Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

KUmmentar: Nye studerende får styr på verdenssituationen

REKTORS KLUMME - Ralf Hemmingsen byder de nye studerende velkommen til en fremtid, der ikke er, hvad den har været - og som derfor har hårdt brug for jer.

KÆRE NYE STUDERENDE. Velkommen på KU! Mange af jer er født i den bekymringsløse tid efter Berlinmurens fald i 1989. En tid med tro på fremskridt, firehjulstrækkere og fladskærme. Optimismen var grænseløs. Freden i Europa var nærmest en selvfølge – med Balkan som en grum undtagelse. Og arbejdsløsheden var sendt på museum.

NU TRÆDER I IND på universitetet i en mere forvirrende og farlig verden. Vi får brug for to jordkloder, hvis forbrug og befolkningsvækst fortsætter i samme tempo. Det er nok meget få af os, der ikke på en eller anden måde rammes af den frygt, som netop er hensigten med tidens terror. Europa kæmper med sig selv for at hjælpe de mange flygtninge. I USA har en personage, som startede med at markedsføre sin særprægede frisure, en chance for at blive ’leder af den frie verden’. Og selv om den økonomiske krise forhåbentlig snart er afblæst, er arbejdsmarkedet endnu ikke et tagselvbord for alle KU’s kandidater.

NEJ, FREMTIDEN ER IKKE længere, hvad den har været. Med andre ord er der brug for jer til at rette op på verdenssituationen! Når man tager en uddannelse på universitetet, lærer man nemlig ikke kun et fag – man lærer også at tænke selv. En evne som også står i høj kurs hos enhver arbejdsgiver. Et universitetsstudium handler altså ikke om at mestre mekaniske kompetencer og terpe kongerækken, men om at vende og dreje hele rækken af argumenter for og imod kongernes betydning. I den forstand er universitetet kongevejen til at finde nye svar på spørgsmål, som ikke bare kan udløse job og indkomst, men som også kan komme en hel verden til gode. Her kommer tre rektor-råd netop i den ånd.

VÆR NYSGERRIG. Bliv en kulturel kosmopolit, der føler sig hjemme på udebane. Engelsk er vigtigt men husk, at det kun giver ét verdensbillede. Lær flere sprog. Søg ophold på universiteter i udlandet. Søg det ukendte og forvent det uventede. Tag fag på fremmede nabofakulteter. Lav en opgave med en virksomhed eller tag springet og bliv iværksætter. Duk op til foredrag med statskvinder som Angela Merkel eller kulturmennesker som Paul Auster eller Lars von Trier, når de kommer forbi KU.

FORDYB JER. Det ikke cool ikke at vide, hvad man taler om – som præsident Obama sagde i en tale på det amerikanske Rutgers-universitetet for et par måneder siden. Enig. Det er derimod klogt at dykke ned i substansen – frem for bare at surfe på internettets overflade. Stol på fornuftens filter, snarere end Googles søgeresultater. Accepter at det er svært i starten. Sådan har sidemanden det nok også. Men pas på hinanden og skab et godt studiemiljø. Og vær bevidst om, at kun dét man næsten fanger, fanger én rigtigt, som forfatteren Søren Ulrik Thomsen har formuleret det. Derude, på kanten af det kendte, vil I også mærke selve ’suset’ fra forskningen, som uddannelsen er forankret i.

VÆR SELVSTÆNDIG. Du er nu ikke længere elev, men studerende. Universitetet er ikke 4.g. og KU er ikke et curling-universitet, der fejer alle forhindringer væk. Men én ting vil du genkende fra gymnasiet. Du skal tage din uddannelse til tiden. Sådan er reglerne i fremdriftsreformen, som Folketinget har vedtaget. Det betyder dog ikke, at du skal være smart i en fart – den attitude ligger langt fra universitetet. Men prøv at planlægge dit studie, så der er plads til at dyrke de akademiske dyder, der er nævnt her. For med nysgerrighed, fordybelse og selvstændighed kan I studerende få ’styr’ på verdenssituationen – uanset hvor slem den er.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste