1/12-16 9:09

1. december: Den arktiske mission

Foto - Grønland julekalender 1.12 Lyngmarksfjeldetstop ensom Casper går med snesko på
Billede: Anders Fjeldberg
MED SNESKO på - Arktisk Stations leder Casper T. Christiansen går i 800 meters højde på Diskoøens Fjeldmarkstoppen det sidste stykke vej til en målestation, der skal have et eftersyn inden vinteren, en dag i slutningen af oktober.
JULEKALENDER 2016 - Ud for Grønlands vestkyst ligger forskningsstationen Arktisk Station, som Uniavisen besøgte sidst i oktober. Hvordan har forskningen det deroppe, hvor nordlyset er et selvfølgeligt frynsegode? Se fotos og læs med fra Grønland frem til juleaften.

Kniirk, plufff, kniirk, plufff, siger sneskoene, der bærer os op ad bjergsiden i 700 meters højde. Lidt irriterende, når her ellers er så fuldkommen stille. Til gengæld træder de i den fineste, blåhvide puddersne.

Foran går Casper T. Christiansen, 35-årig stationsleder på forskningsstationen Arktisk Station, en forskningsstation, som Københavns Universitet har drevet og ejet på Diskoøen i Vestgrønland siden 1953. Uniavisen følger i Caspers sneskofodspor op ad bagsiden af bjerget Lyngmarksfjeldet en dag sidst i oktober.

Udsigten på vejen ned er lige så bjergtagende som bagvejen. Solens stråler reflekteres blændende, lavt ude fra det arktiske hav og derfra videre ind i bjergtoppens dybe sne. Et par hundrede meter under toppen støder vi på rævespor.

I takt med at vi nærmer os toppen af det 804 meter høje bjerg, falder temperaturen støt mod de minus 10 grader, og selv om vejret er fantastisk efter grønlandske forhold, puffer en insisterende kold vind fra isbræerne fra øens midte sig op under hætten.

(Artiklen fortsætter):

Stationsleder Casper T. Christiansen

Sneskoene larmer; selv er vi temmeligt tavse. Det er en krævende opstigning, og da vi smuttede i sneskoene i 600 meters højde, følte reporteren sig som en and på land. Men her bider han tænderne sammen, for han er med på mission for Arktisk Station.

Teposer spår om kulstofbalance

Casper er polarforsker og har forskellige projekter i gang på øen. Nogle af dem – cirka tusind – har form af små teposer, han selv har lagt ud og ned i tundraen uden for Arktisk Station. Poserne er fremstillet af fint vævet net i et syntetisk materiale. I dem ligger grøn te, roibos eller lokale blade og kviste.

Casper forsker i kulstofbalancen i Arktis, og han bruger teposerne til at studere nedbrydningen af organisk materiale både sommer og vinter. Det har vist sig, at der sker overraskende stor nedbrydning om vinteren, og det kan få konsekvenser.

(Artiklen fortsætter):

Casper ser til nogle af sine teposer med noget organisk indhold i - de kan sladre om kulstofbalancen i tundraen i Arktis

Jorde i permafrostregionen indeholder omkring halvdelen af al det kulstof, der findes i alle verdens jorde. Hvis mere af det bliver nedbrudt som følge af temperaturstigninger og klimaforandringer, kan det frigive mere af klimagasserne CO2 og metan og påvirke atmosfærens klimaregnskab med et stadigt varmere klima til følge.

Miljøovervågningsprogrammer

Det er dog ikke teposerne, Casper skal ud og se til i dag. Han er også ansvarlig for stationens miljøovervågningsprogram. Den målestation, vi skal op til i dag, er den sværest tilgængelige af dem alle.

Da vi er kommet op på toppen af Lyngmarksfjeldet, kan vi se ned på havet. Det er et vildt hav. Mod vest hedder det Baffinbugten og strækker sig 500 kilometer til Canada. I havnen ved bjergets fod ligger Arktisk Stations forskningsskib, Porsild. Øen har ingen veje, så Porsild kan være den eneste mulighed for at komme rundt, hvis man ikke sejler i speedbåd eller flyver med helikopter.

Porsild var sidst i aktion for to dage siden, da Casper skulle tage vandprøver i havet på 300 meters dybde. Inden længe vil det fryse fast i isen i havnen i Qeqertarsuaq, og der vil det blive liggende til forårets komme.

(Artiklen fortsætter):

Forskningsskibet Porsild ligger en tidlig oktobermorgen i havnen i Qeqertarsuaq, en km fra Arktisk Station

I sommerhalvåret myldrer Arktisk Station med både forskere og flora. Omkring halvdelen af alle Grønlands plantearter vokser på Diskoøen, så de 25 forskere, der kan bo på stationen, har noget at rive i. De fleste sover i en slags båse på førstesalen, men der er også nogle mere komfortable og private professorværelser.

Sådan et har Uniavisens udsendte fået, for her i oktober er der ikke andre overnattende. Casper har sin stationslederbolig 100 meter væk, og nordlyset flimrer grønt om natten.

Bjergkamera fanger klimaforandringer

Ekspeditionens mål har været en cirka 30x30 cm stor plastikkasse med et Canon D5 topmodel spejlreflekskamera indeni. Det tager automatisk billeder af havet ud for Diskoøen flere gange dagligt, så forskerne kan estimere havisens udbredelse om vinteren og smeltevandsudledningen af sedimenter om sommeren.

Casper skal hive data ud af kameraets billedhukommelse, og så skal han justere på nogle indstillinger og noget tilhørende udstyr. Krævende er det, når man skal have handskerne af i frosten, og man samtidig står og flagrer med et A4-ark med en kollegas brugsanvisninger.

Casper skyder genvej henover et ejendommeligt klippeterræn, som vi klatrer igennem, mens frosne vandfald tiltrækker sig opmærksomheden. Inden frosten satte ind, var de bække i området. Sådan et syn skal man normalt bløde 30.000 kroner for at se på en guidet tur til Arktis.

Endelig får Casper sikret kassen, og vi kan begive os hen over Lyngmarksfjeldets flade top for at finde et egnet sted til nedstigning ad bjergets forside.

Udsigten på vejen ned er lige så bjergtagende som bagvejen. Solens stråler reflekteres blændende, lavt ude fra det arktiske hav og derfra videre ind i bjergtoppens dybe sne. Et par hundrede meter under toppen støder vi på rævespor.

Polarforskere må passe på hinanden

Selv ikke sneskoene kan garantere skridsikkerhed på den stejle bjergside, så indimellem går det nedover på halen et stykke. Det kan skyldes de store sten, der rager op mange steder. De er ualmindeligt skarpe, og der er meget at lære, når man går i en polarforskers fodspor. Heroppe må man passe godt på sig selv – og hinanden.

Længere nede går det uden snesko, og Casper skyder genvej henover et ejendommeligt klippeterræn, som vi klatrer igennem, mens frosne vandfald tiltrækker sig opmærksomheden. Inden frosten satte ind, var de bække i området. Sådan et syn skal man normalt bløde 30.000 kroner for at se på en guidet tur til Arktis.

Ekspeditionen begyndte klokken 8, og da vi endelig kommer ud af klippeområdet ved 17-tiden, viser Arktisk Stations røde træbygninger sig for os. Det har de også gjort i 110 år for de glaciologer, geografer, geologer, (hav)biologer, hvalforskere og økologer, der alle er kommet hertil for at gøre en indsats i – og for – Arktis.

Alle medarbejdere på Arktisk Station foran hovedbygningen fra venstre mod højre: Stationsforvalter Kjeld Akaaraq Emil Mølgaard, stationsleder Casper T. Christiansen, matros og stationsmedhjælper Erik Wille og Porsild kaptajn Frode Vest Hansen

Artiklen har også været bragt i Uniavisens magasin 25. november

anfj@adm.ku.dk

Skriv kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
CAPTCHA
Dette spørgsmål tester hvorvidt du er et menneske og forhindrer automatisk indsendelse af spam.
Fill in the blank
annonce
Campus 13/1-17 10:10

Træprofessor afliver tissehistorie

Manglende lindetræer
FARLIGE SALTE? - Ifølge TV2 er to lindetræer ved Studenterhuset blevet fældet, fordi de var blevet tisset i stykker. Men holder historien vand?

Kontakt redaktionen

Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk

Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)

Københavns Universitet

  • Nørregade 10
  • 1165 København K
  • Danmark
  • Tel. +45 35 32 28 98
Uafhængig af ledelsen
Copyright 2009-2014 © Universitetsavisen.dk