»Jeg har 10 procents chance for at komme ind«

Han ser helt rolig ud, da han låser cyklen og bænker sig foran universitets gamle hovedbygning på Frue Plads.

Gustav Krogh Bergen har ellers noget at være nervøs over. Om knap 13 timer finder han ud af, om han er kommet ind på Københavns Universitet. Af de over 18.000, som har søgt, vil omkring 10.000 blive skuffede – og sandsynligheden er stor for, at Gustav bliver an af dem.

»Jeg ved, at der er 250 ansøgere til 22 kvote 2-pladser på Idræt. Så jeg har 10 procents chance for at komme ind. Men hvis jeg får afslag, søger jeg bare næste år,« siger han med armene bredt ud over bænkens ryglæn.

Generelt virker Gustav som ikke typen, hvis verden falder sammen ved lidt akademisk modgang. Men måske kommer roen også et andet sted fra. Gustav har brugt tid på at tænke sig om.

»Jeg blev god til at købe champagne«

Det er ellers ikke på mode, det med fjumreår. Politikerne har i flere år messet til de danske studenter, at de skal hurtigt i gang med en videregående uddannelse, og bakket budskabet op med karakterbonus.

Det virkede bare ikke på Gustav. Efter at have skrabet et gennemsnit på »omkring 6« sammen på Rysensteen Gymnasium vidste han ikke, hvad han skulle. Og så begyndte han at arbejde.

»Jeg ved, at der er 250 ansøgere til 22 kvote 2-pladser på Idræt. Så jeg har 10 procents chance for at komme ind«

»Jeg fik job hos TDC som en ’ring ind og brok dig over din regning’-mand. Jeg var en udmærket sælger, men jeg havde lidt for meget samvittighed, du ved, drak ikke blod til morgenmad – og så kom jeg over i rolle, hvor jeg var med til at finde ud af, hvordan vi kommunikerede ordentligt til sure kunder«

Lad os nu sige, at du ringede ind til TDC for at brokke dig over en chokregning på 15.000 kroner. Så havde Gustav måske haft en finger med i planlægningen af, hvordan du – på en pæn, ikke-nedladende måde – fik at vide, at livet nogle gange går sådan, når man beslutter at bingewatche Netflix under en hel solferie i Tyrkiet.

Lønnen var god, og det samme var livet som lønmodtager.

»Jeg blev god til at købe champagne,« griner han.

Mens kammeraterne søgte ind på videregående uddannelser, tog Gustav et ekstra år på TDC. Men efterhånden begyndte han at savne noget:

»Jeg ville rigtigt gerne læse. Det sidste år på TDC begyndte jeg at sidde at tage hjernestimulerende tests på BBC’s hjemmeside. Jeg savnede at nørde med noget.«

Det lunkne snit og den gode uddannelse

Til gengæld var Gustav stadig »helt lost«, når det gjaldt, hvad han skulle nørde med. Det gik hurtigt op for ham, at hans lunkne gymnasiesnit lukkede en del døre for ham. Men under et besøg hos Studievalg København fik han en idé:

»Jeg snakkede med dygtig vejleder, som spurgte mig: ‘Hvad kan du li’? Hvad bruger du din fritid på?’ Og så gik det op for mig: Jeg bruger min fritid om at læse om muskler og om, hvordan idrætsfolk forbedrer præstationen. Jeg bruger halvdelen af mit liv på at se basketball hele natten. Så fandt ud af, at jeg ville læse idræt.«

Adgangskravet på Idræt ligger normalt mellem 8 og 9, så næste skridt for Gustav var at undersøge, hvad det ville kræve at komme ind på kvote 2. Og her fandt han, at han manglede en hel del.

»Jeg havde masser af praktisk idrætserfaring – jeg havde spillet fodbold på rimeligt højt plan indtil 13-14-års-alderen og havde bokset i fem år – men jeg havde ikke noget idræt på arbejds- eller uddannelses-CV’et.«

»Jeg tror ikke, at jeg vil være gymnasielærer. Nu har jeg undervist lidt […], og det er sådan set spændende nok – men jeg vil sgu også gerne have mulighed for at stræbe efter at tjene mange penge.«

Gustav søgte ind på Paul Petersens Idrætsinstitut, en privat uddannelse, som er SU-berettiget. Nu, et år senere, er han uddannet idrætslærer på folkeskoleniveau og certificeret livredder, løbeinstruktør, svømmelærer og mountainbikeinstruktør. Men om det er nok til at få ham ind på Københavns Universitet, ved han først om 13 timer.

»Hvis jeg ikke kommer ind, får jeg noget mere erfaring. Måske tager jeg et job som folkeskolelærer. Jeg så lige, at de søgte en idrætslærer på DIA, en arabisk friskole. Det kunne jeg godt tænke mig at søge. Jeg har også fået et studiejob som underviser i Famfit (udendørs træning og fitness, red.). Og så søger jeg ind på Idræt til næste år.«

No rush

Før Gustav cykler tilbage til lejligheden i Indre By, snakker vi ’hvis’. Hvis han nu kommer ind. Hvad vil han så bruge uddannelsen til?

Han ved det ikke helt præcist. Det må godt have et samfundsmæssigt perspektiv. Integrationsprojekter er interessante, synes han. Men Idrætspsykologi er også ret spændende – at arbejde med topatleter, når man nu ikke selv kan være en, og være med til at forvandle talenter til elitesportsudøvere.

»Jeg tror ikke, at jeg vil være gymnasielærer. Nu har jeg undervist lidt i forbindelse med uddannelsen som idrætslærer, og det er sådan set spændende nok – men jeg vil sgu også gerne have mulighed for at stræbe efter at tjene mange penge.«

»Mine venner er på deres femte semester, så jeg føler mig en lille smule presset for at følge med dem. Men det er bare en følelse. Jeg er foran med så mange andre ting. Jeg har drukket mere champagne«

Han fulgte ikke politikernes budskab om at komme hurtigt i gang med sin videregående uddannelse. Hvis Gustav kommer ind på Idræt, har han så tænkt sig at følge det lige så presserende budskab om at blive hurtigt færdig?

Han ryster på hovedet.

»Jeg tænker ikke så meget på at blive hurtigt færdig. Jeg glæder mig bare til at læse,« siger han. »Det er ærgerligt, at der bliver presset så hårdt på for at strømline de studerende og gøre dem så hurtige som muligt. Jeg mener: Hvor mange uddannelser var det, Ulla Tørnæs gik i gang med uden at gennemføre? Syv?«

Gustav har ikke tænkt sig at haste igennem Idræt, hvis han kommer ind. Men der er alligevel én ting, der skubber ham fremad:

»Mine venner er på deres femte semester, så jeg føler mig en lille smule presset for at følge med dem. Men det er bare en følelse. Jeg er foran med så mange andre ting. Jeg har drukket mere champagne,« siger han og smiler.

Et minut senere sidder han på cyklen, på vej hjem til lejligheden og ventetiden på en vigtig besked, der ikke får hans verden til at falde sammen.

»Nu ved jeg, hvad der skal ske«

Et halvt døgn senere, lørdag den 30/7 klokken 00:45, tikker en sms ind: ‘Jeg har tjekket. Du kan bare ringe, hvis du er vågen!’.

»Jeg kom ikke ind,« siger Gustav, da han tager telefonen.

Pis…

»Det er lidt noget lort, men sådan er det.«

Du ved også godt, hvad du vil gøre nu.

»Ja. Jeg har jo lagt en plan B, selv om jeg egentlig havde sagt til mig selv, at jeg ikke ville… Det bedste er, at det skal ske. De sidste to måneder har været lidt irriterende, fordi jeg ikke har vidste, om jeg skulle søge et arbejde, eller om jeg kom ind. Nu ved jeg, hvad der skal ske.«

Gustav Krogh Bergen vil søge fuldtidsarbejde, i første omgang som skolelærer – og ellers noget andet, der også kan hjælpe med at samle kvote 2-point. Og til næste år søger han ind på Idræt igen.

dennis.christiansen@adm.ku.dk