger – tenderer til at ligge under for en repressionshypotetisk antagelse om seksualiteten som undertrykt (snarere end som produceret af) samfundets fordømmende tale om den? Kan man for eksempel på én gang registrere en fordobling af omtalen af analsex på 10 år og samtidig hævde, at analsex ‘gentabuiseres’ (udgør debatterne ikke snarere en form for uintenderet offentligt seksuelt idékatalog?).

Og antyder Wøldikes kritik af tabuisering og regulering ikke en utopi om en magtfri seksualitet frisat gennem ikke-regulerende praksisser og mere ærlig snak?

Et andet spørgsmål er, hvorvidt Wøldikes anklage om bekymringsdiskursens strategiske ’offergørelse af kvinden’ spejles af bogens egen implicitte offergørelse af manden og ’den mandlige seksualitet’, som det bliver dens bekymrede dagorden at beskytte mod radikalfeminismens overgreb?

Moralisme som analysekategori

Et mere fremadrettet spørgsmål angår de metodiske greb og analysefelter, som ‘Piger bliver …’ anlægger for seksualitetsforskningens felt. For er projektets ærinde primært analytisk eller klassificerende? På trods af, at Wøldike lover en kritisk og afslørende analyse, er spørgsmålet, om bogen ikke snarere (som undertitlen også antyder) på forhånd klassificerer bekymringsdiskurserne som moralisme? ‘Moralisme’, ‘moralsk panik’ og ‘moralske entreprenører’ synes i højere grad at fungere som uudfoldede klassificeringer og i mindre grad som analysekategorier.

Når jeg rejser spørgsmålet om moral som begreb, er det ikke for at forsvare den bekymrede moralismes standpunkt. Snarere er jeg interesseret i, hvorvidt moralismebegrebet udvider eller indskrænker seksualitetsforskningens felt og dets kompleksiteter for analyse.

Begrænser karakteristikken af nogle udsagn som ‘moraliseren’ ikke mulighederne for at forstå, hvilket subjektiverende arbejde bekymringsdiskurserne konkret udfører og hvilke andre politiske dagsordner, de interagerer med? Hvis man for eksemepl blot affejer de sidste 10 års tendentiøse diskursive glidninger mellem ‘sexarbejde’ og ‘trafficking’ som ‘moralisme’, opnår man muligvis at slå et slag for frisindsdiskursen – men man afskærer sig også samtidig fra at undersøge, hvordan antikøbesexdiskursen kan ses som et kapitel i antimigrationsdiskursen, eller hvordan konstruktionen af ‘sexkøberen’ kunne tænkes at udgøre et kapitel i et neokapitalistisk samfunds konstruktion af ‘den ansvarlige forbruger’.

Et spørgsmål til den fremtidige seksualitetsforskning kunne være, hvorvidt klassificeringen af noget som ‘moralisme’ tager os analytisk interessante steder hen? Kan enhver form for magtkritik i forhold til seksualitet virkelig forskelsløst betegnes som moralisme?

Og er ‘moralisme’ i sig selv en moralsk neutral term? Hvilke positivistiske traditioner skriver man sig ind i, når man modstiller moralske følelser med hårde fakta? Hvad betyder det, at denne modstilling allerede på forhånd er farvet af samfundsmæssige forestillinger om køn og seksualitet? På hvilken baggrund og med hvilke effekter bliver nogle ytringer karakteriseret som moralistisk føleri og andre som social kritik? Hvilke følelser og politiske positioner bliver dermed (il)legitime i den seksualpolitiske debat og i seksualitetsforskerens analyse?

Spørgsmålet er, om dikotomien Moraliseren – Fornuft skal forsøges cementeret, eller om seksualitetsforskning kan nærme sig grænsedragningerne mellem moralisme og frisind, følelser og fakta, politik og affekt på nye nysgerrige måder?

• Send
• Del