Når løverne brøler

På Limpopo Universitet i Sydafrika er livet en kamp, og kampen er en fest

af Bjarke Oxlund

»Vores historie er skrevet i blod, og ingen løgne kan ændre den,« står der på ryggen af tilhængerne af den pan-afrikanske studenterorganisation. De er imidlertid ikke ene om at gøre krav på den revolutionære historie.

Deres modstandere i den studenterpolitiske enhedsorganisation har plastret hele campus til med et ikonografisk billede af opstandelserne i Soweto i 1976 hvor studerende blev dræbt for at protestere mod apartheid-styrets sproglove der ville gøre afrikaans til lingua franca på alle uddannelser.

Regeringspartiet ANC’s Ungdomsliga vil også være med på den storladne historiske vogn og nævner i deres manifest ‘kammerat Mandela’ som en væsentlig grund til at stemme på de unge løver i nord.

I det hele taget er luften tyk af revolutionær venstrefløjsideologi, og omkring mig tiltaler de studerende konsekvent hinanden kammerater, kommandører eller generaler mens de retter på den armygrønne kasket eller trækker ned i Che Guevara T-shirten.

Samtidig iklædes de fleste af deres argumenter og pointer en lind strøm af metaforer om bomber, blod, kamp, undertrykkelse og befrielse.

Der er dog en enkelt undtagelse; nemlig den kristne studenterorganisation der hælder mere til frelsen end til revolutionen. Og meget kan man sige, men selv ikke en dobbelt postgang kan få et styrelsesvalg ved KU til at tage sig ud som andet end en tam og blodfattig omgang i sammenligning med dette slag.

Reform og protest
Hvis man vil finde ligheder mellem København og Limpopo, må man i stedet skele til de universitetsreformer der er blevet gennemført de senere år.

Den sydafrikanske regering har nemlig i stil med vores egen gennemtrumfet ledelsesreformer og sammenlægninger på kryds og tværs af provinser, faggrænser og institutionstyper. Men der er så sandelig responsen til forskel.

Da en ny rektor for det sammenlagte Limpopo Universitet skulle indsættes i sidste måned, måtte ordstyreren inden tid lukke mødet med tusindvis af studerende og ansatte fordi de studerende råbte, sang og dansede i protest mod bestyrelsens »skumle og fordækte ansættelsesmetoder.«

Historien og konteksten er naturligvis en anden. Limpopo Universitet der under apartheidstyret var et såkaldt hjemlands-universitet udelukkende for sorte, ligger som et bedre RUC placeret i et ingenmandsland 30 kilometer nord for provinshovedstaden Polokwane. Her skyldes placeringen imidlertid ikke fejlslagen halvfjerdser-byplanlægning, men derimod et lovmæssigt krav om ikke at få den sorte del af befolkningen ind i byerne.

Denne arv lever i dag videre i form af fysisk isolerede institutioner med ringe kapacitet, og hvor ‘arven’, som forklaring på alle fejl og mangler desværre er blevet en dårlig undskyldning og sovepude.

De studerende gør sig derfor helt legitime bekymringer over kvaliteten af den undervisning de modtager.

En festlig valghandling
En nærmere granskning af valgets fire manifester afslører da også at kvaliteten af undervisere, økonomisk støtte til værdigt trængende studerende (hvilket vil sige næsten alle da der er undervisningsafgift) og varmt vand på værelserne, udgør kardinalpunkter for fremtidens studenterpolitik i Limpopo.

Faktisk er manifesterne så enslydende at mangen en paneldebat ender i et kaos af personlige beskyldninger, bagvaskelse og fornærmelser snarere end i politisk diskussion. De verbale slagsmål krydres flittigt med dans, frihedssang og horder af studerende der vælter ind og ud af de lærde haller i protest mod hinanden.

I dette syngende og gyngende miljø får man nemt den tanke at en god fest må kunne flytte stemmer. ‘Babyerne fra ANC’, som ungdomsligaen drilsk kaldes af modstanderne, forsøger sig da også med en stort anlagt fest hvor de lidt for selvsikkert betror alle og enhver at valget er givet til at falde ud til deres fordel. Men de har forregnet sig og får kamp hele vejen til målstregen.

I samfulde 12 timer valgstedet holder åbent, er der udenfor det afmærkede valgområde en kødrand af hotte chicks og friske fyre med plakater og pamfletter fra hver af de kæmpende organisationer.

Et mobilt diskotek er med til at banke både stemning og stemmedeltagelse i top, og da valgstedet lukker kl. 22, er rytmerne med til at holde forsamlingen gående til den lyse morgen, hvor resultatet endelig bliver offentliggjort.

En bittersød begravelse
Kl. 4.30 om morgenen er det således sikkert og vist. Pan-afrikanisterne har taget stikket hjem, og hen ved et par hundrede tilhængere turer hele campus rundt fra kollegium til kollegium med flag, sang og dans for at kundgøre deres sejr til Gud og hvermand.

I klip-klapper og med søvndrukne øjne trisser jeg efter med kameraet for at få et par skud i kassen. Men hurtigt viser det sig at skindet er blevet solgt før bjørnen er skudt. Der er ikke tale om et absolut flertal, og først efter et døgns intense forhandlinger med de kristne studerende er en ny koalition på plads.

For at gnide salt i såret iscenesætter sejrherrerne nu en ydmygende og ironisk rituel begravelse af de tabende organisationer.

Af tabernes plakater og pamfletter har de skabt en kiste og en gravsten som i procession bæres til en losseplads ved en nærtliggende township. Dele af begravelsesfølget er klædt i sort sørgedragt og giver sig ud for at være utrøstelige slægtninge til en falden frihedskæmper.

Det samlede følge slutter ring om kisten, og ‘for at mindes afdøde’ holdes taler med flittig reference til de tabende organisationers slogans og retorik i den netop overståede valgkamp.

Under højlydt hulken sættes der sluttelig ild til kisten, og forsamlingen forlader gravpladsen i ‘nedtrykt sindstilstand’ alt imens diskussionerne bølger frem og tilbage om hvor og hvornår sejren kan blive fejret med en fest der vil overgå alle tidligere fester.

Bjarke Oxlund er ph.d.-studerende ved Institut for Antropologi.

• Send
• Del