Vejrmagerne

Den australske biolog Tim Flannery vil have os til at tænke os om før vi bortøder jordens klima

af Kristian Elkjær Kristensen

Drivhusgasserne virker som at lægge et ekstra tæppe på om natten hvis man har det koldt. Når man har det varmt nok, tager man tæppet af igen. Sådan er menneskene i gang med at lægge ekstra tæpper af kuldioxid ud i atmosfæren, men de forsvinder ikke lige så let som man trækker et tæppe til side.

En ny bog om verdens klima har set dagens lys. Den danske udgave blev præsenteret i sidste uge på Geologisk Museum. Allerede i sit forord nævner forfatteren, Tim Flannery, at det er svært at beskæftige sig med klimapolitik uden at bringe følelserne i spil.

Men følelser eller ej: Vi må alle tage affære, for klimaforandringerne er reelle. På kun hundrede år har vi mennesker forøget atmosfærens indhold af kuldioxid (CO2) betragteligt.

Samtidig er jordens gennemsnitstemperatur steget med 0,63 grad. Temperaturstigningen skyldes alene drivhusgasserne og ikke tilfældige udsving eller andre årsager, siger Flannery. Faktisk burde vi ifølge alle andre data være på vej ind i en ny istid i stedet for en ophedning.

Smertegrænse
Så klimaforandringerne er reelle, og de er nutid. Derfor havde den sydlige halvkugle i 1998 den værste El Niño i mands minde. I 2003 satte sommeren varmerekord i Europa, og mange mennesker bukkede under for heden.

Men det bliver værre, for over hele kloden fortsætter mennesker med at slippe kuldioxid ud, endda i stigende grad.

For Flannery går smertegrænsen ved 450 ppm (parts per million) kuldioxid (imod niveauet på 280 ppm for 100 år siden), svarende til en temperaturstigning på to grader.

Selv om det vil medføre større energier i stormene, værre skader, og mange dyr og planter vil blive trængt og uddø, vil vi dog kunne håndtere det. Men kommer vi op over smertegrænsen, standser Flannerys optimisme. Så bliver konsekvenserne simpelthen uoverskuelige.

I dag har atmosfæren nået et niveau på 365 ppm kuldioxid hvilket allerede har gjort det af med mindst én art.

Den gyldne tudse, der levede på fugtige bjergskråninger i Costa Ricas regnskov, havde en sær livsrytme; den tilbragte 49 uger under jorden og kom kun op i dagslyset i tre uger om året. Det korte tidsrum bød på et orgie hvor alle skulle finde en partner og sikre et godt afkom.

Men år for år blev den tåge der normalt omgav stedet, og hvis fugt var afgørende for tudsernes overlevelse mere og mere fraværende, området blev stadig mere tørt, og vandhullerne blev hastigt færre og mindre.

Til sidst så meget at tudserne og deres æg ikke kunne klare det. I dag er den sidste gyldne tudse død. Mens vi også har set andre arter uddø, er det for forfatteren klart at disse tudser bukkede under for ændringer i miljøet, forårsaget af menneskelig kuldioxidforurening.

Ikke skinger
Selv om vi er vant til at klimadebattører forskanser sig i hver sin skyttegrav, er Tim Flannerys stemme langt fra så skinger at ingen lytter til ham. Hans nøgterne analyser af klimasystemer og erfaringer fra hans studier som biolog og palæontolog (Tim Flannery har fx også skrevet bøger om dinosaurernes liv) afføder respekt selv hos skeptikerne.

Hans nye bog får rosende ord med på vejen af fine herrer som David Attenborough, Bill Bryson (forfatter til bl.a. The Short Story of Nearly Everything) og Jared Diamond (professor i geografi og fysiologi; Pulitzerpris i 1998) der heller ikke selv er uden evner udi videnskabens og formidlingens kunstarter.

Trods de dystre fremtidsudsigter, kalder Flannery sig stadig optimist. Vi kan godt klare klimaforandringerne, mener han. Og vi har vi et par årtier at omstille os i.

Atomkraft, ja tak
Som noget nyt er Flannery en miljøforkæmper der taler for atomkraft. Atomkraft kan misbruges til bomber, så der er politiske aspekter ved dens anvendelse, men fra miljøets synspunkt er fordelene klare.

Især hastigst voksende industrilande som Kina kan med fordel imødegå det eksponentielt voksende energibehov med atomkraft i stedet for gammeldags kulfyrede elværker der i Kinas tilfælde vil medføre en hasarderet vækst i kuldioxidudledningen og langt voldsommere klimaforandringer.

Derfor er forskellige ‘issues’ omkring misbrug og deponering af affaldet mindre alvorlige end udslippet af kuldioxid er på længere sigt. Med andre ord er det uansvarligt ikke at ville overveje brugen af atomkraft – i det mindste indtil vi er blevet bedre til at spare på strømmen og benytte virkeligt vedvarende energikilder.

At få privatpersoner, firmaer og regeringer til at handle ansvarligt er for forfatteren den vigtigste opgave. Lader vi udviklingen fortsætte som hidtil, vil drivhuseffekten blive meget voldsom.

Men hvis vi tager affære i dag, bliver klimaforandringerne mindre, indtræder mindre pludseligt og de bliver lettere at tilpasse sig.

»Udfordringen for os er nu at få folk til at tænke sig om. I jeres land har I allerede længe haft gang i vindmølleindustrien. I Australien er det måske mere solpaneler folk skal investere i.

Men det vigtigste er at folk indser at man kan gøre en forskel,« sagde han blandt andet ved sin danske bogreception. Som Flannery i bogens titel siger, er det os der bestemmer fremtidens klima.

Tim Flannery, født 1956 i Melbourne, er også direktør for The South Australian Museum i Adelaide. Vejrmagerne (398 sider, 350 kr.) udkom i Danmark på Ries Forlag den 1. marts 2006.

• Send
• Del