Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

KU er et kvindeuniversitet

KØNSFORDELING - Seks ud af ti af årets nye studerende på Københavns Universitet er kvinder. Det cirka lige så store Aarhus Universitet optager stort set lige mange af hvert køn.

Kvinder udgør 56 procent af de studerende på de videregående uddannelser, og sådan var det også i 2013. Det viser tal fra Uddannelsesministeriet.

Det er ikke mindst det kvindedominerede Københavns Universitet, der påvirker landsgennemsnittet, for her er godt 4.600 (61 procent) af årets nye studerende kvinder, mens en smule under 3.000 (39 procent) er mænd.

SE OGSÅ: Top 10 over kvindefag på KU

På Aarhus Universitet, som optager næsten lige så mange studerende som KU, er fordelingen næsten fifty-fifty med 3.700 kvinder og 3.500 mænd.

AU har mandebastioner

Ifølge vicedirektør for uddannelse på KU Anni Søborg er det formentlig de to universiteters forskellige uddannelsesprofiler, der forklarer forskellen.

Hun påpeger, at Aarhus Universitet udbyder fagområder, der traditionelt har været ‘mandefag’. Særligt ingeniøruddannelserne på AU tiltrækker mandlige ansøgere, ligesom det i øvrigt er tilfældet på Danmarks Tekniske Universitet, som i år optog 1.427 mænd og kun 550 kvinder.

Omvendt har KU en meget stor studenterpopulation på Humaniora, hvor næsten to tredjedele af de 2.400 nye studerende er kvinder. Tilsvarende er Sundhedsvidenskab domineret af kvinder. Her er 900 af de knap 1.300 nye studerende kvinder.

Kønsskævheden bliver mindre på landsplan

Ifølge Uddannelsesministeriets tal er kønsskævheden blandt studerende på de videregående uddannelser i de senere år dog blevet mindre.

I 2006 var hele 62 procent af de optagne studerende kvinder.

Men selv om mange studerende er kvinder, er effekten ikke slået igennem på forskerniveauet, hvor under en tredjedel af alle landets lektorer og blot 15 procent af professorerne er kvinder.

chz@adm.ku.dk

Seneste