KU’s israelske forbindelse

UNIVERSITETSDIPLOMATI - Har KU et medansvar for krigsforbrydelser og brud på menneskerettighederne ved at samarbejde med israelske universiteter med tætte forbindelser til hæren? Det mener studerende, der opfordrer til boykot; eksperter afviser

af Sune Engel Rasmussen

I november 2009 sad universitetsbestyrelsen i den norske provinsby Trondheim med en storpolitisk bombe i hænderne.

Efter opfordring fra en gruppe videnskabeligt personale satte ledelsen på Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet (NTNU) sig ned og stemte om, hvorvidt man skulle indlede en akademisk boykot mod Israel.

Angrebet på Gaza-striben i slutningen af 2008, der blev bredt fordømt af det internationale samfund, var i betydeligt omfang udført med assistance og planlægning fra israelske universiteter, som de norske universiteter samarbejdede med.

Norsk diskussion til Danmark

Resultatet af afstemningen blev et enstemmigt nej, men ånden var ude af flasken. NTNU blev fanget i en cyberstorm og verdensberømt blandt især pro-israelske bloggere.

Og debatten om akademisk boykot er fortsat ind i det nye år. Senest har flere norske rektorer erklæret sig villige til at diskutere muligheden af en akademisk boykot af Israel, uden dog selv at støtte et sådan tiltag.

I København demonstrerede en gruppe studerende i samme måned foran Københavns Universitet (KU) med opfordringen om at KU bør droppe sin samarbejdsaftale med Tel Aviv Universitet (TAU). En støtte til TAU – lød argumentet – er en indirekte støtte til den israelske stats overgreb på den palæstinensiske befolkning.

LÆS: Studerende: KU skal trække sig ud af Israel.

Tænketank for militæret?

I en rapport fra 2009 argumenterer forskere ved The School of Oriental and Asian Studies (SOAS) i London for, at Tel Aviv Universitet er dybt og åbenlyst involveret i våbenudvikling, voldelig nationalistisk kamp og krigsforbrydelser.

TAU bryster sig af at have nære bånd til militæret og af at bidrage aktivt til at bevare Israels militære overlegenhed i regionen, lyder det i rapporten med henvisning til tidsskriftet Tel Aviv University Review (se link sidst i artiklen, red.)

»Angrebet på Gaza-striben sidste år var det, der for mange fik bægeret til at flyde over. Det var på alle måder terrorisme mod en besat befolkning, som Tel Aviv Universitet var meget aktivt involveret i,« siger Adam Qwist fra Palæstina Fredsvagter, foreningen bag demonstrationen ved KU i november.

Støtten fra USA’s og Europas regeringer er det eneste, der opretholder Israels militær og økonomi, mener han, og derfor har studerende på KU et enormt medansvar for den israelske okkupation, hvad enten de vil det eller ej.

»Indirekte er de med til støtte en nådesløs besættelse, og KU er med til at styrke det israelske brand, som skygger for de seneste 60 års langsomme etniske udrensning i Palæstina,« siger Adam Qwist, der selv studerer Arabisk på KU.

Strategisk institutleder

I 2007 – efter Libanon-krigen (2006), før Israels angreb på Gaza for omtrent et år siden – mødtes officerer fra den israelske hær med forskere fra vå-benindustrien til en workshop arrangeret af en afdeling af Tel Aviv Universitet. Målet var at udvikle en strategi, der kunne sætte Libanon »20 år tilbage i tiden ved at ramme landets vigtigste infrastruktur,« som man formulerede det.

Ifølge SOAS-rapporten har Institut for Nationale Sikkerhedsstudier (INSS) ved TAU været central i udtænkningen af doktriner, der lægger direkte op til krigsforbrydelser.

Eksempelvis i et cirkulære fra oktober 2008 – to måneder før angrebet på Gaza – hvor en institutleder, Gabriel Siboni, anbefaler, at Israel handler »øjeblikkeligt, beslutsomt og med en styrke, der er uforholdsmæssigt større end fjendens handlinger og den trussel, den udgør.«

Ekspert: Ude af proportioner

Ifølge Siboni er det vigtigere at påføre voldsom skade, som det vil være tidskrævende og dyrt for fjenden at udbedre, end det er, at sigte specifikt efter militære mål. En af de værste krigsforbrydelser er ifølge SOAS-forskerne netop at undlade at skelne mellem militært og civilt i krigshandlinger.

»En investering i TAU er en investering i undertrykkelse og krigsforbrydelser,« konkluderer de.

Men den konklusion er blæst helt ud af proportioner, mener Jakob Feldt, lektor ved Roskilde Universitet (RUC) og forsker i jødisk historie og Israel-Palæstina konflikten.

»Tel Aviv Universitet har ikke en tættere forbindelse til hæren end alle mulige andre sektorer i det israelske samfund har,« siger han.

»Det er rigtigt nok, at en meget vigtig del af israelsk forskning er koncentreret om militær teknologi: dataforskning; teknologisk og naturvidenskabelig forskning; og også på den humanistiske side, hvor historikere og antropologer samarbejder med militæret. Men der er jo også forskere fra KU, der samarbejder med Politiets Efterretningstjeneste og med militæret om at uddanne soldater, der skal til Afghanistan,« understreger Jakob Feldt.

Planlægger ikke at slå ihjel

Jakob Feldt ser derfor ingen lige linje fra en udvekslingsaftale på KU til bombninger af Gaza.

»Jeg mener slet ikke, at KU ved at have en bilateral samarbejdsaftale med Tel Aviv støtter Israels militære handlinger i de palæstinensiske områder.«

»Man kan ikke selv styre, hvordan viden spredes i samfundet, og det er jo ikke sådan, at israelske forskere sidder og udtænker styresystemer, der skal slå nogle palæstinensere ihjel,« siger Jakob Feldt, som mener, at fortalerne for en akademisk boykot laver »et moralsk fejlskud.«

Boykotten uden ende

»Hvis man skal boykotte Tel Aviv Universitet for at samarbejde med staten, hvor skal det så ende? Det er jo kun rige universiteter som Oxford og Harvard, der har tilstrækkelige midler til at holde sig fri af staten.«

Ifølge Feldt siger universitetets militære engagement mere om det israelske samfund, hvor militæret spiller en kæmpe rolle med at generere økonomisk aktivitet, arbejdspladser og forskning, end det siger om universitetet i sig selv.

»I øvrigt er de israelske universiteter af europæisk og nordamerikansk standard, hvad angår fri forskning. De kan slet ikke sammenlignes med øvrige mellemøstlige universiteter,« mener han.

Boykot er et slag i luften

Én ting er, om en akademisk boykot er moralsk rigtig eller forkert. Noget helt andet er, om den vil være effektiv.
Og det tvivler Peter Viggo Jakobsen, som forsker i tvangsdiplomati ved Institut for Statskundskab på KU, stærkt på, at den vil i dette tilfælde.

»En akademisk boykot ville være næsten dømt til at mislykkes, fordi konflikten mellem Israel og Palæstina er så polariseret. Jeg har svært ved at forestille mig, at den ville få bred opbakning, og det kræver en boykot for at have nogen effekt,« siger han.

Og selv hvis KU i hypotetisk fald besluttede sig for at bryde samarbejdet med Tel Aviv, ville det blot være et slag i luften, mener Peter Viggo Jakobsen. Især fordi en boykot er mest effektiv, hvis den rammer ofret på pengepungen.

»De, der bakkede op, ville sikkert have det godt med sig selv, men Danmark er for småt til at rykke ved noget alene.« Den eneste magt, der er i stand til at lave en effektiv boykot mod Israel, mener han, er USA. Så en akademisk boykot, hvor de amerikanske eliteuniversiteter var med, ville måske gøre en forskel.

Kriterier for boykot

Ifølge Peter Viggo Jakobsen skal en række kriterier opfyldes, før det internationale samfund vil gå sammen i en boykot mod et land.

Det afhænger af situationen, men normalt kræver det, at de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd ikke har modstridende interesser i landet. Og derudover skal det pågældende lands forseelser stride mod alment accepterede normer.

»Det kunne være grov terrorisme mod civile eller en decideret annektering af et andet land, som vel at mærke ikke udføres af Kina, USA eller af en af deres klienter,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Udfører Israel terror?

Så er det straks mere diffust og svært med brud på menneskerettighederne, mener han. Derfor var det også svært at organisere en samlet indgriben i konflikterne i Darfur og Kosovo.

Men Adam Qwist fra Palæstina Fredsvagter mener, at der faktisk er tale om israelsk terror mod palæstinenserne. Under bombardementet af Gaza var det ikke militære bygninger, men civil infrastruktur, der blev bombet, understreger han. Ligesom et stort moderne universitet i Gaza by blev sønderbombet.

»Det var komplet unødvendigt, og målet var udelukkende at demoralisere og ydmyge palæstinenserne i Gaza-striben,« mener han.

Praktiserer Israel apartheid?

En egentlig blokade af Israel er nok urealistisk, indrømmer Adam Qwist. Men mindre kan også gøre det.

»En boykot skal primært skade Israels brand og rokke ved myten om, at Israel er det eneste demokrati i Mellemøsten. Det kan godt være, at det er et demokrati for jøderne, men det er det ikke for de ikke-jødiske statsborgere,« siger han og peger på, at en akademisk boykot virkede, da den var en del af en bredere handels- og kulturel blokade mod det sydafrikanske apartheidregime.

Men der er flere ting i vejen med dén historiske analogi, mener kritikerne.

»Der var bred international støtte til en boykot af Sydafrika, som i øvrigt blev iværksat efter opfordring fra ANC (Nelson Mandelas parti i Sydafrika, red.), mens der i Israel slet ikke er den samme enighed om, hvem der er den onde,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Universiteterne er tankens fristed

Og selv hvis man har valgt side i konflikten, er universiteterne ikke det bedste sted at boykotte, mener Jakob Feldt fra RUC:

»Hvis man er af den observans, at man skal presse Israel til at behandle palæstinenserne bedre og anlægge en mere fredsorienteret tilgang til konflikten, så er universiteterne stadig den største base for fri forskning og samfundskritisk tænkning i Israel, og det er her, akademikerne sidder og bidrager til den offentlige debat.«

Heller ikke på et mere principielt plan er sammenligningen i orden, mener Feldt:

»Der er da aspekter, hvor man kan sammenligne forholdene i Israel med apartheidlignende forhold, men der er så mange lokale, kontekstuelle forhold, der er forskellige, at sammenligningen ikke holder.«

»Helt overordnet, så var apartheid bygget på en raceforestilling, og det er zionismen altså ikke, den er primært baseret på en europæisk demokratiforestilling.«

Apartheid er blot et fattigt ord

I Norge vil Peder Martin Lysestøl gerne lave analogier. Lysestøl er lektor i Socialøkonomi på NTNU i Trondheim, og han var blandt initiativtagerne til underskriftindsamlingen, der førte til en bestyrelsesafstemning om boykot. Han mener »så absolut,« at den israelske stat bygger på raceforestillinger.

»Israel er en jødisk stat, hvis lovgivning tilgodeser dem, der er af jødisk blod,« siger han.

»Jeg mener faktisk, at Israel er væsentlig værre end Sydafrika under apartheid. Sydafrika besatte ikke nabostater, og selv om de sorte var isoleret i bantustans, er halvdelen af palæstinenserne tvunget til at bo uden for deres hjemland. I den forstand har palæstinenserne mindre frihed end de sorte under apartheid.«

Det er Adam Qwist fra Palæstina Fredsvagter enig i:

»Det er en anden kontekst end i Sydafrika, men der sker en klar bantustanisering i Israel, og ’apartheid’ er slet ikke et stærkt nok ord.

KU i problematiske samarbejder

Nu er det jo ikke ligefrem fordi Israel er et enkelt stykke ukrudt blandt en buket af blomstrende demokratier i Mellemøsten. KU har en kæmpe satsning i det Danske Institut i Damaskus, Syrien, et land, hvis demokratiske sans mildt sagt er diskutabel. Skal Syrien også boykottes?

»Det har jeg svært ved at udtale mig om, for jeg ved først og fremmest noget om Israel, men i princippet ja,« siger Adam Qwist.

»Det er svært, for KU samarbejder også med Kina, som også udøver besættelse. Men det vi kritiserer, er den formelle samarbejdsaftale mellem KU og Tel Aviv. Vi vil ikke forhindre studerende i at rejse til Israel.«

KU: Ingen udsigt til boykot

På Københavns Universitet har man ikke haft særlige etiske reservationer, da man for mange år siden indledte samarbejdet med Tel Aviv, men man har været opmærksom på »nødvendigheden af en bred dialog,« siger John E. Andersen, chef for Det Internationale Kontor.

Derfor oprettede man samtidig en aftale med Bir Zeit Universitetet i Ramallah på Vestbredden. Den er siden udløbet og er ikke blevet fornyet, men kun fordi der ikke var interesse for at bevare den fra nogen af siderne, siger John E. Andersen.

Han understreger, at KU samarbejder med universiteter i Amman, Jordan og i Damaskus, Syrien. Og blandt andet på grund af KU’s brede tilstedeværelse i regionen mener han ikke, at man legitimerer menneskerettighedsovertrædelser ved sit samarbejde med TAU.

»Vi gør lige præcis det modsatte. Vi skaber viden og øger horisonter ved at holde en dialog åben. Vi har en aftale med et universitet, ikke med en regering,« siger han, og han vil ikke opstille specifikke kriterier for, hvornår KU ville indlede sig på en boykot af et universitet. Men så længe universitetet ligger i et land, som Danmark anerkender, skal der ske noget helt ekstraordinært, før en boykot kommer på tale, siger han.

Reaktioner i Israel

Selv om bestyrelsen på Norges Teknisk-Videnskabelige Universitet i Trondheim slet ikke var tæt på at stemme ja til en boykot af Israel, mener Peder Martin Lysestøl, at kampagnen båret frugt.

»Vi har fået meget opmærksomhed i Norge, og stemningen er vældig kritisk over for Israel. Der er mange, der går ind for en akademisk boykot, selv om der ikke er flertal.«

Sagen har også vakt stærke reaktioner i Israel, og det kan også have en effekt, mener han. Det er Peter Viggo Jakobsen enig i.

»Det kan helt sikkert betyde noget for et lands selvforståelse, hvis ingen udlændinge ville studere på dets bedste universitet,« siger han.

John E. Andersen siger, at man på KU har fulgt med i debatten i Norge, men ikke har ment, at det var noget, der skulle tages op på øverste ledelsesplan i København.

Imens har Palæstina Freds-vagter taget de første formelle skridt mod at påvirke KU’s ledelse, og har arrangeret et møde med Studenterrådet, der har repræsentanter i universitetsbestyrelsen.

Find rapporten fra SOAS her.

Læs det relevante Tel Aviv University Review her.

ser@adm.ku.dk

• Send
• Del