Instituttet alle taler om

26/02-10 kl. 00:00 Uddannelse / Nat
Instituttet alle taler om Billede: Anders Fjeldberg

STEMNINGSREPORTAGE - Besparelserne på Institut for Geografi og Geologi har fyldt godt i medierne siden vrede studerende blokerede undervisningen først i februar. Men hvordan er stemningen på et institut der både er ramt af fyringer, faldende optag og mediernes negative omtale? Universitetsavisen tog på besøg

af Mathias Holm Pedersen

De fleste studerende vil nok gerne læse på et velrenommeret studie, som folk kender og taler om. Men hvad nu hvis det, folk siger, er dårligt? Hvis ens studie alene forbindes med fyringer, dårlig økonomi, få studerende og utilfredse undervisere?

Universitetsavisen er taget til KU’s Geocenter på Øster Voldgade for at lodde stemningen på et at de institutter, der har været mest i vælten i forbindelsen med den netop gennemførte fyringsrunde.

Det er her fremtidens geografer og geologer holder til. Og det var her flere hundrede vrede studerende tidlig om morgenen den 1. februar blokerede for al undervisning. De er utilfredse med fyringerne af 19 medarbejdere, over udsigten til færre fag, mindre undervisning, og i det hele taget en dårligere uddannelse.

Gør det en forskel?

Klokken er lidt i 12 denne torsdag, og det betyder frokostpause. Ned ad trappeopgange og ud ad elevatorer begynder studerende nu at pible frem, færdige med dagens første undervisning.

To af dem er Ditte Christensen og Emil Hansen, der begge læser geologi på første år. Hvad synes de om nedskæringerne?

»Jeg har hørt noget om det, og jeg synes ikke, det er fedt. Men det er ikke noget, jeg har tænkt mig at gå så meget ind i kampen for. Jeg har ikke været politisk aktiv før, så jeg har nok ikke den helt store fornemmelse for, om det gør en forskel,« lyder det fra Ditte Christensen.

Hverken hun eller Emil Hansen har været med til blokaden eller nogle af de andre demonstrationer tidligere på måneden.

»Blokaden gik ud over undervisningen. At lukke undervisningen for at få mere undervisning, det er måske ikke den smarteste måde at gøre det på,« siger han, mens Ditte Christensen skynder sig at indskyde:

»Men det er jo fedt, at de fik så meget opmærksomhed for blokaden. Og vi støtter det jo.«

Find et andet studie

Hm, måske finder man mere kampgejst inde i Geocenters kantine.

Herinde sidder to unge fyre og spiser hjemmebragt frokost. Der er kyllingefilet på bordet, og noget der ligner en fiskefrikadelle. De deltog begge to i blokaden og har også været med til et par møder i GeoFagrådet.

»Man vil jo gerne vise sin utilfredshed. Og som førsteårsstuderende på Geologi er det jo os, besparelserne vil ramme i de kommende år,« svarer Mads Steiness, den ene fyr, på spørgsmålet om, hvorfor man overhovedet skal brokke sig. Han har selv oplevet de negative konsekvenser ved besparelserne.

»En af de linjer, jeg selv har overvejet at læse, er blevet nedlagt. Så enten må jeg jo finde en anden linje eller finde noget helt andet at læse,« forklarer han.

Men nytter det noget at demonstrere?

Frokostkammeraten Martin Nielsen er ikke sikker.

»Næh, det gør det nok ikke lige med det samme. Men måske i det lange løb. Jeg tror da, man vil tænke mere næste gang, der skal lægges budget,« siger han.

Ikke den samme uddannelse

Under blokaden var Studenterrådet på KU ude med en melding om, at de mange nedskæringer har gjort, at geofagene i dag er markant ringere uddannelser end dem, de studerende begyndte på.

Og netop frygten for en dårligere kandidatgrad kan Malene Christensen og Luise Raussen tilslutte sig. Begge læser geografi på andet år og deltog i blokaden.

»Man er jo bekymret for, om de fag, man regnede med at skulle læse, bliver nedlagt. Man risikerer jo faktisk, at ens hovedområde bliver nedlagt, og så må man jo søge videre,« siger Malene Christensen.

Også for Luise Raussen kan besparelserne i yderste konsekvens betyde, at hun søger et andet sted hen.

»Jeg overvejer helt sikkert, om jeg i stedet skal tage en kandidat i udlandet, hvor geografi er et meget større fag. Eller om jeg skal skifte til Life eller måske til RUC,« forklarer hun.

Antallet af studerende, der søger ind på Geografi og Geologi er på ti år faldet med henholdsvis 30 og 50 procent. Og med færre studerende, er det så ikke rimeligt, at man må fyre folk?

»Jeg kan godt se argumentet,« lyder det fra Luise Raussen, der mener, at man må gøre uddannelserne mere attraktive for de unge.

Men er I ikke bange for, at al den negative omtale netop skal få endnu færre til at søge ind på geofagene næste gang?

»Jo måske. Hvis jeg havde hørt alt det her om nedskæringerne, da jeg skulle til at søge ind selv, så ville jeg måske have tænkt mig om en ekstra gang,« svarer Malene Christensen.

Kampen fortsætter

Frokostpausen er ved at være slut. Uden for kantinens store glasfacade står Marie Louise Bornø og Anne Thane Christensen og ryger. De to geografistuderende på andet år sidder begge i det udvalg, der planlagde blokaden og er altså nogle af dem, der går forrest i protesterne. Så hvordan oplever de studiekammeraternes opbakning til aktionerne?

»Den har været god,« siger Marie Louise Bornø lidt forsigtigt.

Du tøver lidt?

»Altså,« forsætter hun, »der er helt sikkert en generel bekymring herude. Men det er lidt svært at vurdere, om folk nu allerede har glemt det. Om de siger: »Nå, det gik jo godt«, og så ikke gør mere. Der skal gøres noget mere nu, ellers glemmer folk det.«

Anne Thane Christensen nikker.

»Vi har jo en tæt kontakt med hinanden herude. Vi sidder samme sted, har samme kantine, og kender folk. Derfor tror jeg, at det er lykkedes godt for os at få opmærksomhed indtil videre. Men der skal gøres mere nu. Vi skal ride med på den gode bølge,« siger hun.

De to piger er ikke i tvivl om, hvad de studerende får ud af blokaderne.

»Opmærksomhed! Den største sejr for os var, da sagen om fyringerne blev taget op i en debat i Deadline,« lyder det fra Marie Louise Bornø, der desuden lover, at de studerende vil fortsætte protesterne.

»Det stopper ikke her. Vi bliver ved,« siger hun, og de to piger bevæger sig ind mod et af Geocenters auditorier. Undervisningen fortsætter. Og det gør kampen mod nedskæringer også.

mahp@adm.ku.dk

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Tag del i debatten - fuldt navn, tak. Læs vores debatregler her.
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.
Skandinavien3
11/02-12 kl. 08:58 Politik

Skandinavisk nyhedsoverblik

FEBRUAR 2012, UGE 6 - NTNU i Trondheim er Nordens bedste universitet - Sverige: Klassekampen tilbage som forskningsobjekt - 3.000 svenske udenlandske lægestuderende skal have en chance i hjemlandet - 25 af 26 Utøya-overlevende fuldførte skolesemesteret.

EliteForsk 2012
10/02-12 kl. 10:20 Politik

Forskningsstyrelsen: ph.d.er er god forretning

NYHEDSOVERBLIK FREDAG - Forskningsstyrelsen: ph.d.er er god forretning - Mød eliteforsker og bjergbestiger Hans Bräuner-Osborne - Ung debattør: Lad os tage et par sabbatår og være ubeslutsomme - Studentermedhjælpere udnyttes på jobbet - Nye Novo-milliarder skal tiltrække udenlandske topforskere - Danske og kinesiske forskere jagter dna sammen - KU-forsker: Græske politikere er umodne.

Videnskabernes_2012
09/02-12 kl. 10:05 Politik

Østergaards debutantbal i Videnskabernes Selskab

MILD MINISTERGRILL - Uddannelsesminister Morten Østergaards har holdt sin første tale ved Videnskabernes Selskabs årlige forskningspolitiske topmøde. Hans fokus på større frihed og højnet kvalitet resonerede pænt med selskabets visioner for universitetet i 2020. Men den efterfølgende debat indikerede, at mange af landets VIP’ere vil se handling før ordflom, før der klappes andet end høfligt forhåbningsfuldt.

Kamilla Löfström
07/02-12 kl. 08:00 Videnskab / Hum

Litterater lærer at anmelde

PROFESSIONSANMELDELSE - Litteraturvidenskab har udbudt faget ’Anmelderi’, hvor de studerende har fået muligheden for at udforske kritikkens kringelkroge. Vi har mødt underviser og anmelder ved Information Kamilla Löfström samt to litteraturstuderende til en snak om faget, den gode anmeldelse og litteraturkritikkens generelle tilstand.

Læs også:
Voksen bag glasset
Retningsforvirret
07/02-12 kl. 07:59 Kultur

Anmeldere og digtere deler studie

KULTURMØDE - Litteraturvidenskab rummer potentielle ærkefjender. For uddannelsen frekventeres både af anmeldere og forfattere.

Læs også:
Litterater lærer at anmelde
Olga Ravn
07/02-12 kl. 07:59 Kultur

Voksen bag glasset

ANMELDELSE - Det er med en sælsom afklædthed at Olga Ravn i sin debutdigtsamling udstiller mødet med kroppen; fremmedfølelsen af at vokse op i sin krop, i sit køn, i sit sind, i sig selv.


Nyhedsbrev

Uniavisens skuddagskonkurrence - vind en iPad

VIND EN IPAD - Besvar fire spørgsmål den 24. februar og vind en fancy lille Apple-plade.

Institutråd rokker ikke ved ledelsens magt

INSTITUTRÅD - Ifølge den reviderede universitetslov skal medarbejderne og de studerende have sikret deres medinddragelse og medbestemmelse. Københavns Universitet vil derfor oprette nye institutråd, men intet tyder på, at de menige får mere at skulle have sagt.


Kontakt redaktionen

Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk
Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)
Universitetsavisens redaktion
Universitetsavisens debatregler
Annoncering på tryk og på nettet

University of Copenhagen
Nørregade 10
1165 Copenhagen K
Denmark
Tel. +45 35 32 28 98

Copyright 2009 © Universitetsavisen.ku.dk