Litteraturhistorie: Undgå provinsialisme i tid

De sidste årtier er der blevet skåret ned på undervisningen i litteraturhistorie overalt i det danske undervisningssystem. Det blev på et seminar i slutningen af oktober belagt med tal, som mange vil finde ophidsende, men ingen formentlig underholdende. Lad os få dem overstået først:

Gymnasieeleverne fik før 2005 cirka 400 timer i dansk; faget var domineret af litteratur, og den historiske læsning var i højsædet. Efter 2005 er dansk skrumpet til 260 timer, hvoraf halvdelen skal bruges på sprog og medier.

På lærerseminarierne er dansk netop i 2013 blevet skåret ned med 45 procent, og beskæftigelsen med ældre litteratur vil i praksis højst kunne optage cirka 15 timer.

På universiteternes danskuddannelser er disciplinen litteraturhistorie blevet skåret ned med procentdele, der varierer fra sted til sted: mest i Roskilde (godt 60 procent), mindst i Odense (cirka 15 procent). København placerer sig i midten med 35 procent – fra 195 timer litteraturhistorie på grunduddannelsen i 1998 til 126 timer i dag.

Liv på den fremmede klode

Nedskæringerne på universiteterne er i visse tilfælde sket, fordi semestrene er blevet forkortet, eller fordi undervisningsmodulerne på humaniora generelt er blevet beskåret (fx fra tre til to timer). Det peger på en mere omfattende krise: det skrumpende timetal på grund af mange års underfinansiering.

Men flere steder – heriblandt København – er forklaringen også, at litteraturhistorie har afgivet timer til andre discipliner, blandt andet sprog (der hos os blev udvidet i 2005) og litterær analyse (der fik større vægt i 2012).

Fra Aarhus skrev en kollega forud for seminaret:

»Analysedisciplinen sejrede, og det er den, de studerende har lettest ved at identificere sig med. Det er blevet vanskeligt at forklare de studerende, hvad historiske tilgange til litteraturen kan være (ud over lidt kontekstualisering appliceret på en analyse).«

Citatet peger på en udfordring for litteraturhistorien: Vi står som undervisere med et materiale, der kan føles fremmed og derfor mindre vedkommende end samtidens litteratur.

Undervisningens opgave er at gøre opmærksom på, at der er liv på den fremmede klode. At åbne de værker, der er vanskelige, fordi de er indfældet i et sprog, en historisk situation eller en tænkemåde, som med tiden er blevet fremmed for os. Hvilke motiver driver personerne, og hvad mener de fx, når de i romantikken taler om ånd, evighed, natur og inspiration?

Men problemet kan også være det omvendte: at den fortidige litteratur føles indlysende, fordi de studerende ikke ved første øjekast opdager dens fremmedhed.

Det kan lyde paradoksalt. Men når man lige er ankommet til universitetet i en alder af 18 år, kan man godt læse al litteratur, som om den handler om én selv – som om den netop beskriver ens egne problemer, forhåbninger, muligheder og drømme.

Det er en form for selvspejling: Man identificerer sig med en hovedperson eller en jegstemme og spejler sig i vedkommendes skæbne, idet man generøst læser hen over de dele af værket, som modsætter sig identifikation. Sådan læste jeg selv i mit første studieår, og det var egentlig herligt!

Under en anden horisont

Her er det undervisningens opgave at bringe distance ind i forholdet. Ved hjælp af litteraturhistorisk viden må der gøres opmærksom på, at værkerne er skrevet i en anden tid og under en anden horisont, måske også at de repræsenterer andre samfundsklassers bevidsthedsformer og interesser. Det er en beskyttelse af værkerne mod læsernes ubevidste overgreb, så de kan få lov at forblive, hvad alt historisk først og fremmest er: noget fremmed, noget andet.

Men det er også en fordel for de studerende, fordi det lærer dem at trække deres projektioner til sig. Processen peger på selvets grænser, og i det samme gennembryder den horisonten. Den horisont, som de studerende har med sig hjemmefra, og som i de fleste tilfælde er eminent nutidig, bliver brudt ved mødet med det historisk fremmede.

I den forbindelse får de studerende mulighed for at opleve, at fortidens litteratur repræsenterer andre måder at tænke, føle, sanse og forstå på, end dem, vi umiddelbart benytter os af. Måder, som ikke nødvendigvis er overhalet, men blot anderledes. (Et af de forestillingsmønstre, som kendskabet til fortidens litteratur er egnet til at gøre op med, er jo troen på det lineære fremskridt).

I bedste fald oplever de studerende, at disse andre måder kan bruges som ventiler og som alternative perspektiver i en nutid, der føles klaustrofobisk eller orienteringsløs.

Fortidens litterære værker repræsenterer altså et potentielt kritisk blik på nutidens måde at forstå verden på. Egentlig er det ikke anderledes end den måde, som kendskabet til andre kulturer fungerer på inden for nutidens grænser.

»Fortiden er et fremmed land: de gør tingene anderledes dér,« skrev den engelske forfatter L.P. Hartley i romanen Sendebudet (The Go-Between, 1953).

I betragtning af, hvor vigtigt vi finder det, at unge mennesker rejser ud i verden og ser andet end den hjemlige provins, er det mærkeligt, så lidt vægt vi lægger på, at de rejser i fortiden. Men litteraturhistoriens tilbud til de studerende er netop at undgå provinsialisme i tid.

Dannelse er en anden mulighed

Hvis man ønsker et andet begreb for dette tilbud, er dannelse en mulighed.

Den tyske filosof Hans-Georg Gadamer udtrykker det ved at sige, at det andet eller den anden erfares som »en gennembrydning af min selvrådighed, hvorigennem jeg lærer at anerkende det virkelige.«

I denne anerkendelse af det andet ligger dialogens nødvendighed, og i dialogen ligger muligheden for at få udvidet sin horisont.

Den store vanskelighed er, med en anden formulering af Gadamer, at »overvinde de illusioner, der hele tiden genopstår af selvfølelsen – enten hos den enkelte eller hos den gruppe, det folk eller den kultur, han tilhører og lytter til – og at se det, som er.« (Lob der Theorie, 1980/1983).

Dermed har jeg også givet mit svar på spørgsmålet, hvorfor det er skadeligt, at litteraturhistorien bliver nedprioriteret. Det er en prioritering, som fremmer provinsialismen i tid. Den øger selvtilstrækkeligheden og slører blikket for vores egne, nutidsbundne grænser. Den lader stadig større dele af fortidens litteratur ligge hen som et land, ud over hvilket vi kan projicere vores nutidige måde at tænke, føle, sanse og opleve på – hvis vi da ikke omvendt frastødes af dens umiddelbare fremmedartethed.

Men begge reaktionsmåder: både afvisningen af det fremmede og den projicerende selvspejling, er udtryk for selvtilstrækkelighed. De er udtryk for de »illusioner, der hele tiden genopstår af selvfølelsen«, for at bruge Gadamers ord – enkeltpersonens, gruppens, kulturens eller periodens selvfølelse.

Den historiske læsning af litteratur kan bidrage til at overvinde disse illusioner.

Uni-avis@adm.ku.dk