Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

16. december: Sheriffen i Qeqertarsuaq

JULEKALENDER 2016 - Arktisk Station ligger højt mod nord i det vestlige Grønland, men stationens medarbejdere og besøgende har mere end hinanden at se på takket være den lille by Qeqertarsuaq med 850 indbyggere, som er en god, nær nabo at have. Se fotos og læs med fra Grønland frem til juleaften.

Dagens kalenderbillede fra Grønland er et billede fra byen Qeqertarsuaq, der ligger et par kilometer fra Arktisk Station.

Qeqertarsuaq har meget at tilbyde Arktisk Station, ikke kun med en betjent, men også med andre praktiske ting og med dens stilfærdige byliv.

Qeqertusuaq lader nemligtil at være en fredelig by. Da Uniavisens udsendte var deroppe sidst i oktober, lød det fra Arktisk Stations medarbejdere, at den sidste anmeldelse, som byens betjent havde modtaget, var to eller tre måneder gammel.

Grundlagt af hvalfanger

Den har også et velassorteret supermarked samt andre fornødenheder, og nogle af medarbejderne på Arktisk Station bor i byen.

Desuden giver dens 850 indbyggere lidt liv i umiddelbar nærhed af Arktisk Station, og det kan være rart nok igennem en vinter på Diskoøen, hvor der er helt mørkt i tre måneder. Om sommeren kommer turisterne så til byen blandt andet for at se hvalerne i havet lige udenfor.

Alt det kan være rart at vide, hvis man er forsker og skal derop: Det er ikke et sted, hvor man behøver at kigge sig over skulderen eller skal forvente at føle sig uvelkommen.

Qeqertarsuaq blev i øvrigt grundlagt af en hvalfanger, Svend Sandgreen, der gav den navnet Godhavn, i 1773.

Grundlagt af botaniker

I 1906 grundlagde botanikeren Morten Porsild så Arktisk Station få hundrede meter øst for Godhavn, og han har sikkert været kvalificeret til at finde det helt rette sted at lægge den. Halvdelen af alle kendte arter i Grønland (der har samme størrelse som Europa) er repræsenteret på Diskoøen (der har samme størrelse som Sjælland).

Københavns Universitet har siden 1953 lagt udviklingsplanerne for den (pdf) , efter universitetet overtog ejerskabet af den.

Den eneste hage ved Arktisk Station er, at den kan være svær at komme til, fordi den ligger ude på en ø 50-100 km fra fastlandet i et til tider barskt klima, og i vintermånederne er der slet ingen forbindelser.

anfj@adm.ku.dk

Seneste