Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Specialer - det er da noget, man deler

DELING - Om kort tid indvies Braintrust - en ny database for akademiske opgaver. Ambitionen bag projektet er at give danske studerende muligheden for at søge viden og inspiration hos hinanden på tværs af universiteter, årgange og fagområder.

»Håbet er, at det bliver en af de primære studiedatabaser. Og en slags ’LinkedIn’ for studerende. At man vil kunne sige til potentielle arbejdsgivere, ’du kan jo lige gå ind på min Braintrust-profil’.«

De har hverken store eller arrogante armbevægelser. Men de to veninder og kolleger Julie Fjeldsted og Sigrid Bjerre Andersen lægger ikke skjul på det potentiale, de ser i deres fælles projekt Braintrust.

Braintrust er en digital vidensdelingsplatform, hvor studerende inden længe vil kunne oprette en profil og publicere deres opgaver – og læse andres. En enkel idé, som bunder i initiativtagernes egen ærgrelse over manglen på opmærksomhed på studenterproduceret viden.

Hvorfor ingen læsere?

»Ideen opstod i december 2010,« siger Julie Fjeldsted, der i 2011 blev kandidat i Europæisk Etnologi fra KU.

»Vi skulle begge til at skrive speciale, og en mørk og stormfuld aften over en flaske rødvin, kom vi til at snakke om alle de mange sære og alsidige emner, vi hver især har beskæftiget i løbet af vores studietid. Men at det også var ærgerligt, at opgaverne oftest ikke blev læst af andre end vores undervisere.«

Sigrid Bjerre Andersen, uddannet i Internationale Udviklingsstudier fra RUC supplerer: »Tænk på hvor mange spændende opgaver de studerende producerer. Og selvom det ikke alle sammen er 11,12 eller 13tals-opgaver, vil andre stadig kunne få noget ud af at læse dem.«

»Så det ene førte til det andet, så et par uger efter havde vi fået stykket en ansøgning til Forsknings- og Innovationsstyrelsen sammen om midler til udviklingen af databasen.«

Dynamisk sparring og synergi i system

Det viste sig at være et af de gode rødvins-initiativer: Kort fortalt kom strøtanken på finansloven, og en check dumpede ind af brevsprækken: Julie Fjeldsted og Sigrid Bjerre Andersen blev tildelt det logisk-runde beløb 315.200 kroner til at føre projektet ud i livet.

I den proces har kortlægningen af de studerendes behov været et bærende element. Og deres tiltro til projektet skyldes da også, at feedbacken har været endog meget positiv.

»Men researchen gjorde også at vi kom til en vigtig erkendelse,« siger Julie Fjeldsted.

»Vores oprindelige idé var ’showcase’-agtig. Og Braintrust skal da stadig fungere som en slags akademisk logbog, hvor man har sine opgaver liggende og kan vise dem frem. Men de studerendes efterspurgte også et mere dynamisk site, hvor man for eksempel kan søge litteratur og dele litteraturlister og finde interessefæller.«

»Rigtig mange studerende, ikke mindst specialeskrivende, oplever at de sidder med et så specifikt emne, at selv studerende og undervisere på det samme fag faktisk ikke ved så meget om det. Og det er her vi forestiller os, at man også skal kunne bruge Braintrust. Tanken er at vi deler opgaverne op i emneord – det vil sige, at man kan søge i dem uafhængigt af titler og fag,« siger Sigrid Bjerre Andersen.

»Vi prøver at generere den slags oplevelser, jeg selv havde med en gammel veninde som jeg delte specialekontor med. Hun skrev om kunst på Roskilde Festivalen og jeg om EU, så vi havde ikke snakket fagligt sammen før – emnerne var jo vidt forskellige. Men det viste sig, at vi begge beskæftigede os med Foucaults magtbegreb, at vi faktisk kunne hjælpe hinanden meget. Det er den slags synergi, som Braintrust prøver at sætte i system.«

Viden på tværs

En central egenskab ved Braintrust er derfor, at databasen ikke blot skal indeholde opgaver fra forskellige fag – men også fra forskellige universiteter. For godt nok findes der lignende tiltag på flere danske universiteter – blandt andet AU, AAU og SDU. Men de omfatter for det meste kun de enkelte institutioners egne studerende. Og selvom det er gode initiativer, er det interne fokus problematisk, mener Julie Fjeldsted:

»For måske er det snarere en studerende i København eller Roskilde, som deres studerende kunne få noget ud af at videndele med.«

»Samtidig er de studerende i dag jo meget mobile,« siger Sigrid Bjerre Andersen. »Mange studerer i perioder på andre fag eller institutioner eller skifter universitet. Og så er det surt, at man ikke kan bruge systemerne længere.«

Begge understreger da også, at databasen ikke skal ses som et initiativ, der skal servicere eller facilitere universiteterne. Braintrust er Braintrust.

»Vi er en del af det akademiske miljø. Men uafhængige.«

Medskabende studerende

Braintrusts primære interessenter er nemlig de studerende. Og derfor skal de også være med til at udvikle siden.

»Vi har selvfølgelig overvejet, hvordan vi i praksis skal ’launche’ siden. Og planen er blevet, at første bruger kommer på sitet dette efterår. Og de skal så være med til at udvikle det, og fortælle os ’nej, vi har ikke brug for den knap’,« siger Sigrid Bjerre Andersen.

»Herefter skulle der gerne kunne komme flere og flere til, og så forventer vi, at vi kan lancere det mere officielt i foråret 2013.«

Men initiativtagerne har også tid til at tænke fremad. Og ikke kun defensivt, fordi også 315.200 kr. får en ende. For selv inden Braintrust faktisk er gået i luften, har initiativtagerne allerede flere ideer til aktiveringen af de studerendes vidensproduktion:

Julie Fjeldsted smiler: »Vi har blandt andet tænkt på at organisere specialepræsentationer, vidensdelingsmøder og konferencer. Og så kunne vi tænke os at sætte en større debat i gang om, hvordan det er at være studerende i den digitale tidsalder.«

Her kunne man håbe, at Braintrust kommer til at spille en rolle.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste