Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Velkommen på UNI: Nu starter karriereræset!

STUDIEJOB - Hvordan får man fingre i de eftertragtede, erhvervsrelevante studiejob? Uniavisen har mødt en studerende, der har scoret ønskejobbet til en snak om hårdt og til tider gratis arbejde – og om at være uenig med politikere og universitetsledelse i, at studierne altid skal foregå på fuld tid.

BILLEDTEKST: SIGNES MUSEUM FOR KUNST – Signe Havsteen på sit erhvervsrelevante studiejob på Statens Museum for Kunst. I studietiden har hun arbejdet på flere gallerier og haft praktikophold – også ulønnede. Arbejdet har betydet, at hun har måttet udskyde flere eksamener.

Det sidste halve års tid har kunsthistoriestuderende Signe Havsteen tre gange om ugen begivet sig til Statens Museum for Kunst for at passe sit arbejde som studentermedarbejder i samlings- og forskningsafdelingen. Noget af et drømmejob for en kunsthistoriker in spe.

»Først og fremmest er museet en vigtig institution – nok den vigtigste kunstinstitution i Danmark. Så det er et sted, hvor man lærer rigtig meget og får etableret et stort netværk,« siger Signe Havsteen.

Den 27-årige KU’er har altså gjort det, som rigtig mange af universitetets 7.616 nye studerende håber på. Hun har nemlig nailet et både studierelevant og erhvervsrettet studiejob.

Det er forståeligt, at det nye kuld af studerende gerne vil kunne skrive noget lignende på CV’et. Tal fra blandt andet Djøf, Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Magisterforening peger alle på, at relevante studiejob er ret afgørende for jagten på den første fuldtidsstilling.

Derfor har chefkonsulent i Djøf Mette Knudsen også denne opfordring til de nye studerende:

»Det er en meget vigtig del af karriereplanlægningen at få et relevant studiejob. Det gør det for eksempel lettere at komme til en samtale, fordi man i ansøgningen kan forklare, hvordan man har håndteret konkrete situationer i stedet for bare at ty til floskler om at overholde deadlines og have mange bolde i luften. Studiejob er kun blevet vigtigere.«

Vejen til et aktivt CV er … et aktivt CV

»Det lader til, at de unge har hørt efter. I hvert fald viser en undersøgelse gennemført Dansk Magisterforenings afdeling for studerende, at arbejde ved siden af studierne er blevet reglen; kun en ud af ti studerende har aldrig haft et studiejob.

Men tallene viser også, at det langtfra er alle, der får gaflet sig en stilling, der ligger i forlængelse af deres studier. Knap halvdelen af de adspurgte vurderer nemlig, at deres studiejob ikke er relevant for uddannelse eller fremtid. Derfor angiver en stor del også, at de er på udkig efter mere karriereboostende stillinger til CV’et.

Men hvad skal der egentlig til for at komme i betragtning til det fede studiejob? Uniavisen har talt med tre HR-chefer (se side 24) fra eftertragtede virksomheder og organisationer, der rekrutterer studentermedarbejdere. Og her er der enighed om, at lægge stor vægt på »et aktivt CV«. Altså, at ansøgerne har erfaring fra eksempelvis frivilligt arbejde, praktikstillinger eller ikke-studierelaterede job.

Ikke for fin til at lave kaffe«

»Det nikker Signe Havsteen genkendende til. Stillingen på Statens Museum for Kunst er nemlig langt fra hendes først hands-on-erfaring med kunstverdenen. Allerede før hun i 2009 begyndte på Kunsthistorie, var hun i praktik på et galleri i Paris, og i løbet af sin studietid har hun kunnet føje flere gallerijob og yderligere en udenlandspraktik til CV’et:

»Når det var mig, der fik jobbet på museet, så tror jeg det på den ene side skyldtes, at jeg var det rigtige sted i min uddannelse. Jeg var blevet bachelor, men havde samtidig nogle studieår tilbage. Men jeg tror på den anden side også, at det var essentielt, at jeg havde en masse praktisk erfaring,« siger Signe Havsteen.

Og vil man være i spil til de interessante stillinger, så skal man også være villig til at investere sig selv og sin tid, mener hun.

»Jeg synes da, jeg har ydet en kæmpestor indsats. Hvis man gerne vil arbejde med kunst, skal man ikke rynke på næsen af ubetalt praktik og ulønnet arbejde. Og man skal ikke være for fin til at lave kaffe. Det går ligesom hånd i hånd med, at man lærer mere og mere og lærer stadig flere personer at kende.«

Karriereræs og sekundære studier

Som studerende kan man dog hurtigt føle, at man bliver revet i fra flere sider. Der er masser af incitamenter og opfordringer til at fokusere på erhvervserfaringen. Men samtidig bliver der også gjort en ihærdig uddannelsespolitisk indsats for at gøre danske studerende til egentlige fuldtidsstuderende og få dem igennem deres studier på normeret tid.

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) har tidligere i Uniavisen proklameret, at »der er og skal være plads til begge dele.« Men det kan være svært at se, hvordan man i praksis skal balancere et 37-timers studium med et krævende studiejob på de 20 timer, som de studerende i dag må arbejde om ugen, uden at det får konsekvenser for SU’en.

Flere undersøgelser viser da også, at erhvervsarbejde er en væsentlig grund til at de studerende bliver forsinkede i deres studier. Derfor fraråder den ellers erhvervsrettede Copenhagen Business School også sine studerende at arbejde mere end 10 timer om ugen, ligesom man opfordrer sine førsteårsstuderende til at vente 6-12 måneder med at søge studiejob.

Lignende toner lyder fra de studerendes interesseorganisation, Danske Studerendes Fællesråd.

»Studiejob er en supergod idé, men man skal passe på med at arbejde mere end 15 timer. Det handler om at skabe balance mellem job og studier. Og det kan være vanskeligt, når nogle arbejdsgivere ser en fidus i at lade studiejob vokse til noget, der ligner en billig fuldtidsstilling. Men studierne må aldrig blive sekundære,« siger organisationens levevilkårspolitiske ordfører Stefan Larsen.

Forsinket studerende i fin balance

Signe Havsteen er en af de studerende, som i flere perioder har prioriteret jobbet over studierne. Som for eksempel det seneste semester, hvor hun har ventet med at lade sig indskrive på kandidaten for at have tid til sine job, der udover tjansen på Statens Museum for Kunst også tæller en stilling som undervisningsassistent på Kunsthistorie samt frivilligt arbejde med planlægning af et udstillingsprojekt om mexicansk samtidskunst.

»Jeg synes selv, at jeg har haft en fin balance mellem studier og arbejde,« siger hun.

»Jeg har i perioder taget færre eksamener, end jeg skulle, og det er da ‘gået ud over’ mine studier i den forstand, at jeg har brugt længere end normeret ‘tid på min bachelor.«

Signe Havsteen ved godt, at hun ikke er politikernes idealstuderende:

»Men for mig har det fungeret godt, at gøre tingene på den måde. Den ekstra tid har gjort, at jeg både har kunnet fokusere på mine studier og har haft mulighed for at prøve en bunke ting og få en masse erfaringer.«

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste