Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Masselæring på nettet når 100.000 studerende

UNDERVISNING – Med en ny måde at lave e-learning på er det lykkedes for Københavns Universitet at få titusindvis af studerende over hele verden til at melde sig til otte online-kurser på internettet. Målet er ikke at erstatte men at supplere universitetets mere traditionelle undervisningsformer.

Københavns Universitet (KU) er blandt de første universiteter i Europa, der tilbyder en ny type onlinekurser, hvor tusindvis af studerende kan følge det samme kursus på samme tid.

Den ny type af online-kurser kaldes for MOOC. Forkortelsen står for ‘Massive Open Online Course’. Fænomenet opstod i 2011 ved Stanford University, USA, skriver tidsskriftet The Economist i en artikel.

KU tilbyder nu otte gratis kurser som såkaldte moocs, og de har tilsammen fået lidt over 100.000 tilmeldte studerende. Det fortæller professor ved KU Flemming Konradsen, som er med-initiativtager og koordinator på KU’s nye onlineprojekt.

Globale diskussionsfora tilpasset danske forhold

KU’s første masselærings-kursus online, ‘An Introduction to Global Health’, begyndte den 2. september. Det har fået 22.000 tilmeldte studerende, og 75 procent af dem sidder i Nordamerika, Europa og Asien, mens 25 procent sidder i resten af verden.

Ifølge Flemming Konradsen skal kurserne først og fremmest supplere og ikke erstatte den eksisterende undervisning for KU’s 40.000 indskrevne studerende.

»I USA er moocs ved at ændre uddannelseslandskabet, men i en dansk sammenhæng giver det ikke mening at se dem som et alternativ til kateder- og laboratorieundervisning eller til andre traditionelle undervisningsformer. Kurserne er åbne og gratis for alle, så de er ikke noget, KU tjener penge på, men de studerende får nogle nye muligheder for at tale sammen i et globalt diskussionsforum på en helt anden måde end i traditionel undervisning, både før, under efter kurset,« fortæller han.

Flere muligheder for alle med de nye e-læringskurser

»Moocs kan gøre de studerende mere aktive og opfordrer til diskussion. Det er fx fantastisk at se de mange spontane diskussioner, der opstår på et højt fagligt niveau imellem de studerende, når de inddrager erfaringer fra hele verden. Hver gang, det sker, bliver jeg forundret over det,« siger han.

Underviserne får også noget ud af kurserne.

»Vi får konstant kritik og hurtigt feedback på det, vi leverer, og det er måske den bedste kvalitetssikring, vi kan få som undervisere,« mener Flemming Konradsen.

Endelig giver de nye kurser KU en mulighed for at brande sig.

»For KU er det selvfølgelig også vigtigt at få gjort de områder synlige, hvor KU internationalt står stærkt på uddannelser og forskning. Det gælder både inden for markedsføring og vidensdeling. Samtidig opnår KU inden for e-læringsområdet at få ny viden, som det ellers ville have været vanskeligt at få på andre måder,« siger Flemming Konradsen.

anfj@adm.ku.dk

Seneste