Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

15. december: Nordlyset over Arktisk Station

JULEKALENDER 2016 - Dagens kalenderbilleder er af nordlys, som man kan opleve det på Arktisk Station - når man er en meget heldig besøgende. Se fotos og læs med fra Grønland frem til juleaften.

Der findes bonusordninger, som medarbejdere skal forhandle sig til, og der findes bonusordninger, der bare følger med jobbet.

Nordlys er en af de sidste, hvis man er polarforsker.

Uniavisen besøgte Arktisk Station på Diskoøen i Vestgrønland sidst i oktober, og billedet ovenfor og de tre billeder nedenunder er taget inde i og lige uden for Arktisk Station i løbet af et par nætter. Med håndholdt og lidt rystende kamera desværre, men de viser, hvad man kan opleve ‘up there’.

Billedet ovenfor viser nordlyset over byen Qeqertarsuaq, der ligger en km mod vest fra Arktisk Station. Det er taget med et lille teleobjektiv lige uden foran Arktisk Stations hovedindgang. Digitalkameraer gengiver i øvrigt nordlys i en kraftigere (grøn) farve end i virkeligheden, hvor det havde mindre farve, men i øvrigt stod og bølgede fint hen over byen

Med det her billede var det ikke engang nødvendigt at gå udenfor. Det var simpelthen udsigten, når man vågnede om natten på et af ‘professorværelserne’ i stueetagen på Arktisk Station og kiggede ud til venstre af vinduet på nattehimlen, over bjergene inde på øen

Her er et billede af nordlyset over Arktisk Stations hovedbygning og med lyset tændt i opholdsstuen

anfj@adm.ku.dk

Seneste