Uddannelser til salg

Den halve million unge der netop er begyndt at læse på britiske universiteter, adskiller sig ikke umiddelbart fra tidligere års studiestartere – kun på et afgørende punkt.

Når de er færdige med deres uddannelse, vil de stå i en helt anden situation end deres forgængere. De er nemlig den første årgang der skal betale op mod 3.000 pund (33.000 kr.) om året for deres uddannelse. Det kan betyde en gæld på mellem 20 og 30.000 pund før man står med afgangsbeviset i hånden.

Studieafgifter er ikke et ukendt begreb på de engelske universiteter. Siden 1998 har prisen på et års fuldtidsstudier ligget på 1.000 pund, ca. 11.000 danske kroner.

Det var en generel økonomisk krise på de højere uddannelsesinstitutioner der dengang gjorde det nødvendigt at indføre afgiften. Op gennem firserne og i de tidlige halvfemsere steg antallet af studerende voldsomt, men der fulgte ikke flere penge med.

Tværtimod faldt det offentlige tilskud med 36 procent per studerende i perioden 1989-1997.

For at kompensere for faldet i offentlige bevillinger var et af Labour-regeringens første tiltag på uddannelsesområdet i 1997 indførslen af brugerbetaling på universitetsuddannelser.

Men afgiften på 1.000 pund om året per studerende har ikke været nok til at løfte universiteterne ud af det økonomiske lavvande. For at udfylde hullet og imødegå behovet for nye faciliteter og lønstigninger til personalet har universiteterne brug for ti milliarder pund, mere end 110 milliarder kroner, vurderer sammenslutningen af rektorer.

Derfor bliver loven nu ændret, og den fælles, faste studieafgift afløses af at det enkelte universitet selv kan prissætte sine uddannelser med et loft på 3.000 pund om året.

Smal sejr i parlamentet
Beslutningen om at indføre de såkaldte variable afgifter har mødt megen modstand. Både i Labours egne rækker og blandt studerende og fagforeninger.

I oktober 2003 mens forhandlingerne stod på, deltog mere end 31.000 studerende fra hele Storbritannien i en demonstration i London.

Patrick Ward der er redaktør på studenterbladet London Student, læste på det tidspunkt på Goldsmith’s College.
»Det var en periode med mange demonstrationer mod blandt andet Irak-krigen og George Bush, så der var en masse energi til at demonstrere og vilje til at gøre en forskel.

Presset på regeringen var meget stort, og vi troede virkelig at vi kunne vinde,« fortæller han.

Men trods de mange protester endte forslaget med at blive vedtaget med 316 mod 311 stemmer i parlamentet.

Frygten for gæld
Det nye system indebærer at det enkelte universitet selv kan fastsætte en kursusafgift på mellem 0 og 3.000 pund. Stort set alle universiteter har som udgangspunkt valgt at kræve den fulde afgift, men på de fag der ikke er blevet fyldt op, bliver der flere steder givet ‘sidste øjebliks tilbud’.

Derfor frygter modstanderne mod afgifterne blandt andet at nogle vil vælge kurser og fag efter pengepung og ikke efter interesse, og at de fag der fører direkte til en karriere med en god løn vil blive foretrukket på bekostning af blandt andet de humanistiske fag.

De nye afgifter skal ikke som tidligere betales ved semesterets start. Pengene bliver i første omgang betalt af staten, og de studerende skal så betale tilbage når de har færdiggjort deres uddannelse og tjener mere end 15.000 pund om året, cirka 165.000 danske kroner.

»Selv om pengene ikke skal betales nu og her, frygter vi at den enorme gæld de studerende kommer til at oparbejde, vil afholde mange fra at gå på universitetet.

Og undersøgelser peger i retning af at unge fra arbejderklassen vil være mindre tilbøjelige til at gældsætte sig for at tage en universitetsuddannelse,« fortæller Rob Copeland der er ansat i lektorernes fagforening, University and College Union (UCU).

Det er den britiske regerings mål at halvdelen af alle unge i 2010 skal tage en universitetsuddannelse. I dag ligger tallet på cirka 43 procent. Det er især unge fra miljøer der ikke har tradition for akademiske uddannelser, regeringen arbejder for at få ind på universiteterne.

Set i lyset af den målsætning forekommer det endnu mere mærkværdigt at der nu bliver indført højere afgifter, mener Julian Nicholds der er næstformand i den landsdækkende studenterorganisation, National Union of Students (NUS).

»Vi er enige med regeringen i at flere skal kunne komme på universitetet. Hvis lysten og de akademiske evner er der, skal alle have mulighed for at læse. Men vi tror at afgifterne vil få den modsatte effekt. Udsigten til stor gæld vil afholde mange fra overhovedet at starte,« siger han.

Årets antal af ansøgninger er faldet med tre en halv procent i forhold til sidste år, men det er svært at konkludere noget på den baggrund. Usædvanligt mange startede på en universitetsuddannelse i 2005 som den sidste årgang der nøjes med at betale 1.000 pund om året for studierne.

Fattighjælp
Netop gælden og frygten for at udelukke studerende fra en mindre velstillet baggrund, gjorde det svært for regeringen at vinde tilslutning til sit forslag. Forskellige tiltag skal derfor sikre lige adgang for alle til de videregående uddannelser.

For det første vil der blive genindført offentlige tilskud på op til 2.700 pund om året afhængigt af forældrenes indkomst, og derudover vil universiteterne være forpligtet til at give stipendier på minimum 300 pund årligt til de fattigste studerende.

Derudover vil det være muligt at tage studielån med lav rente til at dække leveomkostningerne som vi kender det herhjemmefra.

Studielånene vil være på mellem 3.200 og 4.400 pund om året for studerende udenfor London og lidt mere for studerende i London. Men disse beløb rækker på ingen måde, mener den nationale studenterorganisation, NUS, der anslår leveomkostningerne uden for London til at være over 8.000 pund.

»Det virker som om regeringen tror de har klaret problemet med fattige studerende, men den tror vi ikke på. Hvis man kan se frem til at skulle betale 30.000 pund tilbage når man er færdig på universitetet, tror jeg det vil afskrække mange fra overhovedet at begynde at læse.

Tilskud og stipendier vil delvist hjælpe på problemet, men universiteterne vil ikke give nok penge ud. Hvis de betaler det hele tilbage til de studerende, er der jo ingen pointe i at opkræve afgifterne overhovedet,« siger næstformand Julian Nicholds.

Den holdning bakkes op af Patrick Ward, redaktør på London Student.

»Jeg tror de fleste studerende vil være nødt til at arbejde ved siden af studierne i åndsforladte supermarkeder og barer for at kunne betale deres regninger, og det vil betyde at de klarer sig dårligere på deres studier,« forudser han.

Desuden tror han at der vil være studerende der på trods af studielånene er nødt til at låne penge i banken som der er stor tradition for i England, for overhovedet at have råd til at leve.

Et andet regeringstiltag der skal sikre at universiteterne fortsat rekrutterer studerende fra alle sociale lag, er det såkaldte Office for Fair Access (kontor for lige adgang, red.), men heller ikke det nærer skeptikerne stor tillid til.

»Det blev opfundet undervejs i parlamentsdebatten for at berolige dem der bekymrede sig for arbejderklassen. Men det har ingen reel magt til at gribe ind hvis universiteterne ikke overholder deres aftaler, så det kommer ikke til at have den store indflydelse. Det er mere symbolsk,« mener Rob Copeland fra lektorernes fagforening der under hele forløbet har støttet de studerende i deres kamp mod afgifter.

Bevar loftet
Når universiteterne har betalt de stipendier de er forpligtede til, vil studieafgifterne betyde en reel merindkomst på mellem syv og ti procent.

Det er langt fra nok til at dække hullet på ti milliarder pund, og derfor er flere universitetsrektorer allerede begyndt at tale om at hæve loftet eller fjerne det helt når afgiftssystemet skal revurderes og eventuelt ændres i 2010.

Den nationale studenterbevægelse har derfor lavet en koalition med blandt andre fagforeningen og nogle medlemmer af parlamentet der stemte imod afgiftsforhøjelserne, og deres hovedmål er nu at bevare loftet på de aktuelle 3.000 pund.

»Hvis de fjerner grænsen, frygter jeg at vi vil se et meget mere opdelt uddannelsessystem der er styret af markedskræfterne. I toppen vil man finde de store prestigeuniversiteter der underviser eliten, så vil en gruppe i midten gøre lidt af hvert, og i bunden vil der være universiteter med begrænsede ressourcer der kun tilbyder undervisning, men ingen forskning.

Men fremtiden er uvis. Vi ved jo ikke hvilken regering vi får næste gang, og da man vedtog de variable afgifter, skabte det store konflikter, så man skal virkelig tænke sig om før man helt fjerner den øvre grænse,« siger Rob Copeland fra fagforeningen, UCU.

Patrick Ward forudser et universitetssystem som det amerikanske hvor kun de rigeste får adgang til de bedste universiteter.

»Vi har stadig et valg: enten kan vi lade markedskræfterne råde i vores uddannelsessystem og opnå amerikanske tilstande. Eller også kan vi forhåbentlig stå imod og bevæge os tilbage imod et system hvor det handler om videregive informationer fra en generation til det næste uden at man skal underskrive en check først,« slutter han.