Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Udland

Universiteters flygtningehjælp er en international trend

UDLAND – Det er ikke kun KU, der vil hjælpe flygtede studerende. I flere europæiske lande har universiteter og lovgivere ændret praksis for at sikre flygtninge adgang til universiteterne.

»Migration er hele samfundets opgave, og universiteterne må løfte deres del.«

Kommentaren stammer fra Wolfgang-Uwe Friedrich, rektor for det tyske Universität Hildesheim , der blev interviewet af dagbladet Handelsblatt i forbindelse med, at 60 tyske universiteter har oprettet særlige uddannelsesprogrammer for flygtninge.

Ifølge Handelsblatt betaler flere af de 60 tyske universiteter transportudgifter til og fra studiet. Andre tilbyder stipendier, der kan dække prisen for bøger. Universiteterne sørger desuden for sprogkurser og social, psykologisk og juridisk rådgivning.

Universitetsuddannelse er gratis i Tyskland – også for udenlandske studerende – men der opkræves hvert semester en administrativ afgift på op til 150 euro. Den udgift slipper flygtninge på de 60 omtalte universiteter fremover for.

»Vi ser frem til drøftelserne med regeringen om, hvordan vi bedst kan drage nytte af flygtningenes kompetencer og blive en støtte i deres vej mod arbejdsmarkedet.«

Fra politisk side medfører en ny national lovgivning, der træder i kraft i januar 2016, at flygtninge på tålt ophold (’duldung’) fremover kan søge om at modtage den tyske uddannelsesstøtte på 4.800 euro om året. Det samme gælder flygtninge med humanitær opholdstilladelse, der har været bosat i Tyskland i 15 måneder – hidtil har grænsen været fire år.

Desuden har det tyske udenrigsministerium netop meldt ud, at det vil oprette studiestipendier til syriske flygtninge for 10 millioner euro.

Emiren af Qatar betaler studieophold på Sorbonne

Det tyske tilfælde er ikke enestående.

I Østrig og Schweiz har flere universiteter reduceret bureaukrati og gebyrer for at gøre det nemmere for flygtninge at blive optaget på universitetet. I Storbritannien, hvor tårnhøje studieafgifter for udenlandske studerende er en betydelig barriere, har flere universiteter oprettet særlige stipendier til studerende på flugt.

Også i Frankrig er flygtninge kommet på den akademiske verdens dagsorden.

En sammenslutning af universitetsprofessorer fra ti af landets anerkendte universiteter opfordrer i et læserbrev bragt i avisen Libération til at gøre det lovligt for asylansøgere at arbejde ved siden af studiet – ligesom det er for franske studerende.

Tirsdag den 15. september tweetede rektor for Frankrigs moderuniversitet, Sorbonne, at universitetet havde indgået en aftale med emiren af Qatar om at uddanne cirka 100 syriske flygtninge – finansieret af en donation fra emiren på 1,8 millioner euro fordelt over tre år.

KU fremhæver europæiske eksempler

På Københavns Universitet har rektoratets forslag om at gøre det nemmere for flygtninge at studere fået opbakning fra samtlige danske universiteter, og forslaget har desuden ført en invitation til statsministerens topmøde om integration med sig.

»Vi ser frem til drøftelserne med regeringen om, hvordan vi bedst kan drage nytte af flygtningenes kompetencer og blive en støtte i deres vej mod arbejdsmarkedet. Der er behov for, at der bliver nedsat en hurtigt arbejdende taskforce, der kan udrede de juridiske, økonomiske og praktiske problemstillinger,« siger prorektor på Københavns Universitet Lykke Friis i en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen fremhæver Lykke Friis, at det er lykkedes rektorkollegierne i flere europæiske lande at indgå lignende aftaler med regeringerne.

Forslaget har ifølge pressemeddelelsen fået opbakning fra Socialdemokraterne, mens Dansk Folkepartis forskningsordfører Jens Henrik Thulesen Dahl har meddelt, at DF vil forsøge at blokere forslaget.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste