Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Statskundskab fylder 50: Fra underdog til udskældt politikerfabrik

MAGTENS RUGEKASSE: Historien om Statskundskab på KU er ifølge tidligere institutleder en historie om et fag, der på trods af attentatforsøg og massiv offentlig kritik nægtede at lægge sig ned.

»Velkommen til samfundets top!«

Disse markante ord pryder væggen i statskundskabernes studenterdrevne café og samlested, Jacques D. Om citatet er et udtryk for selvironi eller selvopfattelse blandt de studerende på Institut for Statskundskab lader vi være usagt. Sikkert er det dog, at Statskundskab på KU i snart halvtreds år har levet en omtumlet tilværelse fyldt med op- og nedture.

I anledning af den runde fødselsdag beretter en ny jubilæumsbog om halvtreds år med alt fra lillebrorkomplekser til attentatforsøg og sexfikserede introture.

»Et pejlemærke at vi overlevede«

Institut for Statskundskab på Københavns Universitet kan ved første øjekast ligne én lang succeshistorie: Rangereret som Skandinaviens bedste statskundskabsuddannelse, ottende bedst i Europa og alment kendt som prestigefyldt, magtfuldt og meningsdannende. Historien om det succesrige politologi-studie er dog langt mere bakket og barsk, end de fleste er klar over.

Statskundskab på KU blev oprettet i 1965 og kom til verden under modstand. Modsat mere traditionsrige fag som jura og økonomi havde faget ingen lang historie bag sig, og blandt meningsdannere og politikere var den udbredte holdning, at uddannelsen var en »udvidet avislæsereksamen«.

Statskundskab, der dengang hed samfundsfag, var ved fødslen nytænkende, tværfaglig og moderne. Så moderne, at det nær var blevet dets død, fortæller redaktøren på den nye bog, ’Statskundskab 1965-2015’, Lars Bille.

»Opfattelsen var, at man på samfundsfag kunne lidt af hvert, uden rigtig at kunne noget ordentligt« – Lars Bille, tidligere institutleder på Statskundskab

»Modviljen var fra begyndelsen stor, og jeg ser det som et pejlemærke, at vi overlevede. Vi blev kritiseret for at uddanne til en udvidet avislæsereksamen, mens fagligheden var under kritik på grund af blandingen mellem jura, politik, sociologi, historie og økonomi. Opfattelsen var, at man på samfundsfag kunne lidt af hvert, uden rigtig at kunne noget ordentligt.« siger Lars Bille, der startede som studentermedhjælper i 1965 for siden at ende som institutleder på Statskundskab.

Lige så upopulær uddannelsen var blandt eliten, ligeså populær blev den hurtigt blandt ungdommen. De rødbrune, stemningsfulde lokaler på Rosenborggade blev hurtigt fyldt til bristepunktet, for »det kunne jo aldrig skade at lære lidt om samfundet, indtil der blev plads på ønskestudiet«. På bare seks år gik instituttet fra at have 50 nye studerende i 1965 til at have mere end 400 nye samfundsfagsstuderende i 1971.

Attentatforsøg fra Århus-lobbyen

På trods af den massive tilstrømning af studerende var modviljen mod instituttet stadig stor. Så stor, at det Det Faglige Landsudvalg for Samfundsvidenskaberne i 1976 indstillede, at instituttet helt burde nedlægges, fordi der nu var uddannet nok gymnasielærere i samfundsfag.

»10 års anstrengelser med at opbygge en universitetsstudium af politik på Københavns Universitet ville være spildt,« forklarer Lars Bille.

»Det var slet og ret et attentatforsøg, der foregik sidst i 70’erne« – Lars Bille

Allerede i 1959 var et tilsvarende institut oprettet på Aarhus Universitet, og ifølge Lars Bille kæmpede århusianerne og deres lobby en ivrig kamp for at give instituttet i København det endelige dødsstød.

»Aarhus Universitet arbejde aktivt for at få os nedlagt – det var slet og ret et attentatforsøg, der foregik sidst i 70’erne. Man ønskede ikke konkurrence fra hovedstaden, og man ville ikke give os mulighed for at give kandidaterne cand.scient.pol.-titlen.«

En senere aktindsigt viste da også, at der var ugler i den undervisningspolitiske mose. Daværende undervisningsminister Dorte Bennedsen skrev i et brev til arbejdsminister Svend Auken, at hun intet ville foretage sig i sagen om nedlæggelsen, før hun havde talt med ham – og dette mens Svend Auken havde orlov fra sin stilling som lektor på Aarhus Universitet.

Studerende slænger sig i sofaerne foran statskundskabernes café, Jacques D. Image.ku.dk

En uddannelse for eliten?

Som bekendt overlevede Institut på Statskundskab og kan i dag betragtes som en uddannelsesmæssig solstrålehistorie – næsten da. For succesen har, særligt i de senere år, ikke fået lov til at stå alene, og uddannelsen har ofte fået ørene i maskinen i den offentlige debat.

Statskundskabere er ofte hovedskurke i debatten om den omsiggribende djøficering, og i folkemunde beskyldes uddannelsen for at være en elitær rugekasse for levebrødspolitikere og meningsdannere. Ifølge Lars Bille skal man også inden for instituttets egne vægge passe på med den ophøjede selvopfattelse.

»Man er nået til et punkt med for stor homogenitet i studentermassen« – Lars Bo Kaspersen, institutleder på Statskundskab

»Det er ikke sådan, at vi er ved at sejre os selv ihjel, men alligevel kan der være lidt om snakken. Det er ufrugtbart, at Statskundskab blæses op til at være en uddannelse for eliten.«

Den nuværende institutleder, Lars Bo Kaspersen, er enig i, at uddannelsen ved 50-året kunne have gavn af en smule frisk luft. Han mener eksempelvis, at instituttets studerende ligner hinanden for meget. Derfor skal flere udenlandske studerende og ændrede optagelseskrav på kandidaten ændre studiets sammensætning.

»Vi er nået til et punkt med for stor homogenitet i studentermassen. Fornyelse sker ved at få sin horisont udvidet, og derfor forsøger vi at få folk med flere forskellige baggrunde til at læse statskundskab,« siger Kaspersen.

Sexskandaler og spionrekruttering

Statskundskab handler om magt, og magt og skandaler går som bekendt ofte hånd i hånd. Bare spørg på Institut for Statskundskab, der særligt i de senere år har været i vælten. I 2012 kom det frem, at den prominente finske statskundskabsprofessor Timo Kivimäki havde forsøgt at rekruttere spioner blandt instituttets elever – angiveligt til at spionere for den russiske efterretningstjeneste FSB.

Sidste sommer var den gal igen, og Statskundskab på KU lå endnu en gang øverst i avisspalterne. Historien om sexfikserede og alkoholtunge introritualer gik Danmark rundt – til stor forargelse for institutleder Lars Bo Kaspersen.

»Det var forfærdeligt, ingen tvivl om det. Der var ingen undskyldninger for introritualerne, og derfor blev der også taget hånd om sagen med det samme.«

Institutlederen er dog lodret uenig i, at indspisthed og dårligt studiemiljø var årsagen til, at afskårne grisehoveder, sexfantasier og dødsdruk prægede introforløbet.

»Vi har et fantastisk og levende studiemiljø på Institut for Statskundskab. Hvert år støtter jeg glædeligt 10-11 studenterdrevne foreninger, og til daglig møder jeg glade og dygtige studerende. Så jeg synes hverken, at atmosfæren er elitær eller arrogant – tværtimod er mit indtryk, at folk er åbne og rare.«

Statskundskab har med andre ord altid delt vandene i sin snart halvtreds år lange historie. Som vores forrige statsminister og tidligere stud.scient.pol. Helle Thorning skriver i jubilæumsbogen: »Det var som revolutionen, der mødte reformismen. Hippier, der mødte yuppier. Ideologien, der mødte realismen.«

Tillykke med de 50 år!

arn@adm.ku.dk

Seneste