Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Studenteridrætten vil have fat i de nye studerende

FRITID – Vælg mellem mange idrætsgrene lige fra bjergklatring og akroyoga til swingdans og badminton – og mød andre på tværs af studierne. Bliv medlem af USG Studenteridræt fra din første dag på studiet, opfordrer træner.

Stå ikke der. Gå med her – i ‘USG Studenteridræt’, i København.

Niels Boysen Feddersen, idrætsstuderende ved Københavns Universitet (KU) og holdtræner i USG Studenteridræt siden 2011, har selv taget kontakten til Uniavisen for at fortælle om en sag, han brænder for:

»Studenteridrætten er det bedste middel til at blande studerende fra alle mulige studieretninger, fordi vi har et uformelt fællesskab, og fordi vi er sammen omkring noget vildt sjovt,« siger han.

Akroyoga er ret hot i år

»Mit budskab er, at tilbuddet om at komme med i USG Studenteridræt gælder helt fra dag ét på KU. Det er meget billigere end andre idrætsklubber. Et hold koster typisk fra 400 til 1.000 kroner som deltagergebyr for et helt års træning, og man kan skifte hold i løbet af studieåret, hvis man hellere vil prøve noget andet,« fortæller han.

På kursuslisten i dag tæller hold med alle mulige idrætsgrene lige fra bjergklatring til skiturs-kurser og swingdansen lindy hop, men der er også hold med de mere klassiske idrætsgrene som badminton og tennis.

»Holdet med akroyouga, som blander akrobatik og yoga, er i øvrigt noget af det mest populære i år,« siger Niels Boysen Feddersen.

Bare at springe ud i det

I sin fritid arbejder Niels Boysen Feddersen som lønnet træner for hele tre forskellige motionshold under USG Studenteridræt: et floorball-hold, et krydsfit-hold (der ikke må hedde crossfit på grund af navnerettigheder) og et løbehold, så han taler ud fra egen erfaring.

Som træner er han dog blevet opmærksom på en udfordring: De fleste studerende på holdene kommer først med, når de går på tredje-fjerde semester, og fortsætter indtil de bliver kandidater. Nye studerende ved KU er i underskud – og det vil han gerne lave om på.

»Jeg tror ikke, de nye studerende ved, at vi har et tilbud til dem om at kunne træne alt muligt til en billig penge. De kommer typisk først med, når andre studerende eller bekendte introducerer dem til det,« siger Niels Boysen Feddersen.

USG Studenteridræt har 6.500 medlemmer og har i vintersæsonen 2016-17 cirka 250 hold at vælge imellem.

anfj@adm.ku.dk

Seneste