Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

»Jeg er låst fast på et studie, jeg overhovedet ikke har lyst til«

UDDANNELSESLOFT – En ny lov mod dobbeltuddannelse vil sætte en stopper for Caroline Bayer Frøhlings drøm om at læse biologi. Hun har nemlig allerede en bachelor i landskabsarkitektur.

Efter sommerferien vil staten ikke længere finansiere videregående uddannelse for personer, der allerede har gennemført en uddannelse på samme eller højere niveau. Det er konsekvensen af et lovforslag, som regeringen, DF og Socialdemokraterne har indgået forlig om.

LÆS OGSÅ: Studerende fanget af forlig om begrænsning af dobbeltuddannelser

Den nye lov spænder ben for 25-årige Caroline Bayer Frøhling.

Hun afsluttede sin bachelor i landskabsarkitektur på Københavns Universitet sidste forår, men drømmer om en uddannelse i biologi. En drøm, der bliver svær at realisere.

»Jeg afsluttede min bachelor i landskabsarkitektur i 2015, og nu har jeg planer om, at jeg gerne vil læse biologi her til sommer. Jeg er faktisk i gang med et kemikursus, så jeg kan komme ind til sommer. Men det kan jeg ikke med den nye lovgivning. Jeg har taget min bachelor under andre love, som bliver ændret nu. Jeg havde ikke nogen chance for på daværende tidspunkt at kunne se ud i fremtiden, at præmisserne ville blive lavet om,« siger Caroline Bayer Frøhling.

Fanget i systemet

For Caroline er det store problem nu, at hun har en bachelor i et fag, hun ikke ønsker at arbejde med, og ikke har mulighed for at skifte kurs.

»Loven betyder, at jeg ikke kan læse biologi, men den betyder også, at jeg er låst fast i landskabsarkitektur. Så den lukker ikke bare for biologi, den lukker for alle bachelorer, så jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er låst fast på et studie, jeg overhovedet ikke har lyst til,« siger hun.

»Det er meget frustrerende for mig. Nu er der nogle andre, der skal bestemme, hvad jeg skal gøre med mit liv, og jeg vil bare virkelig gerne selv bestemme, hvad jeg skal bruge resten af mit liv på,« fortsætter hun.

Bestået bachelor begrænser

Caroline valgte at færdiggøre sin bachelor, selvom hun ikke følte sig overbevist om, at hun var havnet på det rigtige studie.

»Jeg afsluttede for at få papir på det. Hvis jeg havde vidst, at det lukkede for muligheder, så havde jeg jo ikke gjort det. En bachelor skal jo være med til at åbne for muligheder, ikke til at lukke for muligheder,« siger hun.

Caroline Bayer Frøhling er langt fra den eneste, som står med dette problem. Tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at 2.500 af dem, som påbegyndte en videregående uddannelse i 2014, allerede havde gennemført en uddannelse på samme eller højere niveau.

»Vores system er indrettet efter dem, som kan gennemføre et studie på normeret tid, og som vælger den rigtige vej lige fra starten. Det synes jeg ikke, man kan opbygge et system efter, for vi er bare nogle, som skal have lidt mere tid til at finde ud af, hvad vi vil,« siger Caroline Frøhling Bayer.

Har skrevet klagebrev til Folketinget

Caroline Bayer Frøhling har for nylig skrevet et klagebrev til Folketingsudvalget, hvor hun forklarer sin situation. Hun mener, at der burde være to års advarsel inden lovændringen træder i kraft, så de studerende kan nå at forberede sig på lovændringen.

Ifølge Caroline Bayer Frøhling er det urimeligt, at lovforslaget allerede gælder fra næste optagelsesrunde til uddannelserne.

»Jeg tror, politikerne ser borgerne som nogle brikker, som de kan fylde ind dér, hvor der er ledige pladser. Men der er så mange følelser på spil, når vi taler om, hvad man skal lave resten af sit liv. Jeg vil ikke være en brik, jeg vil gerne være passioneret omkring det, jeg laver, og det tror jeg også gør, at man bliver bedre til sit job i sidste ende,« siger hun.

Regeringen og forligspartnerne mangler stadig at forhandle alle detaljer i lovforslaget på plads. Det ligger dog fast, at der vil være enkelte undtagelser fra forbuddet mod dobbeltuddannelse, blandt andet for personer med forældede uddannelser og personer, der ikke kan gennemføre deres job på grund af arbejdsskader. Derudover vil der være en række uddannelser, der er undtaget på grund af mangel på arbejdskraft inden for området.

Med lovforslaget vil det principielt stadig være muligt at tage en ekstra uddannelse, hvis man selv betaler. Men i praksis er er der kun få uddannelser, der udbydes som åben uddannelse, og som man dermed kan købe sig adgang til.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste