3 cancer-gåder løst. 997 tilbage (mindst)

Kræftceller er videnskabeligt set nogle tricky små bæster. Hvorfor er det, at raske celler hos 35.000 danskere hvert år begynder at mutere og dele sig i et ukontrolleret amokløb i stedet for at begå selvmord, som de ellers er programmeret til, hvis der er fejl på dem?

Det er et spørgsmål, der holder lysstofrørene tændt natten igennem på mangt et laboratorium verden over. Og det er et spørgsmål der har gjort professor Kristian Helin noget af det tætteste KU kommer på en international forsker-superstar.

Uniavisen møder Kristian Helin på BRIC, Biotech Research and Innovation Centre, som han blev ansat til at bygge op, og hvor han siden har arbejdet som direktør. Det er 15 år siden, Helin selv huserede i laboratorierne. I dag går tiden med at skaffe penge til forskningen, holde møder med forskningsgruppens 25 ansatte, administrere, skrive og reviewe artikler, sidde i udvalg og ikke mindst rekruttere de skarpeste hjerner fra hele verden:

»Min dag er gået, før jeg er kommet herind,« siger Helin.

I starten af hans karriere arbejdede hans laboratorium med at undersøge to af de centrale signaleringsveje for styringen af cellevækst. Det førte til mange publikationer i de bedste internationale tidsskrifter. Men det var først, da laboratoriet for godt ti år siden begyndte at fokusere på normale cellers udvikling fra stamceller til specialiserede celler, at Helin-gruppen rykkede op i det internationale forskningshierarkis absolutte top.

Tog livtag med de raske celler

Hvad er det præcis Helins forskergruppe har bidraget med?

For at forstå svaret på det spørgsmål, må man have en basal forståelse af det genetiske grundlag for, at kræft kan opstå:

»Kræft opstår dels på grund af indefra kommende genetiske ændringer, og dels fordi vi udsætter os selv for skadelige miljøpåvirkninger som fx tobaksrøg eller sollys, som også skader cellernes dna,« siger Helin.

Han forklarer, at en normal celle, der vokser, selv introducerer en masse dna-skader, der dog bliver repareret hele tiden. Men nogle gange kokser processen, så der opstår dna-skader i vores gener – og det kan være begyndelsen på celleforandringer.

Helin-gruppens bærende tanke er en grundvidenskabelig ide om, at man skal forstå normale cellers vækst og vækstbetingelser for at kunne se, hvad der går galt i kræftceller.

Alle celler udvikler sig fra stamceller til specialiserede celler – som for eksempel en hjernecelle, en hudcelle eller en lungecelle. Vi har i omegnen af 200 celletyper med hver sin specialisering, og det er arbejdet med det normale specialiseringsforløb for raske celler, der har givet epokegørende fund i laboratorierne på Nørre Campus:

»Vi har identificeret mekanismer, der har betydning for den raske celles specialisering. For en af de ting, der karakteriserer kræftceller, er, at de er blokeret i at nå til deres specialiserede funktion – de bliver mere stamcellelignende, om du vil. Det, vi ofte finder, er, at det er præcis de styringsmekanismer, der definerer cellernes specialisering, den er gal med i kræftceller,« siger Kristian Helin.

Og fordi forskerne altså nu er dus med forskellen på normale celler og kræftceller, er der begrundet håb om, at man på et tidspunkt vil kunne gå ind og regulere på de syge mekanismer for at slå dem ned.

’Kræftens gåde’ er noget vås

Hver celle i vores krop har ens dna. Men selv om cellerne har de samme gener, ser de alligevel forskellige ud. Det, der har betydning for om cellerne vokser eller ikke vokser, er, at der bliver tændt og slukket for nogle gener, der bliver til proteiner på helt bestemte tidspunkter:

»Det er alt sammen reguleret af udefrakommende signaler, vores hormoner og ved celle-celle kontakt. Og populært sagt er der et system, som stabiliserer det hele – det hedder epigenetik, og det sørger for at en kontakt kan tændes og få en funktion samtidig,« siger Helin, hvis laboratorium de seneste 12 år har fundet en hel del af de enzymer, der regulerer de epigenetiske processer, som alle forskere i de våde fag flokkes om at forstå.

»Man troede, det var en envejsproces, men vi har vist, at man ved hjælp af nogle enzymer, man ikke vidste eksisterede, simpelthen kan revertere cellernes specialisering,« fortæller Kristian Helin.

»En af grundene til, at celler udvikler sig til kræftceller, er, at der er for meget aktivitet af de her proteiner. Spørgsmålet er om vi vil kunne ødelægge det enzym som en ny form for kræftterapi?« spørger Kristian Helin.

Der hænger et ja i luften. Men Helin siger, at tålmodighed er en kardinal dyd i cancerforskningen, selv om journalisterne med deres overskrifter allerede har løst kræftens gåde mange gange:

»Fra vi får en detaljeret forståelse, og indtil der klinisk er udviklet ny, anvendelig terapi til kræftpatienterne – der går ti år. Så lang tid tager det.«

I øvrigt siger Helin også, at snakken om ’kræftens gåde’ er noget vrøvl. Hvis man overhovedet skal bruge disse termer, er der måske 1.000 gåder, der skal løses.

»Vi tager det hele vejen«

For Helin går der en gylden tråd fra den mindste celles dna-streng til udviklingen af kræftterapi. Han har stiftet en biotek-virksomhed, der udvikler inhibitorer til de enzymer, Helin-gruppen har fundet:

»Det unikke er, at vi prøver at tage det hele vejen. Fra den mindste base i cellen til udvikling af medicin til patienterne. Og jeg tror, at det er noget af det, som folk, der arbejder sammen med mig, godt kan lide. Det er der ikke så mange laboratorier, der kan.«

Selv om der er innovation i navnet BRIC, er det den grundvidenskabelige forskning, der er helt nødvendig for, at Helin-gruppen lander resultater, understreger direktøren:

»Det sjove er, at de store industrivirksomheder er vores største støtter, som går i brechen for at vi skal have flere penge til vores grundforskning. Det er her, slaget står. Det der med anvendt forskning og innovation – det ved industrien til gengæld alt om.«

De store opdagelser kommer fra den utrættelige grundforskning, siger Kristian Helin:

»Og derfor er et universitet som Københavns så enormt vigtigt. Forståelse, forståelse, forståelse,« næsten messer Helin og tilføjer:

»Erkendelsen af hvordan tingene hænger sammen har meget stor betydning for, at vi præcist og elegant kan gå ind og behandle de sygdomme.«

Og efter en lille pause:

»Der er flere hundrede forskellige former for kræft, så vi skal væbne os med tålmodighed – men det kommer,« siger Kristian Helin – kommer understreges med to bank med knoen mod bordet.

»I sidste ende skal vi jo dø af noget«

Helin ser for sig et scenarie, hvor patienten kommer ind på hospitalet og får en kirurgisk operation. Man tager kræftcellen ud, sekventerer dna’et, finder ud af specifikt hvad der er gået galt i forhold til cellernes normale udvikling; man kan fastslå hvilke proteiner, der udtrykkes unormalt i cellen:

»Og så kan man forhåbentlig tage noget ned fra hylden, der er effektivt for denne patient.«

Kristian Helin regner dog ikke med at opleve, at der udvikles terapi til alle kræftformer i hans levetid.

»Men der kommer bedre medicin til mange typer. I dag er 90 procent af de brystkræft-diagnosticerede fx overlevere efter fem år, og det er meget, meget store fremskridt.«

Vi vil se, at lungekræft bliver mindre og mindre udbredt, når vi holder op med at ryge, siger Helin, men der vil fortsat være kræftformer som hjerne- og bugspytkirtelkræft, hvor overlevelsen er meget lav.

»Måske skal der udvikles 20-30 former for behandling til det, de fleste tror, er én type af kræft. Det tager tid,« siger Helin.

»Og i sidste ende skal vi jo dø af noget – hvis det ikke bliver kræft, så får vi Alzheimers eller Parkinsons – sygdomme, som man nok også hellere ville være foruden.«

gbg@adm.ku.dk