Usædvanligt: Tre studerende drøfter forskning med forsker

De går på femte semester på Statskundskab. Der står international politik på deres skemaer fire moduler om ugen: to forelæsninger og to holdtimer med instruktor. Pensum ligger i omegnen af 2.000 sider, og så skal de aflevere en øvelsesopgave og en synopsis i løbet af semestret.

Tobias Maltesen, Zach Hansen og Anne Bundgaard Ipsen bruger en betydelig del af deres uge på international politik. Og den forelæsning i faget, som forsker Peter Marcus Kristensen holdt forleden, havde krævet nærkontakt med bøgerne på læsesalen. Peter selv har de ikke haft meget at gøre med. Ligesom de i øvrigt heller ikke, i løbet af deres to år på statskundskab, har talt noget videre med Peters kolleger på instituttets forskergange. Ikke før i dag, da de var til første møde i forskningsfællesskabet for international politik.

»Det her var min første kontakt med en forsker, tror jeg«, siger Anne. »Det siger ligesom det hele«.

Tobias nikker. Zach er den af de tre, der har haft mest dialog med det videnskabelige personale på Instituttet i form af et fag på sommerskole, før semestret begyndte.

Læs mere:

Statskundskabsstuderende vil bryde muren mellem læsesale og forskergange

Et studenterpolitisk projekt

To timers dialog med en forsker er ikke bare en ny erfaring for de tre studerende. Det er en sjælden oplevelse på Statskundskab. Og det ved man godt på instituttet. I flere år har øget kontakt mellem forskere og studerende stået højt på den studenterpolitiske agenda.

Mødet med Peter Marcus Kristensen var arrangeret af foreningen Aktive Statskundskabere. Deres koncept, ‘forskningsfællesskaber’ går ud på, at en gruppe studerende mødes med en forsker tre eftermiddage i efterårets løb og taler om det arbejde, der ligger på forskerens skrivebord.

Der er tre fællesskaber: ét om politisk adfærd, ét om politisk teori og så det om international politik, hvor Tobias, Zach og Anne deltager sammen med omkring 11 af deres medstuderende.

Forventninger og forberedelse hænger sammen

Da de tre studerende for omkring to timer siden drejede ind ad døren til det første møde, vidste de ikke helt, hvad de gik ind til.

Hvad de til gengæld vidste var, at de hverken skulle høre om krigshistorie i det 20. århundrede, teorier om staters sikkerhed eller noget andet af det, der står i lærebøgerne, de har liggende i taskerne, og som de skal sidde og læse i på læsesalen lige om lidt.

De skulle derimod tale med Peter om hans ph.d., som er undersøgelse af, hvordan forskere i Kina, Indien og Brasilien teoretiserer international politik. Konklusionen havde de fået tilsendt på mail. Den er næsten færdig. Han skal forsvare afhandlingen ugen efter.

Hvor meget input man selv skulle levere på forhånd, havde Tobias svært ved at regne ud, siger han. Derfor læste han konklusionen på Peters ph.d.-afhandling grundigt igennem. Faktisk havde han forberedt han sig mere grundigt til forskningsfællesskabet end til undervisningen indrømmer han.

Grunden til det er, tilføjer han i et mere alvorligt tonefald, at der her, stilles forventninger til, at man bidrager.

Zach håbede at få mere indblik i, hvordan en forsker arbejder. Anne forventede både at lære om det lavpraktiske i at være forsker og nørde international politik. Men hun havde også sine bekymringer: »Jeg havde frygtet, at vi skulle sidde og nørde de substantielle argumenter for nogle ting i hans case, som han ved meget om, men som vi ikke har nogen idé om.«

Ikke noget “og nu videre til pensumteksten”

Forskningsfællesskaberne er et pilotprojekt, som Aktive Statskundskaber håber, at de kan gentage måske endda skalere op. Men det afhænger af, hvordan de studerende tager imod det.

De tre studerende har ikke svært ved at komme med rosende ord. Særligt én ting har efterladt et indtryk: forskellen mellem at møde Peter Marcus Kristensen til en forelæsning og her i forskningsfællesskabet.

»Når man møder forskning på KU, så er det ofte i form af, at forelæseren siger: ja, det skrev jeg i øvrigt også om i min ph.d. Og nu videre til pensumteksten. Man får det aldrig præsenteret i en sammenhæng,« siger Tobias.

»Forelæsningen sidste uge var sådan en tør historiegennemgang, som Peter lidt havde fået trukket ned over hovedet. Det her var jo noget, han har brugt mange år på,« siger Zach.

Største mangel var kage

Sværere bliver det med kritikken. Det viser sig at være decideret vanskeligt at hive noget negativt ud af de tre. Det er faktisk næsten lige meget, hvad man spørger om, og hvordan man vinkler spørgsmålet. Der kommer kun positive kommentarer.

Hvad skulle der laves om, for at en session kunne blive bedre?

Zach: »Det er lidt tidligt at sige. (tænkepause). Der manglede måske noget kage.«

Så hvad håber I, der sker næste gang?

Anne: »Meget det samme.«

Tobias: »Det fungerede lige så godt, som man kunne forestille sig.«

Efter fire-fem forsøg på at fremtvinge forslag til forbedringer, bliver der stillet et forslag om, at det næste gang ville være en god idé med lidt mere struktur. »Det kunne måske have åbnet for endnu mere dialog, hvis Peter inden mødet havde sendt spørgsmål ud,« siger Anne til sidst.

Hvorfor flokkes de studerende ikke omkring forskerne til dagligt?

Men når nu de studerende er så tilfredse med forskningsfællesskabet, når de ovenikøbet forbereder sig mere grundigt og er mere aktive, så er det nærliggende spørgsmål: burde den almindelige undervisning minde mere om det forskermøde, de tre lige har deltaget i?

Zach mener, at forskningsfællesskaber ville egne sig bedst som supplement til den undervisning, de kender.

Ligesom man engang fik holdtimer på skemaet, kunne man tilføje en ugentlig eller månedlig praktisk diskussion, foreslår han. Bagefter trækker han lidt på det: »Men, det ved jeg ikke. Det er måske også for meget at bede om. Og så mange penge har de heller ikke.«

Han understreger, at de studerende jo også gradvis nærmer sig forskergangene, når de kommer længere i deres uddannelse. Næste skridt for dem selv er bachelorprojektet, hvor de bliver tilknyttet en vejleder. Der er jo også i forvejen mulighed for at gå op til forelæseren i pausen, siger Tobias.

Men når nu studerende er vilde med at tale med forskere, hvorfor står der så ikke en kødrand af mennesker omkring forelæseren i forelæsningens halvleg?

Hverken Tobias eller Anne har benyttet sig af muligheden for pausespørgsmål. »Selv om man ikke forstår det der bliver forelæst om, så er situationen bare ikke lige til det,« forklarer Tobias.

Zach husker, at han har gjort det i sociologi engang. »Men det fortrød jeg,« griner han. Ifølge Anne er forelæsningspausen en skidt måde at facilitere en dialog med en underviser på. Det handler om rammerne, siger hun.

uni-avis@adm.ku.dk