Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Udland

International opbakning til fyrede Hans Thybo

FYRINGSSAG - Professorer fra en hel række lande protesterer i et fælles brev over afskedigelsen af professor i geologi Hans Thybo fra Københavns Universitet. De truer med at skade Københavns Universitets internationale ry.

22 professorer fra førende universiteter i Europa, Nordamerika, Asien og Australien anerkender ikke Københavns Universitets begrundelser for at fyre geologen Hans Thybo fra jobbet som professor ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.

»I det meste af den industrialiserede verden kan en fastansat professor kun afskediges fra et universitet for grove forsømmelser eller kriminelle handlinger,« skriver de på engelsk i et brev, der 14. november er sendt til rektorat og bestyrelse på Københavns Universitet – foruden til den kommende rektor Henrik C. Wegener.

Brevet fortsætter:

»Med mindre en anden historie med vilje er blevet udeladt i den officielle personalemappe, beror afskedigelsen af professor Thybo på mindre forhold vedrørende brug af en personlig e-mailkonto og en opfordring til en postdoc om at svare uhildet i en spørgeskemaundersøgelse for ansatte.«

Københavns Universitet lægger mest vægt på den ene fyringsgrund

Sagen om Hans Thybo er kompliceret, men det er korrekt, at Københavns Universitet primært har lagt til grund, at Hans Thybo brugte sin private gmail-konto i arbejdsøjemed, og at han skrev til en yngre postdoc, at han skulle huske, at han ikke behøvede at være venlig over for ledelsen i sin besvarelse af et spørgeskema om arbejdsmiljøet.

Dette sidste er den alvorligste sag, fordi e-mailen ifølge Københavns Universitet viser, at Hans Thybo har udsat en yngre kollega for et urimeligt pres.

I løbet af høringsprocessen om fyringen har Hans Thybos chefer nedtonet spørgsmålet om e-mailkontoen, mens de til gengæld har rejst nye anklager om pression af den yngre forsker – efter at Thybo var blevet suspenderet fra sit job.

Truer med at tage historien til førende videnskabelige tidsskrifter

Professor ved University Grenoble Alpes i Frankrig Nicholas Arndt, som er underskriver af brevet fra de 22 professorer til Københavns Universitets ledelse, siger til Uniavisen, at gruppen har henvendt sig til omkring 10 danske medier.

Arndt oplyser også, at professorerne overvejer at forsøge at få redaktionerne på vigtige videnskabelige tidsskrifter som Nature og Science til at skrive om den danske fyringssag. Dermed lægger de pres på Københavns Universitets ledelse.

»Overalt i verden har Danmark et velfortjent ry som et moderne, progressivt land med et beundringsværdigt socialsystem. At en dansk universitetsprofessor kan blive afskediget af årsager, der højst kan kaldes ubetydelige forekommer os at være totalt i modstrid med almindelig international praksis. Skulle nyheden om denne beslutning blive almindeligt kendt, ville det afgjort skade universitetssystemet og det danske videnskabelige samfunds ry,« står der i professorernes brev til Københavns Universitet.

To af underskriverne af protestbrevet har modtaget Crafoord-prisen på seks millioner svenske kroner (henholdsvis i 2002 og 2014). Crafoord er geovidenskabernes pendant til Nobelprisen.

Geovidenskabelige selskaber protesterer også

Hans Thybo har også andre allierede og støtter. Fredag den 18. november protesterede en gruppe studerende foran Københavns Universitets hovedbygning med krav om at ‘bevare Thybo’, og der er indsamlet 167 underskrifter til hans forsvar på nettet.

Dertil kommer, at de videnskabeligt ansattes medlemmer af bestyrelsen for Københavns Universitet – altså universitetets øverste myndighed – sammen med deres suppleanter 11. november fik udgivet et debatindlæg, hvori også de anfægter begrundelserne for at fyre Thybo.

»Med disse begrundelser kunne man afskedige en betydelig procentdel af de faste medarbejdere, herunder samtlige der i konkrete tilfælde har haft en kritisk holdning til ledelsesdispositioner,« skriver bestyrelsesmedlemmerne professor Eske Willerslev og lektor Anja C. Andersen og suppleanter professor Dorthe Dahl-Jensen og professor Peter Harder.

Ud over de omtalte henvendelser om Hans Thybo har Københavns Universitets ledelse også fået breve blandt andet fra formanden for The International Union of Geodesy and Geophysics Alik Ismail-Zadeh, fra tidligere formand for The International Union of Geological Sciences Roland Oberhänsli, formanden for the Geological Society of America Jonathan G. Price. Alle kritiserer fyringen af Thybo på det foreliggende grundlag.

Rektor for Københavns Universitet Ralf Hemmingsen har 17. november svaret på henvendelsen fra de mange professorer, at han tager ønsket om at gøre ham opmærksom på de mulige negative følger af Thybos fyring ad notam, men at fyringen af Hans Thybo er en personsag, som han ikke kan kommentere.

chz@adm.ku.dk

Seneste