Sådan bliver KU nummer 1

Kan Københavns Universitet blive verdens bedste universitet?

»Ja,« svarer Thomas Bjørnholm uden forbehold. Han er prorektor for forskning og innovation på Københavns Universitet og ikke i tvivl om, at KU kan nå op på siden af prorektorens forbillede, det amerikanske Berkeley.

»Berkeley har faktisk nogenlunde lige så mange professorer og studerende som Københavns Universitet. De har også den samme faglige bredde som os,« fortæller Bjørnholm om universitetet, der er internationalt anerkendt som et topuniversitet.

Se også: galleri: Københavns Universitet VS. Berkeley sidst i artiklen. Se beregningsgrundlaget for sammenligningen af universiteterne her.

Ifølge Bjørnholm står tre udfordringer i vejen for, at Københavns Universitet kan udråbes til verdens bedste. Først og fremmest skal den internationale rekruttering styrkes. Dernæst skal det gamle universitet op i gear og agere hurtigere, for eksempel når en topforsker skal have stillet laboratorier til rådighed. Til sidst er det nødvendigt at arbejde for at bevare samfundets tillid til, at de danske universiteter er værd at poste penge i.

Styrk international rekruttering

Universiteter som Berkeley har en hjemmebanefordel, som Københavns Universitet ikke kan prale af – de taler engelsk, den akademiske verdens lingua franca.

»Det går sådan set meget godt med at udbyde engelsksprogede kandidat- og ph.d.-forløb. Men et problem er, at den danske kultur er præget af et meget stærkt dansk fællesskab, som det kan være svært at komme ind i udefra,« siger Thomas Bjørnholm.

Derfor mener han, at Københavns Universitet bør gøre en særlig indsats for at tage godt imod internationale forskere, for eksempel ved at byde dem velkommen med en opstartsbevilling og fastholde deres interesse med tilbud om tenure track-forløb – to initiativer, der allerede er i spil. Bliver en forsker ansat i et tenure track, er forskeren sikret en karrierevej fra adjunkt til lektor på Københavns Universitet. Bjørnholm så gerne, at ordningen blev udvidet, så karrieresporet fortsatte hele vejen til professorembedet.

AC-fællestillidsrepræsentant Leif Søndergaard bakker ham op:

»Det er vigtigt, at de danske universiteter har mulighed for at tilbyde den fulde internationale model, det vil sige, at det er muligt at blive oprykket helt til professorniveau, hvis kvalifikationerne er til det.«

Selveje

Bjørnholms anden udfordring er at gøre universitetet i stand til at respondere hurtigt, når en international forsker har vist sin interesse. Han foreslår selveje som en del af løsningen. Selveje har været på KU-ledelsens ønskeliste i to år, men det har ikke været nemt at overtale regeringen til af afstå bygningerne. I dag ejes de af Bygningsstyrelsen, som lejer dem til KU, og som derfor optræder som mellemmand i bygge- og flyttesager.

»Vi skal kunne ombygge og stille laboratorier til rådighed på under tre måneder – og det kræver, at KU selv ejer sine bygninger. Det tager for lang tid at åbne en sag hos Bygningsstyrelsen,« siger Bjørnholm.

Universiteter som Berkeley, Yale og Cambridge bestemmer selv over deres bygninger. Med selveje vil KU ikke blot kunne gøre kort proces ved flyttesager. Selveje vil reducere en stor udgift i KUs budget – huslejen, som KU betaler til Bygningsstyrelsen til 20 procent over markedsværdi.

»KU bruger immervæk over én mia. kr. hvert år til husleje, og overprisen er i realiteten en statslig afgift, som hverken kommer forskere, studerende eller aftagere til gode,« skriver Lykke Friis i et debatindlæg i Berlingske.

Det er en milliard, KUs ledelse ville foretrække at bruge på forskning, uddannelse og udstyr.

Internationalisering er ikke et mål i sig selv

Med opstartspakker og karrierespor på plads – og en forhåbning om selveje i nær fremtid – er det tid til, at Københavns Universitet for alvor retter søgelyset udad, siger Thomas Bjørnholm. Igen drager han en parallel til Berkeley:

»Rekruttering af de bedste tages mere alvorligt på Berkeley. Man har en plan inden for hvert fagområde og nedsætter søgekomitéer til at rekruttere systematisk. Der er stillinger på KU, der kun bliver slået op i Magisterbladet. Vi er nødt til at systematisere den internationale rekruttering.«

Leif Søndergaard ser dog en hage ved prorektorens plan:

»Den internationale konkurrence er på mange områder så hård, at de lønninger, KU er villige til at give, ikke er attraktive for de dygtigste. I øjeblikket kan KU heller ikke tilbyde forskningsvilkår, som matcher de bedste universiteter i udlandet. Det kan betyde, at man kun kan lokke de næst- eller tredjebedste udlændinge til. Vores egne kandidater kender til de danske forhold og har familie og andre forbindelser, der kan gøre en lidt lavere løn attraktiv selv for de dygtigste,« siger han og råder til ikke at glemme de danske talenter.

Claus Emmeche, lektor og leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier, ser gerne, at KU henter flere forskere fra udlandet – så længe det ikke sker »i form af top-down skemaer for rekruttering, der pålægger alle afdelinger eller forskergrupper at have mindst en internationalt rekrutteret forsker eller lignende«. Han mener, det er nødvendigt, at de lokale faglige miljøer får lov til at rekruttere ud fra deres egne forskningsmæssige prioriteringer.

Selv om Bjørnholms ambition for KU i høj grad handler om at opdyrke internationalt talent, understreger han, at det ikke er et mål i sig selv at være international.

»Målet er at tiltrække talent, og det sker gennem en bredere talentrekruttering.«

Penge er ikke alt

Men hvad med pengene? Spiller økonomi slet ingen rolle for verdens bedste universitet?

Phil Baty, redaktør for det britiske uddannelses- og erhvervsmagasin Times Higher Education, har udråbt penge til succeskriteriet for at nå til tops. Times Higher Education udarbejder hvert år en rangliste over internationale universiteter, og ved at sammenligne listens topuniversiteter er Baty nået frem til, at det kræver penge på lommen at blive verdens bedste universitet. Der skal være råd til klækkelige lønninger, der kan tiltrække og fastholde ledende forskere, og råd til at opføre nødvendige faciliteter på campus.

Prorektor Thomas Bjørnholm er ikke enig:

»Penge er en nødvendighed, men ikke det vigtigste. Se bare på Saudi Arabiens universitet – de har penge nok,« siger Thomas Bjørnholm.

Ifølge Bjørnholm spiller det dog en vigtig rolle, hvor universitetets penge kommer fra. Mens private universiteter som Harvard finansieres af afkastet fra en stor privat fond suppleret med konkurrenceudsatte midler, får KU sin egenkapital fra Folketingets basisbevillinger. Hertil kommer taxameterpenge og konkurrenceudsatte midler fra offentlige og private fonde.

»Hvis balancen mellem basisbevillinger og konkurrenceudsatte bevillinger skrider, risikerer man at blive et forskerhotel, hvor der ikke er plads til langsigtede satsninger og akademisk ledelse, fordi fonde sjældent vil finansiere projekter, der strækker sig over mere end 3 til 5 år,« siger Bjørnholm. Han ser det som en fordel, at KU overvejende er offentligt finansieret.

»Så længe vi har tillid fra det offentlige, har vi gode muligheder for at udvikle vores økonomiske rammer på en balanceret måde,« siger han og runder dermed tredje og sidste udfordring – at bevare samfundets tro på, at universitetet er en god investering i fremtidens arbejdspladser.

»I dag går en procent af bruttonationalproduktet til offentligt finansieret forskning. Hvis man satte som mål, at det kom op på 1,5 procent, kunne vi virkelig komme frem mod verdenseliten.«

sofie.hansen@adm.ku.dk