Kvalitetstid og frikadeller med ministeren

En tidlig mandag aften i marts er der fuld gang i køkken1 på det mere end firs år gamle KU-kollegie Kvinderegensen på Amagerboulevard 101. Ved komfuret styrer Henning og Marie to sydende pander med frikadeller, mens græskarrene damper i ovnen. Bag dem dækker Regitze op på spisebordet, som er skubbet ud fra væggen for at gøre plads til de ekstra stole, som Tina netop er gået efter.

En plakat for Enhedslisten bliver efter en kort fælles rådslagning pillet ned af en skabslåge, tre store avispapirhatte forvinder fra vindueskarmen og åbenbarer dagens sidste forårssol, mens Gwen svinger en effektiv kost over krummerne i hjørnet.

De i alt syv KU-studerende, som ved siden af studierne deler værelsesgang, hverdag og køkken på Kvinderegensen, der for årtier tilbage også åbnede dørene for mandlige beboere, har sammen med Uniavisen inviteret deres nye minister Sofie Carsten Nielsen hjem til middag.

Og her kommer hun netop gående ned ad kollegiegangen med raske skridt, et stort smil og sin pressesekretær, klar til at møde kollegianerne til en snak om de forandringer, der sker på de danske universiteter, og som gør, at det at være studerende om få år vil være noget andet, end det er i dag.

»Jeg har faktisk en ven, der engang har boet her,« siger Sofie Carsten Nielsen og tager efter fotografens anvisning pænt plads midt ved bordet. Mens frikadellerne går den ene vej rundt om bordet, går præsentationsrunden den anden.

Her har vi de studerende Tina, Bjørn, Kristoffer, Regitze, Henning, Gwen, Marie, og så selvfølgelig dagens gæst:

»Jeg hedder Sofie, jeg har læst statskundskab på KU og været i gang i syv år. Jeg har også to kandidatgrader og en del udlandsophold, men det er ikke nogen særlig gode undskyldninger. Jeg skulle have været hurtigere,« siger Sofie Carsten Nielsen, da det bliver hendes tur.

Og uden at vide det kommer hun allerede dér Uniavisen i forkøbet. Med os har vi nemlig tre cue cards med emner, som vi den næste time vil lade de studerende og ministeren samtale om. På det første kort står netop studieaktivitet.

»Ingen lorte skal skydes væk«

Det emne er de studerende – ikke overraskende – helt med på at drøfte med ministeren.

»Jeg søger ind et semester på et universitet i USA, og fordi det ligger forskudt af KU, vil jeg komme hjem og skulle læse 30 ECTS-point op på to måneder. Der kunne jeg godt komme i klemme med de nye aktivitetskrav,« siger Regitze, som læser statskundskab.

»Må jeg godt svare?« Sofie Carsten Nielsen tjekker lige med Uniavisen for bordenden, før hun fortsætter:

»Jeg vil rigtig, rigtig gerne have, du rejser ud. Så enten skal du bide tænderne sammen og tage de ECTS-point på kortere tid, eller også har du jo mulighed for at have nogle forsinkelser.«

»Men skal jeg læse 30 ECTS på to måneder?« vil Regitze gerne vide.

»Ellers skal du tjekke, om du kan tage et helt år derovre. Men det er jo et problem, at det ikke matcher. Jeg ville meget gerne have, at vi selv var mere forskudte, så du kunne komme hjemme og få det til at matche.«

Der er flere grunde til, at det snart kan blive sværere at tage et udvekslingssemester, forklarer Regitze. For ender hun selv med at få andre fag i USA end de fra KU forhåndsgodkendte, så er meritten ikke sikker.

Den situation er Sofie Carsten Nielsen tydeligvis heller ikke tilfreds med. Mens hun tygger af munden, ryger hendes hånd – og gaffel – nemlig i vejret.

»Der skal være en tillid til, at når vi allerede har sagt god for et bestemt uddannelsessted og dets niveau, så skal meritten følge med. Det forsøger vi allerede at implementere med vores internationaliseringshandlingsplan,« siger hun og vender så selv tilbage til Regitzes oprindelige spørgsmål.

»Har du helt konkret tænkt på at søge dispensation på KU? For det er jo også en mulighed, hvis du virkelig kan godtgøre, at forsinkelsen skyldes de skæve semestre.«

Det har Regitze endnu ikke overvejet, men flere af kollegianerne forstår heller ikke, at det skal kræve en dispensation at komme af sted.

Uniavisen bryder ind: Er I generelt bekymrede for at miste fleksibiliteten i jeres uddannelser?

Der bliver både nikket og gumlet hele vejen rundt.

»I forhold til udlandet?« vil Sofie Carsten Nielsen gerne vide.

»Også herhjemme – til alt det, som ligger ud over de faste rammer, for eksempel praktik,« lyder det fra Gwen, der læser jura og er tidligere formand for Studenterrådet.

»Jeg vil meget gerne have mere praktik på universiteterne, men det skal være meritgivende. Lige nu er I her, hvor forandringen sker, og alle skal vænne sig til, hvad det betyder. Nogle vil have det lidt svært med at få det til at harmonere, også med praktikken, men det skulle meget gerne blive sådan, at flere ting kan give merit og netop give et fuldt semester,« siger Sofie Carsten Nielsen, før hun lidt efter selv tilføjer:

»Nu skal vi lige i gang. Det er ikke for at skyde nogen som helst lorte væk, men der er stadig en fleksibilitet hos universiteterne, så studierne selv kan afgøre, hvad der skal give merit.«

»Skyder mig i foden, hvis jeg gør, som ministeren siger«

Uniavisen smider et nyt kort på spisebordet. Fuldtidsstudiet står der.

Er det ikke rimeligt, at I skal bruge 37 timer om ugen på studierne?

Henning, der læser historie, lægger ud:

»Jo. Men vi bor selv ret privilegeret her, og skal der studeres flere timer, så der ikke kan arbejdes ved siden af, tror jeg, at flere kunne finde på at vælge studiet helt fra, fordi det ikke hænger sammen på en SU alene.«

Sofie Carsten Nielsen lytter og nikker. Hun er enig – når det handler om studieboliger. Dem er der for få af. Men det ændrer ikke ved, at de danske betingelser for studerende er nogle af verdens bedste, tilføjer hun:

»Svenskerne låner sig til uddannelsen, men de læser jo stadigvæk lige så meget som os. Jeg tror ikke på, at jeg kan rejse flere penge til SU, og jeg synes også, det er fair, at du skal studere rigtig intensivt, og det skal være øverst på din arbejdsliste. Derudover kan du godt passe et studiejob, men nok ikke hvis det ligger på 20-25 timer om ugen, som mange har i dag. Der skal arbejdsmarkedet også til at kigge sig lidt om,« siger hun.

Det får Tina, som lige er blevet færdiguddannet i idræt og statskundskab, og derfor om lidt flytter fra kollegiet, til at bemærke:

»Hvis jeg ikke havde haft studiejob, havde jeg ikke haft en chance for at finde et arbejde nu. Det er bare at skyde mig selv i foden at gøre, som I beder om.«

Den bekymring fra hendes sidekvinde ved bordet vil Sofie Carsten Nielsen gerne svare på. For det kan ikke være meningen, at det er på studiejobbet og ikke på universitetet, at de studerende lærer det, de har brug for, siger hun:

»Du har ret i, at det er en større kulturændring, der skal til. Mange af jer har sikkert nogle rigtig gode studiejobs – det har de studerende tit i København – og det er sikkert også en del af forklaringen på, at det kan være svært at læse på fuld tid. Jeg ved jo fra mig selv, at studiejob på nogle områder erstattede det studie, jeg skulle have begravet mig i.«

»Hvor arbejdede du selv?« vil Gwen gerne vide.

Sofie Carsten Nielsen tænker sig om et øjeblik.

»Kommunernes Landsforening, Djøf, ministerierne. Og så tog jeg ud i verden.«

Kære minister – bliv lidt længere

Det klirrer ikke længere ved bordet, hvor bestikket og den værste sult har lagt sig, før vi overhovedet er nået til den varmeste kartoffel i uddannelsesdebatten netop nu. Kvaliteten.

Heldigvis har både minister og kollegianere stadig god appetit på det emne – og fra start er der stor enighed hele bordet rundt: Der er brug for mere undervisning og bedre kontakt mellem undervisere og studerende på universiteterne.

Henning vil gerne høre, hvordan det skal ske uden ekstra midler, når underviserne i forvejen har for travlt til både at sparre med de studerende og passe deres egen forskning.

»Jeg tror, det kræver nogle andre prioriteter. Min vision – og det er ikke et lovforslag, indskyder hun med et blik i retning af Uniavisens bordende – er en 4-4-2 model, hvor man forsker 40 procent af sin tid, underviser 40 procent, og 20 procent dedikerer man til society involvement, hvor man taler med arbejdsmarkedet, med organisationer og er engageret med de studerende ud over undervisningen. I dag er prestigen for undervisning alt, alt for lav,« siger Sofie Carsten Nielsen.

Her bryder Gwen ind, først med en erklæring og så med en bøn til ministeren. Hun er jaloux på jordbrugsøkonomen Kristoffer, som sidder for bordenden, fortæller hun:

»Det er ikke, fordi jeg synes, at faget i sig selv lyder sindssygt sexet. Men Kristoffer kender sine undervisere og kan sparre med dem. Mine undervisere er en låst bygning. Kan du ikke få dem til at låse op?«

Det ønske behøver hun ikke gentage.

»Det er lige præcis det, de bliver nødt til at tage ansvar for i et nyt studiemiljø! Det er lidt en kliche efterhånden, men der er noget med at kontakten mellem undervisere og studenter er bedre på de naturvidenskabelige fag, nok på grund af det fysiske arbejde i laboratorier og så videre. Det gør, at man mødes mere om arbejdet, og det bliver vi nødt til at have med ind på samfundsvidenskab og humaniora også,« siger Sofie Carsten Nielsen.

Gwen fortsætter, og ping pong’en hen over bordet tager pludselig fart.

»Nu, hvor du har været med til at blande dig i aktivitetskravene og er helt inde i universiteterne, så håber jeg, du vil blive der lidt længere og åbne nogle af de døre, vi står og banker på – helt fysisk.«

»Nu er den lovgivning, som gør ondt på jer, hvis man skal sige det sådan, gennemført …« begynder Sofie Carsten Nielsen, men bliver så afbrudt:

»Ja, det er bare ikke begyndt at gøre ondt endnu,« indskyder Gwen.

»Nej. Men nu handler det om, hvad der skal til, for at de rammer, som I skal arbejde inden for, også bliver forandrede, så de matcher og leverer det, I har brug for. Der synes jeg for eksempel, at Tolvmandsudvalget på KU er et godt eksempel …«

»Ja, men det er jo også de studerende, som sidder med idéerne der,« skyder Gwen igen ind, før Sofie Carsten Nielsen returnerer:

»Ja, og det er da fedt! Universiteterne har da bare at få dem ind og lytte noget mere til dem. Det kan jo godt lade sig gøre, at studerende og universiteterne sætter sig sammen og finder løsninger,« siger hun, og giver så en åben opfordring til kollegiet og de studerende:

»Det er jer, der sidder med det daglige, så bliv ved med at være højlydte og hold jer ikke tilbage. Jeg vil meget gerne lytte. Så send mig Kvinderegensens forslag til, hvordan vi forbedrer kvaliteten. Jeg kan ikke love, at alt kan gennemføres, men det er nu, der er en åben dør til reelt at være med. Et er, at vi stiller nogle flere krav til jer, noget andet er, at alting ikke kan blive ved med at være, som det altid har været. For det er ikke godt nok.«

LÆS OGSÅ: Spørgerunde: Ministerens svar på kollegianernes spørgsmål

uni-avis@adm.ku.dk