Sydafrikansk kærlighed i en tid med hiv og aids

WORLD AIDS DAY - I Sydafrika har en storstilet hiv-aidskampagne nedbrudt tabuer om sex og dermed gjort nytte. Det er ikke den side af historien, vi plejer at høre fra det plagede land. KU-antropolog Bjarke Oxlund analyserer

af Af Bjarke Oxlund, postdoc, Institut for Antropologi

Med 5,7 million hiv-smittede huser Sydafrika verdens største hiv-aids epidemi i faktiske tal.

De sidste ti år har den såkaldte regnbuenation derfor været vidne til et større politisk og videnskabeligt slagsmål om, hvordan det kunne komme så vidt. Fra toppen af den politiske verden er der blevet spildt vigtig tid og dermed menneskeliv på at yde modstand mod udbredelsen af hiv-aids medicin.

Præsident Mbeki, som styrede Sydafrika fra 1999 til 2008, oprettede blandt andet et rådgiverforum bestående af internationale forskere, som betvivlede sammenhængen mellem hiv og aids. Samtidig rejste hans sundhedsminister til internationale konferencer og anbefalede en særlig sydafrikansk kur mod hiv-aids bestående af rødbeder og hvidløg, hvilket fik omverdenen til at reagere med bestyrtelse og fordømmelse. Det er den historie vi er vant til at høre om hiv og aids i Sydafrika.

Hvad mange imidlertid ikke er klar over er, at det sydafrikanske sundhedsministerium i samme periode iværksatte verdens største og dyreste hiv-forebyggelsesprogram, som bærer det fængende navn loveLife. Navnet kan både læses som et udsagn i bydeformen ’elsk livet’ eller som et navneord i betydningen ’kærlighedsliv’.

Med brug af teknikker kendt fra reklameverdenen har loveLife i snart ti år markedsført sig som et ungt og smart varemærke i stil med Levi’s og Coca Cola. Kampagnen har blandt andet gjort brug af gigantiske vejsidereklamer, radio og flot designede ungdomsmagasiner i forsøget på at nå Sydafrikas unge med positiv seksualvejledning.

I mange lokalsamfund er der også blevet bygget ungdomscentre, hvor unge i alderen 12-18 er blevet tilbudt en bred vifte af aktiviteter og hvor en håndfuld udvalgte samtidig er blevet uddannet til at vejlede andre i deres aldersgruppe om, hvordan man skal gebærde sig på det seksuelle felt.

Kampagne, der forandrer

loveLife er blevet stærkt kritiseret, fordi det ikke har kunnet dokumenteres, hvilken effekt den store økonomiske investering i kampagnen har haft på de sydafrikanske smittetal. Hvad der derimod står lysende klart er, at loveLife har været med til at ændre unge sydafrikaneres tilgang til kønslivet.

Da jeg således udførte elleve måneders feltarbejde på et sydafrikansk universitet i forbindelse med mit ph.d.-projekt i antropologi, blev jeg overrasket over i hvilket omfang de unge konstant diskuterede kærlighed og sex.

Under overskriften Love Talk mødtes en gruppe studerende eksempelvis hver onsdag i et auditorium, hvor de med henvisning til deres slogan, ’Love yourself enough to talk about sex’, kastede sig ud i vidtløftige debatter af alt fra utroskab til fordele og ulemper ved specifikke samlejepositioner og -teknikker.

Individuelle interviews og deltagerobservation bekræftede desuden indtrykket af, at det var helt centralt for de studerende at være i en amourøs eller seksuel forbindelse med et andet menneske for at blive anerkendt som en hel og fuld person af andre.

Tabubrud

Snakken faldt derimod sjældent på de farer og risici, der kan være forbundet med kærligheds- og sexlivet i en kontekst, hvor op imod hver fjerde voksne person er smittet. Alt imens forebyggelseskampagnernes bagmænd havde forestillet sig, at unge sydafrikanere på baggrund af de mange oplysninger ville begynde at ’forhandle kondombrug’ og ’praktisere sikker sex’, som det hedder i det særlige forebyggelsessprogbrug, har de studerende i langt højere grad taget budskabet til sig om, at det er via sex og kærlighed, at man skal præsentere sig som en ung sydafrikaner, der er med på noderne.

Det kan naturligvis siges at være problematisk, at loveLife kampagnen ikke har været bedre til at formidle det præventive budskab, men hvis man anlægger en positiv vinkel, synes der at være håb forude. Kærlighed og sex diskuteres nu i det åbne og kan ikke længere siges at være tabubelagt.

Snarere er det tabuet omkring død og aids som en livstruende sygdom, der nu kalder på at blive brudt. Hvis de sydafrikanske sundhedsmyndigheder ellers kender deres besøgstid, vil smittetallene snart ændre sig drastisk i nedadgående retning.

• Send
• Del