Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

KU tiltrækker høje snit, men færre mønsterbrydere

UNDERSØGELSE - På KU er andelen af studerende med høje gymnasiegennemsnit større end på de øvrige danske universiteter. Men andelen af studerende med forældre i de laveste indkomstgrupper stagnerer.

I en ny undersøgelse konkluderer Danmarks evalueringsinstitut, EVA, at andelen af studerende med høje karaktergennemsnit fra gymnasiet er steget fra 23 procent i 2003 til 42 procent i 2013. Den udvikling betyder, at KU er det universitet, der får den største andel af de høje snit.

I den anden ende af skalaen finder man Aalborg Universitet og Syddansk Universitet, hvor man til gengæld oplevet en stigning i andelen af studerende med lavere gennemsnit.

KU’s prorektor for uddannelse Lykke Friis mener, udviklingen er positiv for KU.

»Vi sender det tydelige signal, at vi er optaget af talent, og at vi går op i at udbyde dybtgående studier og for eksempel vægter specialer på fulde seks måneder højt,« siger hun til Uniavisen.

Desuden påpeger Lykke Friis, at fagligt stærke studenter ofte klarer sig godt, hvilket ikke bare er til deres egen fordel. Danske universiteters bevillinger afhænger nemlig i høj grad af de studerendes evne til at bestå deres eksamener til tiden.

»Vi ved, at studerende med høje snit er mindre tilbøjelige til at falde fra studierne, og det er godt for KU’s økonomi.«

Lykke Friis: Talenter i alle samfundslag

EVAs rapport konkluderer samtidig, at i perioden fra 2000 til 2013 er det ikke lykkedes KU at øge andelen af studerende fra lavindkomsthjem. Tallet har gennem årene været på cirka 16 procent. Det er 10 procent færre end Syddansk Universitet, som topper listen.

Lykke Friis er dog ikke alarmeret over den stagnerende kurve over optaget fra lavindkomsthjem.

Har KU et ansvar for at sikre bredden og ikke kun fokusere på talentmassen?

»Vi er tilfredse med, at vi rekrutterer nogle af landets dygtigste elever fra ungdomsuddannelserne. Det kan være med til at øge kvaliteten i de studerendes uddannelse og reducere frafaldet. Flere undersøgelser dokumenterer, at der er en sammenhæng mellem, hvor høje karakterer de studerende får i gymnasiet, og hvordan de gennemfører.«

Skygger KU’s fokus på økonomi for universitetets rolle i at skabe social mobilitet?

»KU har som målsætning at tiltrække de største talenter. De kan komme fra alle samfundslag. Derfor har vi i vores udviklingskontrakt et konkret mål om, at øge kendskabet til KU hos eleverne fra de ti gymnasier på Sjælland, vi traditionelt har modtaget færrest ansøgninger fra.«

Lykke Friis siger, at det blandt andet er gymnasier, hvor mange elever kommer fra hjem uden akademikere i familien, som er i KU’s søgelys.

»På de gymnasier er der mange dygtige elever, der måske slet ikke har KU på lystavlen. Vi har i efteråret været på besøg på ti fokusgymnasier, og vores skoletjenester vil gøre en særlig indsats her.«

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste