Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Prodekanerne svarer: Sådan kan vi afhjælpe ’fremdriftsforstoppelse’

SVAR - Giv de studerende en uge til fordybelse umiddelbart før eksamen, foreslog lektor Thure P. Hauser sidste uge i et åbent brev til Lykke Friis. Her svarer prodekanerne for uddannelse på SCIENCE på hans forslag.

Kære Thure

Tak for dit åbne brev til Lykke Friis med forslag til et redskab til at støtte de studerende i at håndtere de skærpede krav, som Studiefremdriftsreformen stiller til de studerendes studieaktivitet. Det er vigtigt, at mange bidrager med idéer til at forbedre rammerne til håndtering af reformens krav i forbindelse med undervisning og eksamen.

Hermed nogle overordnede bemærkninger til dit konstruktive forslag. Vi håber, at du sammen med din institutledelse går videre med ideerne til, hvordan I lokalt kan overveje at justere på gennemførelsen af undervisningen inden for vores fælles års- og skemastruktur.

KUs fælles års- og skemastruktur (http://uddannelseskvalitet.ku.dk/kvalitetssikring/indre-marked/justerede-retningslinjer-for-aars-og-skemastruktur_15_12_10.pdf) inddeler studieåret i fire blokke, der hver varer 9 uger. Supplerende kan der lægges sommerkurser og eksamen/reeksamen i den ”femte blok”, der ligger i månederne juli og august. Den 9. uge i en given blok er reserveret til eksamen, mens der mellem blokkene er lagt en ”mellemuge”. Mellemugen anvendes til mange forskellige formål, men herunder ikke mindst reeksamen. Desuden er der mange studerende, der slet og ret har brug for et pusterum mellem blokkene. Det vil være vanskeligt at omlægge mellemugen til en ”læseferie” forud for eksamen. Dels vil det skabe store problemer i forhold til at afholde reeksamen og dels vil det skabe behov for at finde ledig tid til de andre aktiviteter, der foregår i mellemugerne.

Men års- og skemastrukturen rummer allerede muligheden for at indlægge en ”læseferie” før eksamen. Det er således muligt at lægge den skemalagte undervisning udelukkende i uge 1-7 og dermed give de studerende mulighed for at fordybe sig selvstændigt i uge 8 forud for eksamen i uge 9. En lang række uddannelser/kurser ved SCIENCE benytter sig af denne mulighed. En anden mulighed for at afhjælpe en mulig ”fremdriftsforstoppelse” hos de studerende er at udbyde mange flere sommerkurser. De studerende har således – inden for rammerne i deres studieordning – mulighed for at bruge et sommerkursus som erstatning for et valgfrit enten i forårs- (blok1-2) eller efterårssemesteret (blok 3-4) (kursus i blok 1 eller 4). Dermed lettes presset i løbet af blokken. Der er et stort ønske fra studerende om et øget udbud af sommerkurser og som ledelse opfordrer vi alle uddannelser til at udvikle flere sommerkurser.

Vi håber, at du kan brug ovenstående og fortsætter dialogen om løsningsmuligheder med institutledelsen ved PLEN. Endnu en gang tak for brevet og forslaget.

Med venlig hilsen
Grete Bertelsen og Henrik Busch, prodekaner for uddannelse ved SCIENCE

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste