Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Ja, studerende skriver dårligt, men …

SPROGSPASSERE – Studerende er ikke så gode til det med sproget; det kan man læse i avisen. Og spørger man på KU, bekræfter undervisere problemet – til gengæld løfter universitetet niveauet for generationer af nytilkomne akademikere.

Tre store aviser, tre sprogrevsere.

Politiken først: Efter at have rettet 65 opgaver fra førsteårsstuderende konkluderede professor ved SDU Kirsten Drotner i et debatindlæg, at »omkring halvdelen af de studerende har problemer med at skrive, så man som læser forstår meningen.«

I Jyllands-Posten supplerede Drotners professorkollega på SDU, Ellen Krogh: »Det har været en stor fejl at beskære skriftligheden i danskfaget på gymnasierne, især når skriftlighed fylder meget mere i vores samfund end for bare 20 år siden. Vi har i dag et skrivesamfund, hvor alle skal kunne skrive i deres job.«

Ungdommen risikerer at blive sprogproletariat

Og i Berlingske trumfede forfatteren Susanne Staun med et interview om Danmarks overvældende mange ’sprogspassere’ og –spader.

Staun kalder i artiklen Danmark for ’en nation af analfabeter’, og hun advarer om, at selve ungdommen er i fare:

»[D]et er ikke sproget, men sprogbrugeren, jeg er bekymret for: proletariseringen af de mennesker, der ikke har forældre, som kan træde til, hvor skolen svigter.«

På baggrund af denne sprogdebat har Uniavisen sendt e-mails til forskere fra forskellige fag for at få svar på, om KU’s studerende skal betragtes som sprogproletarer, for nu at bruge Susanne Stauns billede. Ikke en regulær undersøgelse, men et forsøg på at lodde stemningen i akademia.

Bortset fra humanisterne svarede de fleste forskere, at det ikke rigtig var deres bord.

Engelsk er måske problemet

Eller, næsten. Lektor Steen Laugesen, som i 2014 var med til at sætte gang i en national debat om unges miserable greb om regning og matematik, svarede, at han ikke havde lyst til at udtale sig om det sproglige niveau uden håndfast datamateriale – men at vi godt måtte citere ham for, at det er »tydeligt i de e-mails, jeg modtager fra de studerende, at det sproglige er lige så nedprioriteret som færdighedsregningen.«

En professor fra biologi svarede, at de studerende – i de opgaver, hun modtog – så ud til at have større besvær med at skrive på engelsk end med at skrive sådan generelt.

Og en juraprofessor svarede, efter at have foreslået, at påvirkningen fra engelsk kunne være et sprogproblem, vi burde se nærmere på, at de studerende har en »dårlig beherskelse af fagterminologi og manglende præcision foranlediget af manglende kendskab til andre mere eksakte sprog end netop engelsk.«

Og at de studerende producerer »megen snak frem for konkret tænkning.«

Sproglige færdigheder hænger nøje sammen med tænkefærdigheder

De mere uddybende svar fik vi fra Det Humanistiske Fakultet, og overraskende nok – i lyset af avisernes sprogdebat – mente de tre forskere, Uniavisen kontaktede, alle, at de studerende gør det ganske godt, (i det mindste, mener en af dem, i forhold til for nogle år siden).

»De studerende jeg underviser, har gennemgående et ret højt sprogligt niveau,« skriver professor i retorik Christian Kock, »ellers ville de nok ikke læse retorik. Men der er helt klart et stort behov for undervisning i skriftlig fremstilling, også på Det Humanistiske Fakultet.

Undersøgelser viser at færdigheder i skriftlig fremstilling er noget af det som kandidaterne har mest gavn af og brug for på arbejdsmarkedet.«

Christian Kock beklager, at man for et par år siden nedlagde Akademisk Skrivecenter, som netop varetog den opgave at lære de studerende skriftlig fremstilling.

»Jeg vil gerne gøre op med den tankegang at det sproglige er noget helt adskilt fra det indholdsmæssige og faglige. Sproglige færdigheder hænger nøje sammen med tænkefærdigheder. Det er derfor jeg taler om skriftlig fremstilling og ikke om “det rent sproglige”. Man kan ikke skille den sproglige kvalitet fra alt det andet som udgør kvalitet i en universitetstekst. Det hænger sammen. Det er naivt at tro at det sproglige bare er at kunne stave og sætte kommaer korrekt – hvilket de fleste i øvrigt ikke kan. At skrive godt forudsætter at man tænker godt. Men at skrive er også et vigtigt redskab til at tænke – måske det vigtigste. Det bør have langt mere fokus i alle uddannelser,« mener Christian Kock.

(Kock bad Uniavisen om ikke at ændre på tegnsætningen i hans e-mailede svar, da kommateringen er ’100 procent korrekt’).

Alt for intuitivt, alt for mundtligt

På faget Historie har lektor Sebastian Olden Jørgensen også ros til sine studerende, som gør det bedre end tidligere.

»Det er i hvert fald gennemsnitligt bedre nu end for fem til 10 år siden,« skriver Olden-Jørgensen. »Jeg synes også, de studerende er mere opmærksomme over for sproglige spørgsmål og tager pænt mod kritik på det sproglige område.«

Det betyder dog ikke, at de studerende ikke har en masse at lære:

»Næsten alle de studerende, også de kvikkeste og mest energiske, er praktisk talt ude af stand til at skrive helt korrekt dansk på det basale niveau: Sætninger, der hænger grammatisk sammen fra den ene ende til den anden og heller ikke er for lange eller akavede. Jeg vil ikke lægge skylden på dem, for da jeg selv har børn, ved jeg, hvordan deres lærere i folkeskolen har det med den sproglige korrekthed!« skriver Sebastian Olden-Jørgensen.

Olden-Jørgensen har også noteret sig, at de studerendes kommatering er et ’næsten totalt kaos’:

»Jeg tror, at disse voldsomme problemer afspejler en fundamental usikkerhed over for alt, hvad der hedder sætningsstruktur, og det meste af, hvad der hedder ordklasser. Sproget er jo også et system. De studerendes sprogforståelse er i alt for høj grad intuitiv og mundtlig. Det er ikke det store problem i den daglige og faglige mundtlige dialog, men det bliver et problem, når man skal skrive, og faktisk også, når man skal læse præcist.«

Sebastian Olden-Jørgensen bemærker også, at de studerende er usikre i deres brug af faste vendinger og lidt sjældnere udtryk:

»Nogle gange kan det være ganske pudsigt, som fx en studerende, der ved den seneste eksamen skrev ’koalitionskurs’ i stedet for ’kollisionskurs’.« De to ord lyder ret ens for den, der ikke har læst dem så ofte.

»Jeg forsøger at gøre mine studerende opmærksomme på sproglige problemer på flere måder. Jeg forklarer ord, jeg tror eller ved, de ikke forstår. Jeg præciserer og omformulerer til tider deres udsagn og spørger, om det er det, de mener. Sidst, men ikke mindst, retter jeg pedantisk sprog og stil på den første side af alle øvelsesopgaver (med korrekturtegn!), og jeg sætter en ring om udtryk eller formuleringer, jeg finder uklare, ukorrekte eller upassende (fx alt for langt fra akademisk sprogbrug). Så ved de da i hvert fald, hvad jeg mener,« skriver Sebastian Olden-Jørgensen.

Man begår flest fejl, når man skriver om sproglig korrekthed

Sune Auken, lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, er den mest sprogpolitisk fortrøstningsfulde af de forskere, som svarede Uniavisen:

»Jeg kan godt komme på ting at indvende imod vores studerende, men deres sproglige formåen er ikke en af dem,« skriver han.

»Selvfølgelig kan man finde eksempler – endda mange eksempler – på dårligt sprog. Men undskyld: Hvor mange af os forskere skrev et gnistrende og skarpt dansk, da vi begyndte på universitetet? Personligt lød jeg som en blanding mellem en højskoleforstander og en piv-i-røv-hest.

Det er svært at skrive godt, og det tager forfærdelig lang tid at lære, bemærker Sune Auken.

»Når jeg bare ’friskriver’ e-mails og den slags, er der stadig bunker af fejl. Og jeg skal have en heldig dag, før jeg skriver rigtig godt. Og jeg skal have en meget tålmodig dag for at skrive bare nogenlunde korrekt. Og det er kun, fordi jeg er dr.phil., at jeg kan tillade mig at begynde tre (og lige om lidt: fire) på hinanden følgende sætninger med ordet “Og” uden at få sprogrøgterne i nakken. Og jeg laver garanteret også sprogfejl i selve dette øjeblik, hvor jeg skriver dette: Der er en herlig ironi i, at man næsten altid begår flere fejl, når man skriver om sproglig korrekthed,« skriver Sune Auken.

Han pointerer, at universiteterne optager mønsterbrydere som aldrig før i takt med at flere og flere uddanner sig:

»Derfor kan vi ikke forvente et højt indgangsniveau, men vi kan som undervisere til gengæld glæde os over, at vi har fået adgang til en meget større gruppe mennesker. At der er en del sproglige unoder, vi skal aflære dem, forekommer mig at være en lav pris at betale for faktisk at få adgang til dem.«

Og uddannelse virker, mener Auken:

»Deres sprog bliver meget bedre undervejs, fordi de gerne vil arbejde med deres faglighed og deres udtryksevne. Det synes jeg som lærer er fantastisk og meget opmuntrende. Derfor skal vi selvfølgelig møde dem med en blanding af gedigen faglig kritik – også af deres sproglighed – og en lige så gedigen faglig entusiasme over deres fremskridt. At en del af dem hverken bliver topshinede stil-Ferrarier eller nidkære sprogrøgtere, kan jeg godt lære at leve med,« mener Sune Auken.

»Det samlede billede er, at universiteterne er med til at løfte sproget hos flere generationer af nytilkomne akademikere. Det gider jeg ikke beklage mig over.«

chz@adm.ku.dk

Seneste