KU til ordblind studerende: Læs på normal tid

IT-programmer og medielicenser, støttetimer og forlænget eksamenstid. KU har en lang række af tilbud for ordblinde studerende. Som funktionsnedsat skal man “ligestilles med andre studerende”, står der på KU’s hjemmeside.

Virkeligheden kan dog være mere kompliceret. Det er Amalie Bjørnsens historie et eksempel på. Hendes ansøgning om dispensation for forlænget studietid er mundet ud i en tidskrævende kamp med et system, som ifølge en juraprofessor mangler juridisk viden – og ifølge KU’s studenterambassadør savner klarer retningslinjer.

Dispensationssystemet gør de svage studerende svagere, mener Amalie. Derfor kæmper hun ikke kun om de færre ECTS-point, men for at ændre et system, der efter hendes opfattelse slider studerende op i stedet for at hjælpe dem.

5 sider på 3 1/2 time

»Forleden tjekkede jeg min læsehastighed. Den er på 3½ time for 5 sider af en svær faglig tekst.«

Amalie Bjørnsen forsøger at beskrive, hvad ordblindheden gør ved hendes læsning. »Hver gang man læser et ord, er det, som at man læser det første gang,« siger hun.

Imens bladrer hun igennem sin diagnosticering, en seks sider lang rapport, der bekendtgør, at hun er funktionsnedsat og er berettiget til modtage hjælpemidler til at klare sit studie.

Amalie blev erklæret ordblind to måneder efter at være begyndt på sin bachelor i Folkesundhedsvidenskab. Da læsemængden steg, fik hun stadig sværere ved at følge med. Hun dumpede flere eksaminer og oplevede symptomer på stress. På grund af de dumpede eksaminer fik hun forlænget sin studietid med et halvt år og gik ned 20 ECTS de sidste tre semestre.

Det hjalp. Hun kunne nå igennem den nødvendige mængde læsestof til at klare sig, stressen tog af, og hun blev, ifølge både sin egen overbevisning og tallene i karakterbogen, en bedre studerende. Samtidig kom hun frem til, at hun hverken ønskede eller magtede at tage 30 ECTS per semester på sin kandidat.

I foråret, da hun skulle til at søge ind på kandidatdelen, henvendte hun sig derfor til studievejledningen. Og selv om de ikke kunne garantere noget, fik Amalie alligevel indtryk af, at de ville blive overraskede, hvis hun ikke fik en dispensationsansøgning godkendt, fortæller hun.

Den 16. marts sendte hun sin ansøgning af sted for at få lov at forlænge sin kandidat med et halvt eller et helt år.

For hurtigt igennem til dispensation


Den 24. april modtog Amalie Bjørnsen en afvisning fra studienævnet. Ud fra hendes ordblindeerklæring mente Studienævnet ikke, at Amalie havde behov for at skulle tage færre ECTS point.

Samtidig gjorde studienævnet det klart, at hun kunne benytte sig af de øvrige hjælpemidler. Ved en eksamen på fire timer kan man få én ekstra time. Ved en 48-timers eksamen, er forlængelsen 4 timer. Amalie havde i forvejen fået ekstra eksamenstid og programmer:

»Hverken studiegrupper eller SPS-hjælpemidler gør mig hurtigere til at læse. Det hjælper ikke på mit problem,« siger Amalie. Hendes pointe over for administrationen er klar: Kun en forlængelse af studietiden kan ligestille hende med hendes medstuderende.

Afslaget fremhævede også, at hun havde gennemført sin bachelor på under de fire år, som var maksimal studietid inden fremdriftsreformen. Det argument undrede Amalie Bjørnsen:

»Fordi jeg har kæmpet med, at komme igennem så hurtigt som muligt på bacheloren, bliver jeg straffet,« konkluderer hun.

En sag for studenterambassadøren

I kølvandet på afslaget begyndte Amalie Bjørnsen at blive usikker på sine muligheder: »Jeg vidste ikke, om jeg skulle klage. Det er også problemet, når man sidder med det selv: Har jeg overhovedet en grund til det, eller er det bare mig, der er helt galt på den?«

Det var Amalie Bjørnsens kæreste, som gjorde hende opmærksom på, at KU siden 2013 har haft en studenterambassadør, som kan tilbyde de studerende en ekstra hjælp i deres møde med universitetet og de regler, som universitetet skal overholde. Studenterambassadøren hedder Tina Kaare.

Hun skal agere mægler og vejlede de studerende, der kommer med en klage. Men kun hvis der er et retsligt grundlag. I Amalies sag var Tina Kaare ikke i tvivl: Dispensation for ordblindhed hører under forskelsbehandlingsloven, som fordrer at funktionsnedsatte ligestillet med andre studerende.

»Jeg synes, det er trist, at KU ikke har bedre kendskab til det diskriminationsretlige grundlag.« – Kirsten Ketscher, juraprofessor

Imens hun sammen med studenterambassadøren udarbejdede klagen, søgte Amalie om aktindsigt i tidligere sager. Det viste sig, at der aldrig er blevet givet dispensation for ordblindhed før på Folkesundhedsvidenskab, og at studienævnet altså ikke tidligere havde tagets stilling til en studerende i Amalies situation.

KU behandler på forkert lovgrundlag

Klagen blev sendt den 15. maj, 10 dage efter, at Amalie Bjørnsens ansøgning var blevet afvist. Den 4. september fik hun en midlertidig afgørelse fra instituttet. Den lød:

»Klagerens henvisning til forskelsbehandlingsloven er heller ikke relevant, idet denne lov vedrører forhold på arbejdsmarkedet. Loven gælder altså ikke for studerende på uddannelsesinstitutioner.«

Beskeden fra instituttet kom ikke kun bag på Amalie, som jo havde fået at vide af studenterambassadøren, at hun hørte ind under forskelsbehandlingsloven.
Juraprofessor Kirsten Ketscher underviser i diskriminerings- og ligestillingsret og har tidligere rejst kritik af KU’s behandling af funktionsnedsatte. Hun siger, at instituttets henvisning til lovgivningen er lodret forkert.

»Der er ingen tvivl om, at KU er omfattet af forskelsbehandlingsloven,« slår hun fast. Ketscher er tidligere stødt på sager, hvor KU’s administration har behandlet sager efter forskelsbehandlingsloven, og hun undrer sig over, at den viden ikke er blevet optaget i systemet.

Kirsten Ketscher kan ikke bedømme, hvorvidt selve afgørelsen om, at Amalie Bjørnsen ikke kan få forlænget sin studietid er forkert. Men, siger hun: »Jeg synes, det er trist, at KU ikke har bedre kendskab til det diskriminationsretlige grundlag.«

Studienævnet sparrer med jurist

Så hvorfor kender KU ikke til lovgivningen? Skyldes den fejlagtige juridiske behandling, at de der behandler ansøgningerne om dispensation ikke er jurister?

I studienævnet på SUND sidder 10 personer, hvoraf den ene halvdel er studerende og den anden VIP’er. Ingen af medlemmerne har juridisk uddannelse. Men det er ikke studenævnets medlemmer alene, der bedømmer sager som Amalie Bjørnsens.

Alle ansøgninger, der indsendes til studienævnene, bliver nemlig behandlet af Sektion for Legalitet og Studienævnsbetjening (LOS) i Afdelingen for Uddannelse og Studerende på SUND. Sagsbehandlerteamet i LOS består af fire personer, og én af dem er uddannet jurist. Der er altså mindst ét par juridiske øjne, der kigger på en ansøgning som Amalies.

I sager, som man ikke tidligere har beskæftiget sig med, og hvor de kan være i tvivl, oplyser LOS desuden, at sagsbehandlingsteamet både sparrer internt og med sektionens to øvrige jurister. De oplyser også, at sagsbehandlerteamet følger de juridiske retningslinjer, som udarbejdes af Uddannelsesservice på Københavns Universitet, og de forvaltningsretlige sagsbehandlingsregler.

Disse oplysninger vidner på den ene side om, at studienævnet er bakket op af kompetente fagpersoner. På den anden side peger de på, at det hul i administrationens viden om diskriminationsret, som Kirsten Ketscher har påpeget, skal findes længere oppe i det administrative system.

Uklare retningslinjer

KU har ifølge juraprofessor Kirsten Ketscher begået en fejl ved at afvise at behandle Amalies sag under forskelsbehandlingsloven. Amalie Bjørnsen kan altså, uanset hvad, gøre krav på at få sin sag behandlet. Men tilbage ligger stadig spørgsmålet om, hvilken kompensation, hun har ret til. Og her tegner sig et nyt problem ved KU’s administration:

For hvilke kriterier afgør egentlig, om man kan at forlænget studietid?

»I de sager jeg sidder med, ligner det, at der mangler retninglinjer for, hvornår noget er en funktionsnedsættelse, og hvilken rettigheder den studerende så har. Eksempelvis ved ordblindhed,« siger studenterambassadør Tina Kaare.

Hun fortæller, at der i øjeblikket er ved at blive udarbejdet en strategi på KU for funktionsnedsættelse, som også indeholder en handlingsplan. Tina Kaare sidder selv med i styregruppen.

Ventetiden gør det værre

Måske vil den nye handlingsplan gøre det mere gennemskueligt at behandle sager om funktionsnedsættelse. Men det ændrer ikke meget på Amalie Bjørnsens situation. Hun venter i øjeblikket til den 4. december, hvor hun er stillet i udsigt at modtage den endelige afgørelse fra rektoratet.

De første eksaminer ligger allerede få dage efter. Får hun negativt svar på sin klage, skal hun gå op i alle sine fag.

»Det er jo ikke sjovt ikke at vide, hvad man skal forberede sig på,« siger Amalie. »Jeg var sikker på, at jeg ville gå ned med stress, hvis jeg ikke fik den dispensation. Det er sindssygt hårdt at gå med forventningen om at gå ned.«

Tina Kaare anerkender Amalies frustration: »Jeg kan godt se, at det er frustrerende for de studerende, som skal vente.« Men hun siger også: »Det er mit indtryk, at KU gør hvad de kan, og at man er opmærksom på, hvis der er nogle sager, der haster.«  

En enkeltsag eller et hyppigt problem?

Spørgsmålet er, om Amalie Bjørnsens sag er et enkelttilfælde, eller om mange af hendes medstuderende på KU er i samme situation?

»Jeg synes, der er kommet flere henvendelser fra funktionsnedsatte gennem den seneste tid. Jeg kan ikke sige, om det skyldes fremdriftsreformen. Men en del af henvendelserne drejer sig om 30/60-ordningen,« siger Tina Kaare.

Sidste år modtog studenterambassadøren 226 henvendelser i alt. »Funktionsnedsatte udgjorde kun en mindre del af dem,« siger Tina Kaare, der pointerer, at det kun er de utilfredse studerende, der henvender sig til hende.

Omvendt kan man spørge, om antallet af klagesager afspejler problemets størrelse.

»Jeg har ikke nogen idé om, hvor mange andre, der sidder i min situation. ikke kun med ordblindhed, men også med andre ting,« siger Amalie.

Hun er nemlig ikke klar over, om alle i hendes situation kender til studenterambassadøren, eller om nogle giver op undervejs, fordi sagsproceduren er for uoverskuelig.

Amalies dilemma: retssag eller lægeerklæring?

Hvis klagen bliver afvist, har Amalie Bjørnsen to muligheder: Hun kan trække KU i retten, eller hun kan søge på ny med den lægeerklæring på stress: »Jeg ved, der er givet dispensation for stress før. Så nu hvor jeg har en lægeerklæring i baghånden, kan jeg tage det mere roligt.«

Til spørgsmålet om, hvorfor hun skulle blive ved med at kæmpe for at få dispensation for ordblindhed, når hun kan få det for stress, siger Amalie:

»Jeg kan virkelig godt lide mit studium, og jeg klarer mig godt. Det er helt åndssvagt, at det skal være sådan, at selv om man hverken er doven eller dum, må man ikke komme igennem.«

Ønsket om at gøre op med måden, systemet behandler funktionsnedsatte på, giver Amalie lyst til at gå hele vejen i med sin sag. Men samtidig gør desperationen for at lette arbejdsbyrden, at hun overvejer at give op.

»For et par måneder siden tænkte jeg, at jeg bare skulle blive ved. Men nu orker jeg ikke mere,« siger hun. For sagen er en ond cirkel, siger hun: Jo mere tid hun bruger på at kæmpe for en mindre studiebyrde, des længere sakker hun bagud i pensum.

uni-avis@adm.ku.dk