Studenterminister

»De skal have en app!« siger Lykke Friis, fordi Uniavisens to udsendte tumler let forsinkede ind ad døren efter at have brugt en del tid på at forklare tre internationale studerende, at deres første introduktion til Københavns Universitet desværre foregår – lige nu – i en helt anden ende af byen. De studerende er forvirrede; på deres papirer står der bare, at de skulle møde op i ’HCØ’.

En vejviser til KU i app-form er et jordnært udtryk for den tilbagevendte prorektors mantra – og universitetets strategiske mål – at det er de studerendes tur til at være i fokus.

Det er et paradigmeskifte for hele det gamle forskeruniversitet, forklarer Lykke Friis, som på en af sine første dage i jobbet er kravlet op ad de vakkelvorne trapper, der fører til toppen af KU’s Hovedbygning for at hejse regnbueflaget i forbindelse med årets Copenhagen Pride.

Udsigten var ikke så tosset.

»Universitetet har forandret sig siden 2009. Men jeg har heller ikke været så arrogant, at jeg har troet, at universitetet stod stille, mens jeg kiggede på klimaet,« siger hun. »50 procent af kandidatgraderne er på engelsk, og vi har fået en studenterambassadør. Men det er også fortsat en presset organisation, det kan man klart fornemme. Universitetet er i endnu højere grad end før en ønskemaskine. Der er ikke det krav i samfundet, der ikke i en eller anden form skal involvere universiteterne.«

Bolværk mod politisk kontrol

Lykke Friis har – og det er sjældent på universitetet – et personligt brand. 3.000 mennesker følger hendes færden på Facebook, de fleste kender hendes stemme, hvis de hører den i radioen – og alle kender hendes ansigt med øjne, der blinker energisk i et tv-kamera, mens hun med stort overskud udlægger EU-landenes aktuelle dilemmaer. Et stof, som hun spiseliggør ved at indskyde pointer om tysk fodbold, der er det andet emne, hvor hun tilsyneladende kan tørre gulv med de andre eksperter.

Selv håber hun, at hun med sine indhøstede erfaringer fra dansk politik kan tale universitetets sag og hjælpe til med at dæmme op for de værste tiltag fra Borgen.

»Tidligere var mantraet if you love them, set them free, som gode gamle Sting sagde, og vi skulle dereguleres, men prøv lige at læse de nye lovforslag om SU og fremdriftsreformen; de er godt nok detaljerede, helt ud i hvad studienævnsformanden skal gøre. Så hvordan får man det implementeret i praksis?« spørger hun.

Der er også fortsat en stor risiko for, at politikerne vil forsøge at styre universiteterne væk fra at udbyde fag, de kan opfatte som Brotlose Kunst, siger hun. Altså uden betydning for samfundets bundlinje.

Og heraf følger, at det i dén grad er blevet universitetets ansvar, at de studerende gennemfører til tiden, og at de studerer noget, der kan bruges. Opgaven for Lykke Friis bliver at gøre denne nye speedede studietid til en god oplevelse, samtidig med at de studerende får tid og mulighed for at møde det arbejdsliv, de skal fungere i, så snart de er færdige.

»Det kræver en markant forbedring af studiemiljøet, både det psykosociale og det visuelt kommunikative og det pædagogiske. Vi skal indfri løfterne om timer til de studerende og fjerne barrierer, der gør, at den studerende bliver forsinket,« siger hun, som har læst og noteret sig Uniavisens sommerføljeton om studerende, der på forskellige måder har fået skægget i klemme i bureaukratiet – og om de ansatte, der forsøger at hjælpe dem, men savner ressourcerne.

Lettere bliver det ikke af, at der, som Lykke Friis påpeger, er penge mellem KU og de studerende i dag. De studerende klager, hvis de mister SU, fordi KU ikke håndterer deres papirarbejde hurtigt nok, og KU forlanger, at de studerende rubber sig med deres eksamen, for det udløser en kontant bonus fra staten.

»KU har en klar forpligtelse til at gøre det lettere administrativt at være studerende, ligesom de studerende må erkende, at studietid ikke er proportional med fordybelse,« siger Lykke Friis. »Hvis det var tilfældet, var der jo heller ikke nogen udenlandsk studerende på et topuniversitet, der fordybede sig, for de gennemfører stort set alle til tiden.«

Studerende døjer med ensomhed

»Studenterambassadøren fortæller mig, som noget af det første, at rigtig mange studerende føler sig ensomme. De ’kæmper sig vej rundt i en labyrint’ er et af de udtryk, jeg har hørt,« siger Lykke Friis.

»Mit bedste råd til de studerende er, at de skal være socialt aktive. Jeg har lige været ude på Samf, og der får man nu om dage en lille pjece i hånden – det gjorde man mildest talt ikke, da jeg læste – og der står alt muligt om en ny fodboldklub, international debat, studerende på Antropologi, der vil hjælpe dig, alt sammen støtte til at komme godt i gang. Sørg for at få nogle sociale relationer, så du ikke føler dig alene.«

Og selv om det selvsagt er lettere sagt end gjort, er Lykke Friis fortrøstningsfuld på de studerendes vegne, for studiemiljøet bobler allerede mange steder på KU – også mere end i 2009. Ikke mindst Studenterrådet og det relancerede Studenterhus er langt fremme i skoene med gode idéer og tilbud.

»Og på et eller andet tidspunkt skal man altså til udlandet i løbet af sin uddannelse. Og det kan godt lade sig gøre, selv om SU-reformen dikterer, at man skal have det meriteret i forvejen. Rejs ud til de økonomier, der betinger vores verden i fremtiden. 90 procent af verdens vækst foregår uden for Europa nu, siger hun.«

Hvilket får fotografen til at bemærke, at han i så fald godt kan droppe sit planlagte semester i London, men Lykke forsikrer ham om, at London er ok, hun var der også selv.

»Men du kan jo tage på en sommerskole til Brasilien,« tilføjer hun. »Vi skal jo forholde os til, at vi lever i en helt anden verdensorden, end vi gjorde, bare da jeg læste.«

Hun kaster sig ud i en snak om krigen i Syrien og anekdoter fra klimatopmødet i 2009, da hun som ny minister måtte lære på den hårde måde, hvordan Brasilien, Indien og Kina svinger de globale taktstokke i dag.

Det er i de her lande, KU skal øge sine strategiske kontakter, siger hun, politisk. Og det er sådan set et emneskifte værd:

En atypisk politiker

Hvad katten skete der? Hvordan fandt du vej tilbage til KU?

»Det er ingen hemmelighed, at jeg altid har interesseret mig mere for international politik end for dansk politik. Selv som minister havde jeg den svaghed, at jeg startede med at læse Financial Times og Süddeutsche, før jeg fik kæmpet mig igennem de danske aviser,« siger Lykke Friis.

»Jeg forlod universitetet bogstavelig talt en nat, da telefonen ringede. Jeg var ikke medlem af noget politisk parti, og jeg havde overhovedet ikke set det komme. Jeg anede heller ikke, at Connie Hedegaard skulle være kommissær. Jeg måtte træffe beslutningen vel vidende, at jeg ville fortryde det, hvad enten jeg sagde ja eller nej – og så kunne jeg lige så godt sige ja. Men min klare præmis var at gøre, som man gør i USA, ’serve your nation’ – ind i en kort periode og så ud igen.«

Lykke Friis valgte selv tidspunktet for sin politiske exit, men fordi den danske tradition tilsiger, at man er levebrødspolitiker, til man bliver slæbt ud, var hun faktisk usikker på, om det overhovedet lod sig gøre at komme væk.

»Du får lidt et rygmærke, når du har været i politik,« siger hun.

Men da stillingen som prorektor for uddannelse blev slået op, greb Lykke Friis telefonen og ringede til sin gamle chef Ralf Hemmingsen, som lod hende forstå, at hun i hvert fald ville have en chance. Og det var nok. I dag er hun ikke bange for, at hendes tilknytning til den forrige regering og partiet Venstre bliver en hæmsko.

»Jeg var nok også en atypisk politiker. Du vil finde få eksempler, hvor jeg har ageret synderlig ideologisk eller gået benhårdt efter den politiske modstander, så jeg har et stort netværk i hele det politiske spektrum. Af natur er jeg nysgerrig og søger efter at blive klogere, og så kan det være en spændetrøje at være i et politisk miljø, hvor det ligger i konstruktionen, at jeg skal forsvare mit ringhjørne.«

Betyder det, at du er ulokkelig? At du ikke kan finde på at vende tilbage til politik?

»Jeg er ikke den type, der smækker med døre. Så jeg afviser ikke, at jeg, når der er gået en rum tid, igen kunne være interesseret i noget politisk. Men når man forlader politik, forlader man jo også et hold, og jeg kan godt garantere, at når telefonen ringer næste gang, så ringer den ikke her,« siger hun. »Og jeg har jo også prøvet det.«

»Jeg tror snarere, du kommer til at se mig som korrespondent i Berlin. Men det har jeg sagt i mange år. På et eller andet tidspunkt kommer det nok til at lykkes – bare ikke nu, hvor jeg har et super spændende job på KU, som skal passes. Jeg glæder mig.«

chz@adm.ku.dk