Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Møde om fremdriftsreform splitter ledelsen og de studerende

REPORTAGE - Prodekaner, studiechefer og de studerende kan ikke enes om fælles indstilling til, hvordan Københavns Universitet skal leve op til regeringens krav om at få de studerende til at blive hurtigere færdig. De studerendes repræsentanter ville under ingen omstændigheder støtte ledelsens udkast.

Normalt foregår møderne i Københavns Universitets Uddannelsesstrategiske Råd (KUUR) i forholdsvis ubemærket, men torsdag den 14. november havde 80 studerende ‘invaderet’ det åbne møde.

En noget overrasket formand prorektor for uddannelse Lykke Friis kaldte det glimrende med den store interesse, da hun så slipper for fremover at skulle forklare, hvad KUUR står for.

Baggrunden for den pludselige interesse er, at KUUR skal indstille til ledelsen, hvad KU skal gøre for at leve op til regeringens krav til universiteterne om at få de studerende gennem studierne.

Det får store konsekvenser for studievilkårene viser notatet som prodekaner og studiechefer havde formuleret i forvejen uden at involvere de studerende i udvalget.

LÆS OGSÅ: Notat afslører, hvordan KU vil gennemføre fremdriftsreform.

Må skabe balance

Prorektor Lykke Friis slog indledningsvis fast, at KU har fået en bunden opgave af regeringen.

»Vi kan ikke sidde her og beslutte, at vi ikke vil følge de regler, der er vedtaget af Folketinget. Så må jeg istedet bede jer trampe ned foran Folketinget eller ministeriet og protestere,« sagde hun.

Det afgørende er, at skelne mellem kravene til de nuværende studerende og de kommende studerende, der bliver optaget efter 1. september 2014, hvor de nye aktivitetkrav træder i kraft, sagde Lykke Friis.

»Jeg kunne godt drømme om en overgangsordning, men vi må forholde os til virkeligheden og i stedet prøve at skabe balance for dem der allerede er igang med at læse og ikke har fået de nye regler ind med modermælken,« sagde Lykke Friis, der flere gange spurgte, hvor det er, at KU vil gøre noget værre, end det regeringen lægger op til .

Nej fra studerende

Det bliver fremover et lovkrav, at alle skal tilmelde sig fag svarende til 60 ects-point per år. KU vil ifølge notatet oven i kræve, at man består eksaminer svarende til 45 point per studieår for at beholde sin studieplads.

Ifølge Cecilie Goll, det ene af tre studentermedlemmer af KUUR, risikerer de studerende dermed at blive tvangsudskrevet efter to eksamensforsøg, selv om de har ret til tre. Et KUUR-medlem af ledelsen afviste dog, at reglerne vil blive implementeret sådan.

Cecilie Goll forklarede, at de havde bedt deres medstuderende op at troppe op til mødet i protest mod at prodekanerne og studiecheferne har udformet notatet uden at inddrage dem.

Hun sagde også, at de tre studerende under ingen omstændigheder vil lægge stemmer til forslaget. Herefter omdelte de studerende deres eget alternative forslag, som de opfordrede KUUR til at behandle på lige fod med ledelsens notat.

»Ellers må det blive en indstilling fra prodekaner og studiecheferne,« sagde Cecilie Goll inden KUUR gik over til at behandle hver enkelt forslag.

Giver ikke op

Ifølge Studenterrådets formand Mie Sofie Andersen, der var tilstede under KUUR-mødet, lykkedes det ikke at blive enige om en fælles indstilling.

De studerendes kommentarer vil blive skrevet ind i notatet, som bliver præsentret for ledelsen på KU den 27. november, men grundlæggende ting er ikke blevet ændret.

»Mange er bekymret og frustreret for deres uddannelse, som det store fremmøde også viser i dag, men nu må vi diskutere andre måder at få indflydelse på, når det ikke kommer til at ske gennem KUUR,« siger Mie Sofie Andersen.

clba@adm.ku.dk

Seneste