Lad os bruge vores stipendier, så vi kan hente viden hjem til Danmark

Jeg var meget spændt, da jeg modtog nyheden om, at Lundbeckfonden ville finansiere mit forskningsophold på Nagoya City University i Japan.

Det viste sig dog kun at være en forsmag på realityprogrammet ’Bureaukrati saboterer mit akademiske udlandsophold’.

Det betød, at jeg kunne deltage i forskningsprojekter, der ikke kan udføres i Danmark, og stifte bekendtskab med nye metoder til gavn for danske psykiatriske patienter. Opholdet skulle markere begyndelsen på et stort forskningssamarbejde, hvor mit laboratorie og vores japanske kolleger skulle studere risikofaktorer for psykiatriske lidelser med potentiale for virkelig at gøre en forskel.

Da opholdet skulle vare syv måneder, valgte jeg at tage min familie med. Heldigvis dækkede fondens legat også udgifterne til en international skole for mine børn. Internationale skoler er temmelig dyre i Japan, og en lokal skole var udelukket, da mine børn ikke taler japansk. Vi fandt en skole tæt på min arbejdsplads og fik børnene skrevet op. Jeg betalte indmeldingsgebyr og skolepenge og søgte om refusion af pengene fra mit legat…

… Og så begyndte det.

Københavns Universitet blokerede refusionen. Forklaringen var, at man ifølge statens regler ikke kan refundere udgifter i forbindelse med skole og børnepasning – også selv om en fond allerede har bevilget penge til det specifikke formål. Hvis man ikke selv kan finansiere udgifterne, må man blive hjemme.

Det rene reality

Jeg troede først, at det var sket en misforståelse: Vi bor jo i børnevenlige Danmark. Københavns Universitet kan umuligt afvise at refundere udgifter til skolegang.

Det eneste, vi beder om, er at bruge de midler, vi allerede er bevilget.

Men da jeg kontaktede universitetets ansvarlige for økonomi og administration, gentog alle det samme mantra: »Reglerne er, at KU ikke har lov til at støtte børnepasning/skole. Reglerne for statslige institutioner i Danmark rangerer højere end de private og offentlige fondes regler.«

Det viste sig dog kun at være en forsmag på realityprogrammet ’Bureaukrati saboterer mit akademiske udlandsophold’. Da vores danske sygeforsikring ikke giver adgang til sundhedsydelser i Japan, måtte vi købe den offentlige sygeforsikring, der er obligatorisk, hvis man vil opholde sig i landet. Men da jeg forsøgte at betale med Lundbeckfondens legat, var meldingen, at Københavns Universitet heller ikke kan refundere udgifter til sygeforsikring.

En dyr pris

Da jeg havde fordøjet de dårlige nyheder, begyndte jeg at indse problemets omfang.

Udgifterne til skole og sygeforsikring gjorde et voldsomt indhug i min families økonomi. Hvis jeg havde vidst på forhånd, at stipendiet ikke dækkede, var jeg formentlig blevet hjemme. Man kan let forestille sig et lignende scenarie, hvor en ph.d.-studerende eller en postdoc med børn bliver tildelt et stipendium til et ophold ved et anerkendt udenlandsk universitet, men må blive hjemme, fordi det ikke er muligt at betale dyr børnepasning og sygeforsikring med en normal ph.d.- eller postdoc-løn.

Det paradoksale er, at vi ikke beder Københavns Universitet om at betale vores omkostninger. Vi har selv rejst midlerne fra private eller offentlige fonde som Lundbeckfonden. Det eneste, vi beder om, er at bruge de midler, vi allerede er bevilget. Ved at nægte os at bruge vores egne forskningsmidler yder universitetet ikke bare manglende støtte – det sætter sig direkte til modstand.

Vi må finde en løsning

Akademiske udlandsophold udvider horisonten. Ikke bare for den forsker, der rejser ud, men for hele afdelingen, universitetet og det danske samfund som sådan.

Men det er omkostningstungt at flytte til udlandet i flere måneder. Mens man etablerer en midlertidig tilværelse i et nyt land, må man beholde alle sine ejendele og fortsætte med at betale regninger derhjemme. For mange går regnestykket ikke op uden stipendier.

De private og offentlige fonde skal have stor ros for at gøre akademiske udlandsophold mulige. Men vi er nødt til at finde en løsning, så vi kan anvende de midler, vi er bevilget – også til skole og sundhedsforsikring. Ellers risikerer vi at gå glip af dyrebar viden og afgørende internationalt samarbejde.

Tak til Signe Schmidt Kjølner Hansen for hjælp med oversættelse og redigering.